Prøv avisen
Troens øjeblik

Provst: Det er vigtigt at møde overbærenhed og tilgivelse – særligt når vi lever i en nulfejlskultur

Ulla Thorbjørn Hansen har stadig kontakt til den skolekammerat, som udløste en ændring i hendes barnlige sind, efter de to havde været i slagsmål i skolen. – Privatfoto.

Da provst Ulla Thorbjørn Hansen begyndte i skolen, kom hun op at slås med en klassekammerat. En kamp, der førte til et afgørende øjeblik ved middagsbordet hjemme hos klassekammeraten

Det var i starten af 1970’erne, og jeg var lige startet i første klasse på Gl. Holte Skole nord for København, da jeg røg ind i en forrygende slåskamp med en af mine klassekammerater. Jeg husker ikke den præcise årsag, men jeg syntes, at hun havde opført sig urimeligt over for en af de andre, så jeg blandede mig med det resultat, at hun og jeg endte på gulvet, hvor vi lå og nev, rev og trak hinanden i håret, mens de andre stod omkring os.

Jeg erindrer ikke, hvordan slåskampen endte, men da jeg kom hjem, ringede min klassekammerat til mig og spurgte, om jeg kunne tilgive hende. Det sagde jeg først nej til, for jeg kendte ikke ordet tilgivelse, og jeg ville ikke sige ja til noget, som jeg ikke vidste hvad betød. Hun vidste det vist heller ikke, men mente, at det ville være bedst, hvis jeg sagde ja.

Jeg ville dog tale med min far først, så jeg lagde røret på, og gik ind i stuen og spurgte ham, hvad tilgivelse var for noget. Så fortalte han mig om forskellen på at sige undskyld og at tilgive – og om, hvorfor tilgivelse er så vigtig.

Således klogere kunne jeg ringe tilbage til min klassekammerat og sige, at jeg gerne ville tilgive hende alligevel. Det blev hun glad for, og senere blev jeg inviteret til aftensmad hjemme hos hende, og det blev et måltid, som jeg aldrig glemmer, og som blev et af mine første stærke møder med Gud.

For nok er jeg opvokset

med aftenbøn og aftensalme inden sengetid, men ikke med bordbøn og slet ikke med den frie bordbøn, som der blev bedt i dét hjem. For den aften, hvor jeg spiste med efter slåskampen, blev det nævnt, at jeg var der, og at de var meget glade for, at jeg sad med bordet, og at vores strid nu var bilagt, og alt var tilgivet.

Det var meget stærkt at høre de ord sagt i bøn til Gud, og det gjorde et stort indtryk på mig, også fordi jeg – selvom vi kun var børn – klart fornemmede, at Gud var nær, og at Gud ville mig noget.

Det har jeg så sidenhen mærket mange gange. Gud slipper mig ikke, heller ikke, når jeg gør noget galt. I synden bliver vi og er vi adskilt fra Gud. Men Gud er mig alligevel altid nær, omslutter mig med sin kærlighed og ønsker at få mig i tale. For Gud møder os altid og tilgiver os, og derfor skal vi også tilgive hinanden.

Det blev også meget tydeligt, da jeg som ung voksen var i Sydney, mens jeg læste teologi, og den daværende præst i Den Danske Kirke i Australien, Henrik True, gjorde mig opmærksom på Grundtvigs salme ”Bøj, o Helligånd, os alle”, som er nummer 309 i Den Danske Salmebog, og hvor man synger:

“Bøj, o Helligånd, os alle, som du døbte med Guds ord, så vi på vort ansigt falde, takke Gud for nåde stor, som os gav, før vi det vidste, livet, vi skal aldrig miste!”.

Da forstod jeg – med en voksens refleksion – det samme som ved middagsbordet dengang i Gl. Holte, nemlig at Guds nåde er blevet mig givet, før jeg vidste det. For det

hele afhænger ikke af mig selv – eller af mine gode gerninger og præstationer. Det hele er blevet mig givet i dåben. Vi siger ellers ofte ”nåde for noget”, men i kirken prædiker vi, at Guds nåde er gratis, at det er en gave, som vi ikke kan gøre os fortjent til. Omvendt skylder vi hinanden noget, nemlig at opføre os ordentligt. Eller sagt med Paulus’ ord, at således bliver tro, håb og kærlighed disse tre – men størst af dem er kærligheden.

Det er så ikke altid, at det går så godt, og jeg, min klassekammerat fra dengang, som jeg i øvrigt stadig har kontakt til, og alle andre mennesker er afhængige af, at vi møder overbærenhed og tilgivelse fra Gud og fra vores medmennesker.

Og det er måske mere vigtigt i vores tid, hvor samfundet er præget af en nulfejlskultur, hvor det drejer sig om, hvordan de andre ser på mig, og om, hvorvidt jeg tager mig ud som et godt og vellykket menneske.

Der er et fokus på succes og det ydre, som også smitter af på kirken, hvor vi indimellem kommer til at spilde tid på optagethed af den moralistiske succes, altså at det handler om at blive set som gode kristne – i stedet for at være kristne i betydningen at leve et kristent liv i kald og stand i troen på Guds nåde.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Som helt ung mødte jeg nogle kristne, der gjorde mig opmærksom på et ord af apostlen Paulus, som jeg har lært udenad, og som lyder: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

De ord er gode at huske på både i medgang og i modgang, når man føler sig skyldig, og når man skammer sig, når livet går godt, og når livet er svært, når man mister et håb eller en drøm, eller når man mister en af sine kære.

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrer min tro, når kristne bagtaler og bekriger hinanden, som når kristne frakender andre deres kristne navn, enten fordi ”de andre” ikke har fået den rigtige kristne opdragelse, tænker for meget og stiller for mange spørgsmål, ikke har den rigtige personlige tro, de rigtige trosoplevelser, den rigtige dåb, det rigtige køn, den rigtige seksualitet eller den rigtige moral.

For nok kan vi kristne ikke være enige om alt, men vi tilhører én Gud, og vi burde være ét i troen. Det er også, hvad vi bekender hver søndag i kirken, nemlig at der kun findes én kirke, én Ånd, ét håb, én Herre, én tro og én dåb.

Vi er ofte hurtige til at dømme og fordømme os selv og hinanden for det, som vi har gjort eller har undladt at gøre. Men der står i Det Nye Testamente, at for dem, som er i Kristus Jesus, er der ingen fordømmelse til, og selv dér, hvor vi kæmper med at forlade os selv og hinanden for det, vi har gjort eller har undladt at gøre, kommer Vor Herre os i møde, tilgiver os vor skyld og byder os at tage fat på livet på ny. Så vi skal lære at bære over med hinanden og velsigne den gode gerning, som Vor Herre har begyndt i mennesket ved siden af os.