Prøv avisen
Interview

Niels Henrik Arendt: Jeg nyder, at jeg ikke længere er gæst

Det vakte en del opmærksomhed, da Niels Henrik Arendt valgte at stoppe som biskop før tid. Efter 14 år som biskop over Haderslev Stift sagde han i 2013 farvel til både titel og Sønderjylland og blev i stedet sognepræst i det lille vestjyske Staby-Madum Sogn. Men Arendt har ikke fortrudt sit valg en eneste gang. Foto: Jens Bach

Mens to kandidater kæmper om at blive biskop i Aarhus, er Niels Henrik Arendt glad for, at tiden som biskop ligger bag ham. I dag er han sognepræst i Vestjylland

Det kan være svært lige at få øje på. Uden for kontorvinduet i præstegården er der en bar og vindblæst mark. Den nærmeste landsby, Staby, kan man ikke engang se. Den ligger små to kilometer væk, med hvidkalket kirke, købmand og skole.

Men den er god nok. Det er lige her. Lidt uden for Ulfborg, på en typisk flad vestjysk strækning mellem Ringkøbing Fjord og Nissum bredning. Tæt på Vesterhavet.

”Nu er jeg der, hvor det hele foregår,” siger en glad Niels Henrik Arendt, der for to år siden stoppede som biskop i Haderslev og blev sognepræst i Staby-Madum, to småsogne, der er slået sammen, med i alt 750 medlemmer af folkekirken.

Han tager imod i den smukke præstegård, der er opført i ”bedre byggeskik” i 1917. Stilen stammer fra to vestjyske præstesønner, der flyttede til København, hvor de som arkitekter blev bannerførere for den særlige æstetik, de kendte fra hjemegnen - med håndstrøgne røde mursten, rødt tegltag og hvidmalede vinduer.

Det vakte ellers en del opmærksomhed, at Arendt valgte at rykke fra Sønderjylland til Vestjylland. At han gik som biskop før tid og på den måde degraderede sig selv i det kirkelige hierarki. Men han har ikke fortrudt sin beslutning et eneste øjeblik.

”Jeg er tilbage i første række. Nu er jeg igen en del af et menighedsråd. Jeg har kolleger, og jeg gør det, jeg nyder allermest: at være præst. Jeg savnede simpelthen de helt almindelige præsteopgaver. At undervise de unge konfirmander og at forberede gudstjenesten i en menighed, jeg kender. Da jeg var biskop, følte jeg altid, at jeg var på besøg i stiftet. Jeg var aldrig helt en del af holdet, men en gæst - og der var sådan en følelse af, at det var noget særligt, når jeg var på besøg: Åh, i dag er biskoppen her. Nu kender jeg dem, jeg er præst for, og det nyder jeg. Folkekirkeligt forstået foregår kirkelivet i sognene, ikke i bispegården.”

Det skal ikke forstås på den måde, at Niels Henrik Arendt var træt af at være biskop. Han nød de 14 år som øverste gejstlige myndighed i stiftet. Men han havde aftalt med sin kone, at han ikke skulle fortsætte, til han blev 70 år. Det var ganske enkelt for hårdt.

”Jeg havde et meget ambitiøst og målrettet program. Jeg havde blandt andet lavet en turnus, så jeg var sikker på at besøge alle sogne i stiftet hvert fjerde år. Og det var en krævende opgave. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne holde til det mere. Og jeg ville på den anden side heller ikke slække på min ambition. Samtidig kom der også den her frygt for, om jeg på et tidspunkt ville begynde at gentage mig selv. Jeg var jo domprovst i syv år, inden jeg blev biskop, og tænk, hvis nogen begyndte at tale om, at det dér, det har vi da hørt ham sige mange gange før.”

Risikoen for gentagelser blev heller ikke mindre af, at en biskop konstant er i mediernes søgelys.

