Prøv avisen
Interview

Jeg øver mig i at blive mindre skråsikker

Se billeder fra Kjeld Holms liv og karriere ved at klikke på pilen til højre i billedserien Foto: Lars Aarø, Fokus

Frisind og forsoning har været de to vigtigste pejlemærker for Kjeld Holms måde at være biskop på. Efter 21 år takker Aarhus-bispen af, men han går ikke helt uden opsang: Kirken forsømmer det væsentlige og fortaber sig i småting

Kjeld Holm er glad - og træt.

Han er lige kommet tilbage fra Grenaa i Østjylland efter to dages møder, foredrag og socialt samvær med stiftets præster. Det var hans sidste præstestævne som biskop over Aarhus Stift, og det blev sent i går.

”Det plejer jo at være mig, der holder taler. Men i år holdt de taler - om mig. Og der var sange og en revy, der også kun handlede om mig. Det var meget rørende.”

Mødet med stiftets præster var på den måde endnu en påmindelse til Kjeld Holm om, at han snart skal stoppe. Efter 21 år som biskop takker han nu af og giver bispekåben videre til Henrik Wigh-Poulsen, der indsættes til september. I dag er der afskedsreception, og på søndag holder Kjeld Holm sin afskedsprædiken i Aarhus Domkirke.

”Afskeden fylder meget lige nu. Men det har den faktisk gjort i et helt år. Sidste sommer flyttede min kone og jeg fra den store bispevilla her ved siden af Stiftet. Vi tænkte, at hele opbruddet ikke skulle ske på en gang, at det var rart at få det gjort i god tid. Det var et stort arbejde at pakke en hel villa ned, og da vi er flyttet ind i en noget mindre lejlighed, måtte vi sige farvel til rigtig mange ting. Blandt andet 4000 bøger, som jeg ikke har plads til mere.”

Men det er nu ikke vemod, der præger Kjeld Holm. Som han sagde til præsterne i Grenaa, er det ikke embedet, men dem, han kommer til at savne.

”Der er to former for savn. Den ene er en længsel efter noget, der aldrig blev. Den anden handler om det, man har haft, men ikke har mere. Den første er ulykkelig, den anden burde være lykkelig. Og det er sådan, jeg har det. Jeg er båret af taknemmelighed for den tid, jeg har været biskop. En af de kvindelige præster, der holdt tale for mig i aftes, sagde: Tak, fordi du altid har givet plads til os. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg har gjort en forskel. At det er lykkedes for mig at være biskop ud fra mine to bærepiller: frisind og forsoning.”

Kjeld Holm var 48 år, da han blev indsat som biskop i Aarhus. Efter en intens valgkamp med tre kandidater lykkedes det for præsten fra Risskov at få flest stemmer. Blandt andet via socialdemokraterne og missionsfolkene i stiftet. Han var den eneste af de tre opstillede, der ikke havde en klassisk teologisk uddannelse bag sig. Kjeld Holm var magister i idéhistorie og fik senere en teologisk tillægseksamen, inden han blev præst ved meritoverførsel.

Unge Holm efterfulgte biskop Herluf Eriksen på posten.

Uden at få nogle gode råd med på vejen.

”'Du må selv finde din vej,' sagde han. Og det var et rigtig godt råd, som jeg giver videre til min efterfølger. For når noget er slut, så er det slut - og så skal du give plads til den, der følger efter dig. Derfor er det på en måde også et farvel til folkekirken fra min side nu. Jeg vil ikke længere blande mig i kirkens indre anliggender. Nu må andre tage over.”

Kjeld Holm har ellers været kendt for at blande sig og for at melde ud. Han er blevet kaldt ”kontroversiel”, har fået dødstrusler på grund af sine holdninger, og selvom han ellers sværger til dialog, har han aldrig været på talefod med Søren Krarup, der engang omtalte ham som ”landsforræder”.

”Dialog forudsætter en åbenhed over for andres synspunkter, hvor man lytter til hinanden og måske begge flytter sig i håbet om at nå en konsensus. Det har jeg ikke troet muligt med Søren Krarup, og derfor har jeg aldrig svaret på hans kritik af mine synspunkter.” 

”Mit udgangspunkt har altid været, at alle er lige for Gud, og det gennemsyrer alle mine holdninger. Både når det for eksempel gælder mit syn på vielse af homoseksuelle og mit forhold til folk med anden etnisk eller religiøs baggrund. Min drivkraft har samtidig været troen og håbet på, at Gud bevæger sig ud for at finde det bortløbne får. Ikke for at dømme, men for at frelse de fortabte, de ekskluderede, så de - eller vi - kan få mulighed for at leve sammen og få mod til at forandre det, der skal forandres. Derfor er jeg altid gået i brechen for de udsatte. Det hører ganske enkelt til min fortolkning af kristendommen.”

