Prøv avisen

Jeg råbte til Gud i min angst derude på vandet

At tænde et lys, bede en bøn eller synge en salme kan hjælpe og lette mennesker i krise, mener musikterapeut og underviser Lisbeth Andreassen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Musikterapeut og lærer på Diakonhøjskolen i Århus Lisbeth Andreassen både underviser i, yder og modtager sjælesorg. Både for hende selv og andre kan det være en kæmpe lettelse en gang imellem at lægge ansvaret og byrderne over i Guds hænder, mener hun

Sidste fredag oplevede 34-årige Lisbeth Andreassen en krise af de større. Hun befandt sig sammen med nogle indianere på en næsten øde ø i Panama. Hun havde aftalt med en lokal mand, at han skulle hente hende i sin lille træbåd og sejle hende til fastlandet, så hun kunne komme med flyet tilbage til Danmark. Men han kom ikke denne fredag morgen. Det var et frygteligt uvejr; det stormede og regnede, og himlen var oversået med lyn, så den lokale mand turde ikke krydse floden. Lisbeth Andreassen gik i panik, for hun kunne ikke bære at skulle blive længere på øen. Hun overtalte indianeren til at sejle alligevel, men da de først befandt sig ude mellem de kæmpemæssige bølger og lyn, der slog ned omkring dem, gik det op for hende, at missionen var direkte livsfarlig.

I de 40 minutter, sejlturen varede, lagde jeg alt over i Guds hånd. Jeg kunne ikke gøre andet end at lade det være op til ham, hvad der nu skulle ske, fortæller Lisbeth Andreassen, som nu sidder solbrændt og afslappet på sit lille kontor på Diakonhøjskolen i Århus.

Her har hun i tre år undervist de studerende i psykologiske og sjælesørgeriske fag. Samtidig er hun uddannet musikterapeut med egen praksis og er i øjeblikket i gang med at færdiggøre sin supervisor-uddannelse på Kempler Instituttet. Ved siden af sit arbejde og sin praksis holder hun også foredrag om blandt andet sjælesorg.

For hende er den dramatiske oplevelse fra ferien i Panama et klart billede på, at man som menneske har brug for at kunne fralægge sig det fulde ansvar. Nogle ting er så svære eller uoverskuelige, at det er umenneskeligt at skulle klare det hele selv. Det er også ofte det budskab, hun giver videre, når hun yder sjælesorg.

Folk opdager, at de ikke skal kontrollere det hele selv; at nogen, altså Gud, er med dem. De mennesker, der når dertil, mærker, at åget bliver taget fra dem, siger hun.

De studerende på Diakonhøjskolen vender jævnligt tanker og problemer med hende, og det samme gør sig naturligvis gældende i hendes praksis. Selvom Lisbeth Andreassen er kristen og bruger troen meget i samtaler og terapi, er det ikke givet, at den bliver inddraget.

Det er ikke min egen dagsorden, der styrer det. Jeg bryder mig ikke om ordet omvendelse, og det er på ingen måde mit mål med sjælesorg. Men i de situationer, det falder naturligt at komme ind på troen og på Gud, er det utrolig givende at have det element med. Det er meget få mennesker, der befinder sig på det allerdybeste vand eller midt i den sværeste krise, som ikke på en eller anden måde forholder sig til religionen, siger hun.

Personligt fik Lisbeth Andreassen Gud med hjemmefra.

Hendes far var præst og meget engageret i socialt arbejde, hvilket betød, at hjemmet jævnligt blev besøgt af skæve eksistenser, som havde brug for omsorg. På den måde fik hun et naturligt forhold til livets mange sider. Dermed også til tungere emner som død, sorg og misbrug. Alligevel prøvede hun i ungdomsårene at ryste sin kristne tro af sig.

Det er vist meget normalt, at præstebørn tager sig sådan et opgør, konstaterer hun med et smil.

Hun fandt da også troen igen, da hun som 26-årig blev ansat som musikterapeut på Sct. Maria Hospice Center i Vejle. Her arbejdede hun med fysiske, psykiske, sociale og åndelige problemstillinger hos kræftsyge patienter og deres pårørende også børn.

Jeg oplevede, hvordan døende mennesker tager det religiøse til sig. Det spiller en kæmperolle hos mennesker, som er ved at dø. Det var meget stærkt for mig at opleve det, fortæller hun.

Det var særlig mødet med en magtfuld direktør, som var ved at miste sin kone til kræften, der overbeviste hende om behovet for Gud.

Direktøren havde altid været vant til at kunne betale sig fra alting, så da hans kone blev meget syg af kræft, sendte han hende på dyre behandlingsophold i udlandet, selvom hun egentlig ikke magtede det. Han var sikker på, at nogen kunne helbrede hende. Men til sidst gik det op for ham, at han ikke kunne betale sig fra det uundgåelige. For første gang i sit liv oplevede han den totale magtesløshed og brød grædende sammen.

I situationen ydede Lisbeth Andreassen en form for sjælesorg ved at læse salme 367 højt for direktøren. Det første vers handler om, at vi rækker vores hænder frem som tomme skåle og beder Gud komme til os. Og sådan er det ofte. Vi beder om Guds hjælp, når vi er pressede.

Det er naturligt og også i orden, at vi især har brug for Vor Herre i krisesituationer. Sådan har jeg det også selv. Gud er med mig i hverdagen, men træder mere i baggrunden. Men da jeg sad i den lille båd i Panama, havde jeg pludselig meget brug for ham og for min tro. Og selvom jeg havde den, var jeg stadig meget bange. Som Jesus på korset råbte jeg til Gud i min angst derude på vandet.

Jeg tror ikke på, at der en mening med alt, tilføjer hun.

Også søndagens tekst er vigtig for Lisbeth Andreassen, der ofte bruger den i forbindelse med sjælesorg.

Kom til mig, I der er trætte og bærer byrder. Netop den linje er helt essentiel i sjælesorgen. Det er jo det, vi gør. Gennem en bøn, en salme eller et tændt lys kan konfidenten og jeg sammen sende byrden videre til Vor Herre. Han vil gerne være med, også når det er svært, siger hun.

Men det skal ikke forstås sådan, at alle, der får sjælesorg, kommer ud på den anden side uden åg. Sjælesorg er ikke en tryllestav, men det kan være en stor lettelse at dele sin byrde med andre. Jo mere man deler med Gud, jo mere letter det.

Lisbeth Andreassen har også selv erfaring med at få sjælesorg. Som regel har den koncentreret sig om hendes religiøsitet. Om tro og tvivl.

Det har været meget givende for mig selv at sige åbent, hvilke frustrationer jeg havde i forbindelse med min tro, til et menneske, som selv ved, hvordan det er at befinde sig i den situation. Én, som tager det alvorligt, og som ikke bare klasker floskler på.

Hun er også sikker på, at hun gennem livet jævnligt vil få bruge for en sjælesørgerisk samtale.

Jeg kommer jo stadig selv i tvivl om troen, og jeg kan tænke, hvad det dog er for en Gud, der kan lade sådan noget ske. I den sammenhæng er det utrolig sundt at vende det med en med samme kristne udgangspunkt, siger Lisbeth Andreassen.

schelde@kristeligt-dagblad.dk