Jeg mærkede et nærvær uden lige i hospitalssengen, da jeg lå der helt alene som barn

Som fireårig havde Ingrid Mejer Jensenen oplevelse af svigt og forladthed, som samtidig blev en stærk oplevelse af et guddommeligt nærvær. Først mange år senere genfandt hun nærværet i kristendommen

Ingrid Mejer Jensen fandt sig til sidst tilpas i folkekirken efter en lang trosvandring, der blandt andet førte hende til astrologi, transcendental meditation og tarotkort. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.
Ingrid Mejer Jensen fandt sig til sidst tilpas i folkekirken efter en lang trosvandring, der blandt andet førte hende til astrologi, transcendental meditation og tarotkort. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.

Da jeg var fire år, tog mine forældre mig en søndag med på besøg hos en sygeplejerske i byen. Der var en ældre herre til stede, som jeg ikke kendte, og på et tidspunkt gav mine forældre mig besked på, at jeg skulle gå med ham. Han tog mig i hånden, og vi gik hen over nogle uendelige, grønne plæner. Det næste, jeg husker, er, at jeg vågnede op i en næsten mørk sygestue, hvor jeg lå midt i en kæmpestor seng. Jeg anede ikke, hvad der var sket, og følte en stor forladthed. Men samtidig mærkede jeg et nærvær uden lige midt i stilheden. Et nærvær, som, jeg vidste, aldrig ville svigte.

Senere fandt jeg ud af, at jeg var blevet opereret. Jeg havde fået fjernet et rudiment på halsen. Mine forældre har vel ikke vidst, hvordan de skulle forklare mig det. Men jeg følte meget stærkt, at de havde snydt og bedraget mig, og det har muligvis været medvirkende til, at jeg siden har haft det svært med autoriteter – også med kirken og religiøse institutioner i det hele taget.

Som barn var jeg glad for bibelhistorier og salmer, men som ung kunne jeg ikke tro på det, jeg forbandt med kirke og kristendom. Jeg syntes, at det, jeg hørte i kirken, enten var meget intellektuelt eller moralistisk, og undrede mig over, hvorfor kirken var fyldt med nydelige mennesker i hat og uldfrakke, mens alle dem, som Jesus ifølge evangelierne var sammen med, aldrig sad på kirkebænkene.

Mine forældre var grundtvigianere. Vi bad aftenbøn og gik i kirke til højtiderne. Det var en lys form for kristendom. Min far var civilingeniør, og i en periode flyttede hele familien til Iran, fordi han fik arbejde der. Der oplevede vi stor fattigdom, og på et tidspunkt gjorde arbejderne oprør, og jeg så, hvordan lasede mænd kravlede ind over muren om vores hus og ville tvinge min far til at give dem højere løn.

Det virkede så absurd på mig, når vi senere hjemme i Danmark sad i Skt. Knuds Kirke i Odense og så de pæne mennesker, der lyttede til præstens ord, men ikke havde noget fællesskab med de fattige.

Jeg husker også en sommerdag, hvor vi var på vej hjem fra stranden, og der stod en kvinde i vejkanten, som gerne ville køre med. Mine forældre ville ikke tage hende op, men jeg protesterede og sagde, at når vi var kristne, skulle vi da hjælpe hende. Så vendte min far bilen og kørte tilbage. Hun lugtede af spiritus, og mine forældre sagde ’der kan du selv se, hun var bare fuld’. Men jeg svarede, at det da var lige meget, hvis deres tro var ægte kristendom. I dag sidder jeg selv der på kirkebænken i uldfrakke og har meget lidt at gøre med de fattige!

Jeg blev konfirmeret, som det blev forventet af mig. Efter at jeg var flyttet hjemmefra, gik jeg i kirke med mine forældre til påske og jul, og jeg havde mange gode snakke med især min far, hvor vi diskuterede de prædikener, vi havde hørt. Som ung gik jeg også indimellem selv ind i en kirke for at finde ro, når jeg havde det svært.