Da Kjeld Holm blev biskop, var han derfor også langt mere positiv over for at udtale sig til medierne, end hans forgænger havde været.

”Under valgkampen havde jeg sagt, at folkekirken ikke behøvede at skjule sig, men at den tværtimod kunne drage nytte af at gå ind i medievirkeligheden. Det står jeg ved. Jeg mener klart, det har været en fordel for kirken, at medierne har fundet ud af, at vi har noget at sige. Både lokalt og på landsplan. Men det kom alligevel bag på mig, at debatten nogle gange har været så ophidset, tåbelig og direkte infam, som jeg har oplevet det. Især omkring danskernes forhold til flygtninge og indvandrere.”

Det var, mens Kjeld Holm var formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, at han blev mødt med de værste reaktioner. Han blev udpeget til posten af daværende indenrigsminister Birte Weiss (S), og for ham at se var der dyb overensstemmelse mellem det kristne budskab og det politiske projekt om ligestilling.

”Men jeg fandt da hurtigt ud af, at jeg ikke havde opbakning fra alle. Til et sognemøde var der en kvinde, der sprang op fra sin stol og råbte: 'Hvordan kan De som kristen biskop gå ud og forsvare muslimerne? Folk med tørklæder?'. Heldigvis var der en stor solid landmand, der stillede sig op og sagde til hende, at hun skulle tie stille 'for nu gider vi ikke høre flere racistiske udtalelser'.”

”Det var på en måde også debatten om vores forhold til muslimer, der lå bag de to dødstrusler, jeg har fået. Den første gang skulle jeg holde tale på Rådhuspladsen her i Aarhus, hvor jeg talte imod Danmarks involvering i Irak-krigen. Så kom der en nydelig mand hen til mig på scenen og bad mig gå med ind bagved. Det viste sig, han var fra politiet. Der var kommet en trussel om, at man ville skyde imod mig. Den anden gang var, da Gellerup Kirke havde 25-årsjubilæum, og dronning Margrethe havde sagt, hun ville komme. To dage før blev jeg kontaktet af politiet. På Københavns postkontor havde man opsnappet en dødstrussel mod mig, hvor det fremfik, at man ville anbringe en bombe i kirken, fordi jeg var ”muslimelsker”. Heldigvis gennemførte vi jubilæet med Dronningen og masser af politi. Jeg glemmer aldrig den umådelige glæde og stolthed, der var hos beboerne i Gellerup, for det viste jo, at dronning Margrethe også var deres dronning.”

Kjeld Holm har forsøgt at tage de ubehagelige oplevelser med humor og overskud. Han har tænkt, at det nok ikke var andet end drengestreger, også når hans postkasse var fyldt med mærkelige ting, han ikke havde bestilt. Men én gang har han alligevel været i tvivl.

”Min kone har været meget syg, og efter et af hendes ophold på sygehuset, modtog jeg en dødsanmeldelse på hende. Tænk, at nogen kan være så ond. Da tænkte jeg virkelig, om det havde været det hele værd.”

Men de ubehagelige oplevelser har heldigvis ikke fået lov til at fylde mest. Kjeld Holm er nemlig i den grad også blevet hyldet for sit kæmpe engagement, for sine holdninger og for at være med til at gøre kirken bredere og mere rummelig. For sin folkelighed.

Han oplever da også i dag, at danskerne generelt er blevet mere åbne over for kristendommen, og at der er en interesse for troens verden, som han ikke mødte i sine første præsteår.

”Da jeg kom til Ellevang kirke i Risskov, ville jeg gå over og hilse på i den folkeskole, der lå lige over for kirken. Jeg gik ind til skoleinspektøren og præsenterede mig, og han syntes, vi skulle gå ned på lærerværelset og hilse på lærerne. De kiggede knap nok op fra kaffekopperne, da jeg sagde dav og fortalte, at jeg var den nye præst, og at jeg glædede mig til vores samarbejde. Det var tydeligt, at de tænkte: 'Hvad pokker laver den kustode her.'”

I dag har skolen skiftet navn. Fra Jellebakkeskolen til Ellevangskolen.

”Det er nærmest et symptom på udviklingen siden, for nu bærer den jo sognets eller kirkens navn. Det er lidt det samme, jeg ser inden for barnedåben. Da jeg begyndte, var der mange, der valgte barnedåben udelukkende på grund af en 'pligt' i forhold til forventninger fra bedsteforældrene. I dag er der en helt anden lyst til at gå ind i en samtale om dåbens betydning. Og det er ikke længere underligt, hvis du for eksempel som moderne, sekulariseret mor tager dit barn med til babysalmesang i kirken eller begynder at interessere dig for de salmer, man synger.”

