Aftenbøn med min far var en selvfølge hver eneste aften i mit barndomshjem, der var et lærerhjem i en lille by mellem Skive og Viborg. Her var min far også kirkesanger. Det blev altid et øjeblik fuld af nærvær – også Guds. Han bad med mig gennem hele min tidlige barndom, og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at ligge dér i sengen i mit nattøj og se min far komme ind, sætte sig på stolen ved siden af mig, folde hænderne og sige Fadervor.
Jeg bad ikke med, men lå bare helt stille og hørte, hvordan min far bad for mig. Det var meget inderligt, og jeg fornemmede altid en stor kærlighed strømme mig i møde, som jeg aldrig har glemt – og som stadig betyder meget. Måske fordi jeg kun var 20 år gammel, da jeg mistede min far, som døde af kræft. Forløbet gik meget hurtigt og varede kun nogle måneder, nok fordi det var blevet for sent at behandle, og fordi mulighederne dengang ikke var så store.
Det var selvfølgelig hårdt. Men når man er ung, så tænker man måske ikke så meget over tabet, som man gør det senere hen. For mig blev savnet i hvert fald mere markant, da jeg blev ældre, men mindet om min far og om den aftenbøn, han bad for mig hver aften i min barndom, har altid stået stærkt og givet trøst.
Han var en indsigtsfuld og klog mand, som bekendte sig til en rummelig kristendom. Men han kunne også stille sig kritisk an over for dem, der anså sig selv for meget religiøse. Sådan har jeg det også. Mange vil nok kalde mig folkekirke-kulturkristen. Det er nok ikke helt forkert, og det gælder vel også en stor del af den danske befolkning.
Der går derfor også en rød tråd fra min far og aftenbønnen i min barndom til de talrige kirker, både storbyens katedraler og landsbykirkerne, som min hustru, der er kunsthistoriker, og jeg ofte besøger. For det er, som om der er en forbindelse mellem den fred, som jeg i dag oplever, hver gang jeg træder ind i et kirkerum, og så den aftenbøn, som blev bedt dengang i mit barndomshjem. Ja, jeg kan nærmest stadig mærke min far, når jeg kommer ind i en kirke. Mit aftenbøns-øjeblik er for mig derfor også blevet til troens steder, som jeg møder overalt i Danmark.
Min interesse for kirkerne blev heller ikke mindre i det år, hvor jeg var kirkeminister. Hele mødet med folkekirkens mange aktive og ansatte var en god oplevelse, der bekræftede mig yderligere i mit forhold til den danske folkekirke.
I dette reformationsår er jeg af Viborg Stift blevet bedt om at være reformationsambassadør, så jeg har holdt en række foredrag i stiftet om Reformationens betydning for vores kirke i dag, foredrag, som dels bygger på min viden som historielærer, men også på min viden som tidligere minister.
For som kirkeminister oplevede jeg, i hvor høj grad kirken er en blanding af folkets og fyrstens kirke. Det var en overraskelse for mig, at kirkeministeren reelt har så stor magt på fyrstens vegne. Han kan tage beslutninger om salmebog, kirkelukninger, ritualer og udskrive landskirkeskat uden formelt at skulle spørge nogen. Så det er spændende at stille spørgsmålet om, i hvor høj grad den nuværende ordning bygger på Christian den Tredjes kirkeordning.