Men jeg kunne alligevel ikke identificere mig med kirke og kristendom, og i begyndelsen af 1970’erne meldte jeg mig ud af folkekirken. Jeg meldte mig ganske vist ind igen nogle år senere, men kom kun sporadisk i kirken og begyndte i stedet at søge mening i mystikken og det ny-spirituelle univers – alt fra transcendental meditation til astrologi og tarotkort. Jeg søgte nok i den retning, fordi det lå tættere på den meditative oplevelse, jeg havde haft i hospitalssengen som fireårig. Samtidig passede det mig godt, at jeg ikke behøvede at forholde mig til en bestemt religions dogmatik.

Alligevel fandt jeg ikke det, jeg søgte, og i dag kan jeg se, at jeg savnede den forståelse af helhed og fællesskab, som jeg siden fandt i kristendommen. Det handlede for meget om personlig udvikling og for lidt om at se sig selv som en del af en helhed, hvor alting er forbundet, og hvor troen ikke er noget, man skal opfinde eller præstere, men noget, som kommer til én.

Jeg fandt langsomt tilbage til kristendommen via en række tilfældigheder og omveje. I løbet af 1990’erne deltog jeg i kurser i meditation og healing på centret Nordlys i Silkeborg, og i den periode konverterede lederparret på centret til katolicismen. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg begyndte at arbejde mig ind i nogle af kristendommens grundtekster. Jeg skrev Fadervor om mange gange, indtil jeg syntes, at jeg havde fundet en formulering, jeg kunne se mig selv og kunne forstå. Jeg har altid haft behov for at sætte ord på mine erfaringer og min tro.

I den proces hjalp det mig meget, at jeg er vokset op med kirkegang, aftenbøn og salmevers i skolen, og at jeg på seminariet havde en fantastisk lærer i kristendomskundskab, som inddrog alt fra Dostojevskij og Kierkegaard til Nietzsche og Jung.

Når jeg holder så meget af evangelierne, skyldes det også, at Jesus jo er litterær. Han fortæller historier om mennesker og de valg, de træffer, og moraliserer ikke. Han forestiller sig ikke, at mennesker vil holde op med at gøre som den fortabte søn, der ødsler alle pengene bort, men han fastholder, at vi kan vende hjem og blive taget imod. Derfor elsker jeg Jesus.

Omkring årtusindskiftet blev jeg opfordret til at søge en stilling som koordinator for en kirke- og kulturfestival, og da jeg fik stillingen, begyndte jeg at komme mere i kirken. Sammen med en organist skrev jeg et moderne requiem, og det blev også et vendepunkt, for han var ligesom jeg homoseksuel, og da jeg så, at han kunne accepteres i kirken, tænkte jeg, at så kunne jeg vel også.

Siden 2007 har jeg sammen med en veninde stået for at arrangere meditative aftener i Silkeborg Kirke, hvor vi læser tekster op fra Det Gamle og Det Nye Testamente og derefter sidder en halv time i stilhed. I den stilhed finder jeg det samme nærvær, som jeg oplevede i hospitalssengen som barn.

Hvad har udfordret din tro?

Det, der stærkest udfordrer min tro, er, når jeg oplever voldsom smerte eller voldsom angst. Så kan jeg slet ikke mærke det nærvær, som jeg opfatter som kernen i min tro. Men efterhånden ved jeg, at selv der – eller netop der – bliver jeg båret. Jeg kan ikke mærke det, men må tro det. Og måske er det netop tro – at turde stole på, at Gud bærer én, selv når man ikke kan mærke det.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

’Det er aldrig for sent at give op’. Det er et råd, jeg har fået af tidligere sognepræst i Silkeborg Christian Højlund, der også var hospitalspræst. Han sagde det samme til de ansatte på sygehuset, når de var fortvivlede over ikke at kunne leve op til de faglige krav, de stillede til sig selv. Med det mente han, at det aldrig er for sent at erkende og acceptere, at man er helt menneskelig og utilstrækkelig. Jeg forsøger at huske det, når jeg bliver grebet af ambitioner og forfængelighed. Så prøver jeg at sige til mig selv, at det aldrig er for sent at smide det hele og sige med Jesus, at kun ét er fornødent, altså at i hver eneste situation er der én ting, der er den kærligste og dermed den rigtigste at gøre, og det er så blot det, man skal, og ikke alt muligt andet.