Prøv avisen
Tro&tvivl

Søren Gade: Jeg råbte min fortvivlelse ud ved Vesterhavet, da min kone fik kræft

Venstres gruppeformand Søren Gade holder meget af at gå ude ved Vesterhavet og mærke blæsten og bølgerne. For så ved han, at han bare er en lille brik, hvilket ifølge ham er en meget sund menneskelig erkendelse. Foto: Jens Bach

For Venstres gruppeformand Søren Gade er kristendommen på den ene side noget dybt personligt, som var ham en uvurderlig støtte, da hans hustru døde. Men på den anden side er det også en del af fortællingen om Danmark, som han altid vil kæmpe for

Hvordan vil du beskrive din tro?

"Min tro er en dyb og ligefrem tro på Gud, som jeg har haft med mig hele livet – også i de faser, hvor det har gjort ondt. Jeg har heller aldrig haft problemer med at tale om tro og kan helt ærligt ikke forstå, hvorfor store dele af den såkaldte elite synes, at det er så fint at være ikke- troende. Endda i en grad, så nogle af dem angriber troende på helt uretmæssig vis, som det skete i forhold til Esben Lunde Larsen (V), da han var videnskabsminister."

"Det giver slet ikke mening for mig. Tværtimod er der noget ulideligt ved mennesker, som mener, at der ikke er noget større end dem selv, og at de selv har svarene på alting. Jeg tror, at de ville have godt af at kunne tænke, at der er noget større end dem selv. Og for mig er det kristendommen, der sætter rammerne og danner bunden i mit liv. Jeg går også i kirke, både hjemme i Holstebro og andre steder i Danmark. Det er altid spændende at høre evangeliet udlagt."

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

"Min mor kom fra Højmark i Vestjylland, som er en landsby, hvor de fleste kirkeligt lå til højre. Men i forbindelse med mine forældres skilsmisse da jeg var lille, flyttede vi til Holstebro, og min mor valgte at melde os ind i en grundtvigiansk valgmenighed, og der har jeg haft mit ståsted siden."

"Jeg blev konfirmeret i kirken i Skolegade i Holstebro, og min hustru, Helle, og jeg blev gift der. Vores to døtre er både døbt og konfirmeret i kirken, og endelig blev min hustru også bisat derfra, da hun døde for snart 10 år siden. Så den hvide kirke med de to tårnpartier centralt i Holstebro har dannet rammen om alle de skelsættende begivenheder i mit private liv."

Hvad har udfordret din tro?

"Jeg har aldrig tvivlet på min kristne tro. Men da Helle blev syg af kræft – endda efter, hun havde gjort alt det rigtige og var gået til lægen, som i første omgang overså knuden – følte jeg, at livet var så urimeligt, og jeg gik mange gange og råbte min fortvivlelse ud ved Vesterhavet, hvor ingen kan høre det. Helle var også med nogle gange, og jeg husker især den dag, hvor vi blev enige om, at det ikke måtte æde os op. At vi måtte anerkende situationen og starte resten af vores liv sammen lige netop den dag. Og vi holdt – uden bitterhed, men i kærlighed til hinanden – vores løfte, indtil hun døde."

"Men også som forsvarsminister kunne det være svært, når endnu en kiste med et ungt menneske kom hjem til Danmark, og jeg stod sammen med forældrene, militæret og præsten og tog imod – som regel i Roskilde Lufthavn. Den dag i dag vælder både tårer og minder op, når jeg hører ”Kongernes konge” blive spillet, som den altid gjorde det, når kisten med Dannebrogs-flaget blev båret ud af flyet. Jeg har også sunget ”Altid frejdig, når du går” alt for mange gange – og jeg tror, at den værste tid i mit liv var de ni uger i vinteren 2008, hvor jeg var til ni begravelser, startende med Helles, en moster, en papbror og så ellers seks unge mennesker."

