Jeg havde en meget almindelig protestantisk opvækst med dåb og konfirmation ligesom de fleste andre. Men da jeg blev ældre, mistede religionen sin betydning. Jeg syntes ikke, det hang sammen. Det var først, da jeg ramte begyndelsen af 40’erne, at jeg blev nødt til at skifte mening.
Jeg var blevet inviteret til at holde en forfatterprædiken i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro. Kort forinden havde jeg bestemt mig for, at jeg ikke havde en tro, og netop derfor valgte jeg at holde min prædiken langfredag. Nu skulle den menighed have en tur i maskinen.
I min prædiken gennemgik jeg Jesu død, som en retsmediciner ville have gjort det: Hård politivold, udmattende løft af et cirka 80 kilo tungt træobjekt og til sidst brutal korsfæstelse. Jeg ville vække menigheden i dens uvirkelige og romantiske forestilling af langfredag, men i løbet af prædikenen blev jeg selv mere og mere animeret. Det trådte lyslevende frem for mig. Ikke magisk eller metafysisk, men fuldstændig rationelt, fordi det var meget konkret og sagligt.
Jeg var meget splittet, da jeg efterfølgende blev spurgt, om jeg ville deltage i nadveren. Jeg valgte at sige nej. Intellektuelt set gav det jo ikke mening.
Da jeg stod i døråbningen og gav hånd til menigheden, sagde en kvinde til mig: ”Du skal da vist være præst.” Jeg nægtede hårdnakket, men det virkede meget stærkt, at jeg havde fremkaldt den opfattelse, og da jeg tog hjem, var jeg helt rundt på gulvet.
Et par dage efter inviterede præsten mig til frokost for at evaluere min prædiken. Det ville jeg enormt gerne, for jeg var fuld af spørgsmål. I min barndom havde ingen taget mig i hånden og givet mig rationelle svar på kirkens traditioner, men under den frokost formåede præsten at svare fuldstændig rationelt på alle mine spørgsmål.
For eksempel gav det pludselig mening, at vi dekorerer æg i løbet af påsken, fordi æggeblommen, -hviden og -skallen er et oldkirkeligt symbol på treenigheden, eller at Shell-tankens logo i virkeligheden har rod i Sankt Jakobs dåb af maurerne, som han udførte med en muslingeskal.
Jeg var chokeret over, at kristendommen kunne være så intellektuelt vederhæftig, og den dag fik jeg åbnet en lille dør på klem til 2000 års kulturhistorie.
Det var det første lillebitte startskud til det, der har fyldt meget for mig de seneste fem år. Jeg begyndte snart efter min prædiken at læse teologi. I dag lever jeg fuldstændig det samme liv, som jeg gjorde dengang for fem år siden. Bortset fra, at det, der ikke hang sammen, pludselig nu giver mening. Det sker nogle gange, at man åbner øjnene og opdager, at der pludselig er nogen, der har skruet op for farverne.