”Det er noget forholdsvist nyt ved bispeembedet. Men i dag bliver man simpelthen kontaktet af medierne hele tiden og bedt om at komme med sin mening om alt muligt. Min forgænger i embedet, Olav Lindegaard, havde ellers fortalt mig, at der kunne gå uger imellem, han blev kontaktet af en journalist. Jeg oplevede noget helt andet. På et tidspunkt begyndte jeg at føre logbog, og den viste, at jeg havde fået 300 henvendelser på et år. Så medierne fyldte rigtig meget i min hverdag.”

Niels Henrik Arendt er med på, at det er relevant at høre en biskops holdninger i mange sager. Og han mener sådan set også, at folkekirken sagtens kunne være mere tydelig, når det gælder om at komme med indlæg i forhold til de begivenheder, der kalder på et kristent svar i tiden. Men han er til gengæld ikke af den opfattelse, at man som biskop skal mene noget om alt.

”Jeg ser desværre mediernes fokus som udtryk for en lidt kedelig tendens, hvor vi i dag lever i en kultur med større optagethed af personer end af sager,” siger han.

Han har derfor også stor respekt for de folk, der stiller op til at være biskopper i den danske folkekirke i dag. For han ved om nogen, at det er et krævende job.

”Det handler jo ikke om, at du vil være biskop for at få magt. Selvfølgelig indebærer jobbet også, at man har magt. Alle mennesker udøver i et eller andet omfang myndighed. Men der er præster, der nærmest anser det for uluthersk, at biskoppen gør det. Det er ikke en magt, der får biskoppen til at være populær. Som biskop er det jo dig, der skal træde til i de konflikter, der er i stiftet. Og de er ofte ret svære at løse på grund af den struktur, der er i kirken. Du skal både tage hensyn til de frivillige, der lægger et stort arbejde i kirken, og samtidig skal du som biskop stå ved det ansvar, du har for den præst, du selv har været med til at ansætte.”

Niels Henrik Arendt oplevede selv flere af de meget svære konflikter, der truer med at splitte et sogn.

”Et menighedsråd kan få en anden sammensætning, som tilvejebringer en ny dynamik i et sogn. Måske kommer menighedsrådet på kant med nogle af sognebørnene, som i øvrigt ikke har vist interesse for menighedsrådsvalget. Præsten kan med eller uden skyld blive en del af et sådant spil. Det er et eksempel på nogle af de næsten uløselige opgaver, der hører med til jobbet, og hvor biskoppen ikke kan undgå øretæver.”

Jobbet som sognepræst i de to små vestjyske byer udgør halvdelen af Niels Henrik Arendts arbejde. Han har derudover en halvtidsstilling som folkekirkens teologiske rådgiver ved Reformations-jubilæet i 2017. Der er allerede ved at være en masse projekter på vej, og Niels Henrik Arendt håber, at fejringen får os til at reflektere over, hvad Reformationen har betydet for vores syn på blandt andet opdragelse, dannelse og forholdet mellem mand og kvinde. Men også bruge anledningen til at besinde os på kernen i det luthersk-evangeliske menneskesyn: At du er elsket. Altid. Du skal ikke gøre dig fortjent til det. Det mener han, at mange af nutidens danskere, ikke mindst dem, der er ramt af stress og udbrændthed, kunne have godt af at høre.

”Og her er jubilæet en rigtig god anledning til at få fokus på, hvordan vi også får det kritiske potentiale i kristendommen over for præstationskulturen til orde. Det kan faktisk godt være en udfordring i netop Danmark, fordi vi nok er det mest protestantiske land af alle. Der er en udbredt autoritetskritik i den danske befolkning, som passer godt overens med Luthers opgør med de falske autoriteter. Men det kan være farligt, hvis alt bliver så nivelleret, så den ægte autoritet heller ikke bliver hørt. Her har vi en opgave, som folkekirken må tage på sig. Og ikke kun biskopperne,” siger Niels Henrik Arendt.