"Og ja, det var mit job som minister, og vi vidste jo godt, at det ville være sådan, da vi trykkede på den grønne knap i folketingssalen og sendte unge danske mænd og kvinder ud til, hvad vi kalder en væbnet konflikt, men som bare er et andet udtryk for krig. Men derfor er det alligevel frygteligt. For hver eneste gang er der to forældre, der har mistet det dyrebareste i livet, og jeg tror ikke, at der findes nogen større smerte end at stå ved sit barns kiste."

Hvad har formet den tro, du har i dag?

"Det har mit liv selvfølgelig, blandt andet min opvækst, min hustrus sygdom og død samt det at være forsvarsminister. Men min tro er også blevet formet i det år, hvor jeg boede i henholdsvis Østjerusalem blandt muslimer og i Nordisrael blandt jøder. Samtidig rejste jeg også meget i Mellemøsten og mødte mange mennesker, og hjemmefra havde jeg jo fået at vide, at religion var noget af det, som man ikke skulle tale med muslimer om."

"Men hvad var så det første, som de som regel ville tale om, når vi sad til en middag, som jeg for eksempel gjorde det en aften i Saudi-Arabien. Ja, selvfølgelig religion, og det viste sig, at min muslimske handelspartner næsten vidste mere om kristendommen, end jeg gjorde det – og kunne drage alle mulige paralleller til islam, både når de to religioner var enige, og når de ikke var."

"Jeg lærte dengang og har siden fået det bekræftet herhjemme, at muslimer har stor respekt for dem, der har en tro – mens at de ikke kan forstå dem, som ikke har en tro. Det er lidt, som når Grundtvig taler om dødbiderne, altså dem, der ikke har en tro kontra dem, som har en tro, uanset hvad den så er."

Hvordan gør din livs- anskuelse en forskel i din hverdag?

"Den kristne tro sætter rammerne for mit liv, og det er en kristentro, som jeg mener, at det er værd at kæmpe for og bevare, også fordi den er så nøje forbundet med den måde, som vi har indrettet vores samfund på. Det står også skrevet i vores regeringsgrundlag, og det mener jeg, er det rigtige. For selv ateisterne må på en dårlig dag anerkende, at vores samfund hviler på de kristne værdier."

"Men det er under angreb for øjeblikket fra mange sider, og det skal besvares. For jeg mener oprigtigt, at vores værdier er de bedste. Ellers havde vi jo heller ikke valgt dem."

"Så vi har et ansvar for at give den kristne arv videre, hvad jeg også altid har kæmpet for både som folketingspolitiker og som minister, da jeg sørgede for, at de tre kirker, Kastelskirken, Holmens Kirke og Frederiksberg Slotskirke, blev ved med at være en del af Forsvarsministeriet. For kirke og forsvar hører sammen, hvad jeg også erfarede under mine mange rejser som forsvarsminister, hvor jeg har talt om tro med mange soldater – og har oplevet, hvordan soldater blev døbt derude, fordi det gav mening for dem at tilslutte sig noget, der var større end dem selv."

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

"Skal jeg pege på en, bliver det Folketingets tidligere formand Christian Mejdahl, som både var helt åben omkring sin tro, meget respekteret og kendt for sin store rummelighed. Han rørte for eksempel aldrig alkohol, men havde intet imod, at andre tog et glas – eller flere. Han var nemlig aldrig fordømmende over for nogen, selvom mange tror det om mennesker fra Indre Mission. Men det passer ikke – og slet ikke på ham. For han lagde ikke skjul på, at han var rundet af Indre Mission, og på billedet af ham herinde i Folketinget står han med Bibelen i hånden. For han puttede ikke med sin kristendom."

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

"Jeg kan ikke pege på et enkelt råd andet end måske det at anerkende, at der er noget, der er større end dig selv. Så det er nok mere den kontinuerlige samtale, som jeg har haft med min præst Peter Hedegaard hjemme i kirken i Holstebro, og som både til hverdag og dengang, Helle døde, bekræfter mig i, at der er noget større end os og livet her, og at dette større er noget, som det er godt at overgive sig til."

Foto: Jens Bach
Foto: Jens Bach