Prøv avisen
Før søndagen

Jeg oplevede et stærkt gudsnærvær på apoteket

Rebekka Steinvig.

Når Jesus i søndagens tekst opfordrer disciplene til at tjene hinanden, kan det virke uoverskueligt og overvældende. Men vi kan gøre en stor forskel ved at give hinanden mere tid, nærvær og opmærksomhed i hverdagen, mener kommunikationskonsulent Rebekka Steinvig

For omkring to år siden cyklede den dengang 33-årige Rebekka Steinvig gennem København på vej hjem fra sit arbejde i Danmission. Hun var højgravid og havde hævede lægge, så hun stoppede ved et apotek for at købe støttestrømper. Den kvindelige farmaceut bag disken gik roligt i gang med at forklare Rebekka Steinvig om de forskellige modeller af støttestrømper.

”Det var en helt banal hverdagssituation, men jeg oplevede et stærkt gudsnærvær gennem den kvinde. Jeg var ikke i tvivl om, at Gud var til stede og viste mig sin omsorg gennem hende. Jeg holdt helt op med at lytte til, hvad hun sagde, og ville bare have, at det skulle vare ved, så jeg kunne blive i det gudsnærvær noget længere,” siger Rebekka Steinvig.

Situationen på apoteket er for hende et lille eksempel på, hvordan vi kan tjene hinanden, sådan som Jesus opfordrer til i søndagens tekst.

”Når Jesus i teksten siger, at ’den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener’, kan det virke overvældende. For hvem af os er i stand til at tjene, sådan som Jesus gjorde, og hvor mange af os vil virkelig give vores liv?”, siger hun.

”Men jeg tror, at vi i det små kan tjene hinanden ved at være nærværende, rummelige og opmærksomme midt i det travle liv, hvor vi så let bliver optaget af os selv, og vores ambitioner og selvoptagethed nemt får os til at forvente eller kræve, at andre tjener os,” siger Rebekka Steinvig.

Som mor til en datter på knap to år kan Rebekka Steinvig sagtens identificere sig med Zebedæussønnernes mor, når hun forsøger at sikre dem pladserne ved Jesu højre og venstre side.

”Som forælder vil man gøre næsten hvad som helst for sine børn, og det er på en måde smukt, men der er en fare i det, fordi det kan blive på bekostning af andre,” siger hun.

Debatten om curling- forældre, som netop fejer alting – også gerne andres behov – væk for at sikre deres egne børn, handler vel netop om det, mener Rebekka Steinvig: At man i kærlighedens og omsorgens navn mister blikket for sine medmennesker.

”Men det blik kan Jesus hjælpe os med at få igen, fordi han vender alting på hovedet. Vores begreber om succes, vores ambitioner, vores tjen-mig-kultur vender han på hovedet, når han siger, at de mindste skal blive de største, og den sidste skal blive den første, og den, der vil være stor, skal være de andres tjener. Det er så svært for os at holde fast i, men vi bliver mindet om det, når vi lever et liv med Jesus,” siger hun.

Det har Rebekka Steinvig gjort, siden hun var ganske lille. Hun er født i en familie, der er meget aktiv i Metodistkirken, og mange af hendes barndomsminder handler om gudstjenester, gospel og et familieliv, hvor der var plads til bøn, sang og samtaler om tro.

”Mine forældre har været stærke trosforbilleder, fordi de bærer troen i deres hjerter og har levet den ud på hver sin måde. Min far var blandt de første, der introducerede gospel herhjemme. Han har startet flere gospelkor og har rejst verden og Danmark tyndt med musikken, og så har han været ansat i Karlslunde Strandkirke ved København i snart 35 år som organist,” siger hun.

”Min mor er uddannet socialrådgiver og har arbejdet fuldtids som plejemor og har altid givet utrolig meget til mennesker, der har fået en svær start på livet. Så mine forældre har hver på sin måde vist mig, hvordan man kan tjene andre,” siger hun

Som barn var Rebekka Steinvig overbevist om, at Gud eksisterede og elskede hende.

”Han var der bare. Det tvivlede jeg ikke på. Men i gymnasiet blev min tro udfordret, og jeg begyndte at tvivle på, om troen blot var noget, jeg havde overtaget fra mine forældre, eller om den virkelig var min egen. Jeg begyndte at synes, at det var lidt pinligt at fortælle, at jeg gik i kirke, og jeg følte, at jeg levede i to adskilte verdener,” husker hun.

Efter gymnasiet kom hun på et udvekslingsophold i North Carolina, hvor hun boede hos medlemmer af en amerikansk metodistkirke og rejste rundt sammen med andre unge metodister. Under en aftenandagt i en lille kirke oplevede hun et stærkt gudsnærvær, som betød, at hun ikke siden har tvivlet på Guds eksistens og hans kærlighed til hende.

”Siden har jeg vidst, at jeg er Guds barn, og den vished vil jeg gerne åbne for, at andre kan erfare. For jeg tror, at den vished gør det muligt for os at lægge vores egoisme til side og tjene hinanden,” siger hun.

”Jeg oplever igen og igen, hvordan Gud er klart til stede i mødet med andre, der giver deres medmennesker den opmærksomhed, nærhed og tid, som jeg tror, at vi alle længes nærmest desperat efter,” siger hun. Og tilføjer med et smil: ”Jeg tror da, at Jesus ville ønske, at der var lidt flere farmaceuter, der tjente andre ved at give bare lidt mere tid og nærvær.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville understrege, at Jesus ser op på det syndige menneske – som han gør i sit møde med tolderen Zakæus – for at det syndige menneske kan vokse i Guds kærlighed. I dagens tekst lærer Jesus os, at vi må se på hinanden med samme blik. Vi skal turde se op fra vores små navler, når vi er opslugt af os selv og vores kamp om magt, og se hinanden.

Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?

De Ti Bud fylder ikke så meget for mig. Det er Jesu liv, der er det bærende. Men det fjerde bud – du skal ære din far og din mor – taler meget til mig, fordi min mor og far har været smukke trosforbilleder for mig. Jeg tænker en del over, hvordan jeg selv kan give et godt gudsbillede videre til min datter. Samtidig tænker jeg på min himmelske far, som jeg ønsker at tjene og ære.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Min datters dåbsgudstjeneste var min ønskegudstjeneste. Dåben betød meget for mig, og det var så fint at dele den med en kirke stuvende fuld af familie, venner og andre medlemmer af menigheden. Vi havde fået lov at vælge vores yndlingssalmer, og der var også rytmisk musik. Samtidig var det et eksempel på, at alting langtfra går, som vi planlægger, og det skal det heller ikke. Vores datter skreg igennem det hele, så jeg havde ret meget sved på panden. Men det var en dejlig oplevelse alligevel.

Hvordan er dit gudsbillede?

Gud er min himmelske far, der elsker mig, som jeg er. Ens jordiske forældre kan komme til kort, men det gør han aldrig. Det er der en stor tryghed i, og jeg forstår næsten ikke, hvordan man kan klare sig uden.