Og ifølge Kjeld Holm skal folkekirken derfor virkelig forstå sin opgave nu. Den skal forholde sig til netop den åbenhed og gå aktivt ind i en debat om, hvordan man skal være folkekirke i vores tid. Desværre er det ikke den dagsorden, han oplever inden for kirken.

”Der er en tendens til, at kirken internt fortaber sig i småting. Jeg kan give et eksempel: Sidst jeg var med til bispemøde, skulle vi diskutere vores syn på dåb uden for kirken, i det fri. Skal det være tilladt eller ej. Helt ærligt. Lad os dog i stedet bruge tiden på at diskutere de helt grundlæggende ting, som at være folkekirke i et senmoderne samfund. Hvad mener vi, og hvor står vi, når det for eksempel handler om det konkurrencesamfund, der breder sig ind i alle vore sfærer? Hvor uddannelsespolitik bliver til arbejdsmarkedspolitik og et spørgsmål om at uddanne folk, så de kan tage et arbejde? Med evige selv-evalueringer og kurser i kompetenceudvikling? Burde vi som kirke ikke have et kristent modsvar til dén udvikling?”.

For kirken har et modsvar. Et andet bud.

”Det religiøse sprog rummer ganske enkelt en orientering i verden og en livsvisdom, som ikke findes andre steder. Og da slet ikke i en tid som vores, hvor det er det rationelle, økonomiske sprog, der hele tiden dominerer. Hvor alt skal måles og vejes. Desværre har mange af de unge præster, der jo ellers burde have anfægtelsen, ikke tid til at gå ind i de allermest væsentlige udfordringer. De nye præster har næsten ingen tid tilovers, når først de er færdige med deres mange pligter, som spaghettigudstjenester, skole-kirke-samarbejde og alt det administrative. De får tunnelsyn. Eller også frygter de for at blive for direkte i deres kritik. Men kirken risikerer at blive ramt af borgerlig sathed. At have nok i 'at være et rart sted at være'. Det er trist.”

Helt færdig med at blande sig er Kjeld Holm vist ikke. Han har da også allerede kalenderen fyldt med foredrag og er formand for Rådet for Socialt Udsatte i Aarhus samt med i bestyrelsen for Ensomme Gamles Værn ud over at være ulønnet hjælpepræst ved Bering Valgmenighed ved Skanderborg.

”På en måde er det jo helt symbolsk. Fra at have levet og tænkt i det, man kunne kalde 'systemverdenen' - i statskirken, bevæger jeg mig nu over i 'livsverdenen', den frie kirke, hvor jeg skal prædike hver anden måned.”

Tredje bind i hans erindringsværk er også på vej. Arbejdstitlen er ”Erindringens etik”, og i det ligger der igen en form for korrektiv.

”En af konsekvenserne ved tidens konstante fokus på vækst og fremdrift er, at vi lever i et kollektivt hukommelsestab. Men med glemslen af historien forsvinder også en normdannelse, der rækker ud i samfundet. Ved at fortælle om møder, der gjorde en forskel for livs- og menneskesyn, får vi slået sind og sanser op for en ny virkelighed. Det skete for eksempel for mine forældre i Sønderjylland, da de i 1944 åbnede deres hjem for en italiensk flygtning. De var ellers folk, der stod fast i den danske muld og på en måde var sig selv nok. Men det endte med, at italieneren stod fadder til mig og fik mine forældre til at forstå, at der altid gemmer sig et menneske af kød og blod bag det, vi kalder 'den fremmede'. Der er med andre ord en etik i erindringen - derfor titlen.”

Det er i det hele taget de skråsikre holdninger, der altid har virket som en rød klud på Kjeld Holm. Især hvis de gives uden interesse for modsigelse af virkeligheden. Det gælder også i forhold til ham selv.

”Min selvopdragelse er at blive mindre og mindre skråsikker. Det er ikke kun erindringen, der gemmer på en etik. Det gør tvivlen også. Så det øver jeg mig i,” lyder det afsluttende fra Kjeld Holm, mens han sender sit karakteristiske blik, hvor blandingen af humor og alvor altid er til stede.

"Mit eftermæle må være op til andre at bedømme," siger Kjeld Holm
"Nogle af mine bedste venner har jeg på Aarhus Stadion, hvor vi mødes til AGF's kampe," siger Kjeld Holm
Kjeld Holm blev indsat som biskop i 1994.
"Nogle af mine bedste venner har jeg på Aarhus Stadion, hvor vi mødes til AGF's kampe," siger Kjeld Holm.