Prøv avisen
Interview

Professor: Jeg savner modige teologer, som tør tale imod nationalegoismen

Tidligere professor i teologi Ole Jensen efterlyser præster, der for egen regning tør tage del i den offentlige debat og argumentere imod det, han kalder ”det nye højre” i det teologiske landskab i Danmark. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Tidligere professor i teologi Ole Jensen fylder i morgen 80 år og ser med skepsis på udviklingen i den teologiske og politiske debat i Danmark. Ikke mindst ser han farlige strømninger i den kirkelige verden

Når Ole Jensen går til gudstjeneste, vil han helst høre prædikener, der behandler de store spørgsmål om eksistensen. Den tidligere professor i teologi er ikke begejstret for politiske og kulturkritiske prædikener om klimakrise og flygtningestrømme.

På den måde er han enig med en del tidehvervske præster, der mener, at det politiske ikke hører hjemme i forkyndelsen. Han er imidlertid slet ikke enig med det tidehvervske miljø, når man der hævder, at menneskelivet først får sin mening med evangeliet, og at etik skal holdes ude af politik. Ole Jensen er skabelsesteolog, kendt for sit samarbejde med K.E. Løgstrup, videreudviklingen af hans tænkning og sine bøger om natur, klimakrise og etik.

”Jeg mener, at etikken er indlejret i skabelsen, og at ikke kun egeninteresser, men også etiske målsætninger skal spille en rolle i det politiske,” siger Ole Jensen, der har en fortid som både højskoleforstander og leder af Præsternes Efteruddannelse.

”Etikken kan ganske vist ikke trækkes ned og gøres konkret i for eksempel udlændingelovgivning eller økonomiske reformer, for syndefaldet er reelt, og vi lever ikke i en tilværelse, der går op. Så politik handler også om egeninteresser, og lovgivning er i høj grad et spørgsmål om at finde pragmatiske løsninger på svære dilemmaer,” siger Ole Jensen.

Han mener derfor, at man ikke fra prædikestolen kan anvise konkret retning for dansk politik, og identificerer sig ikke med den aktivistiske fløj i folkekirken, der argumenterer for, at kirken bør tage stilling til klimapolitik eller engagere sig i aktioner til fordel for flygtninge.

Omvendt efterlyser han præster, der for egen regning tør tage del i den offentlige debat og argumentere imod det, han kalder ”det nye højre” i det teologiske landskab i Danmark.

”Med det nye højre mener jeg teologer og præster, der hylder nationalkonservatismen, hvad der reelt er det samme som nationalegoisme. De argumenterer for, at politik alene er en kamp mellem egeninteresser og benytter sig af fjenderetorik. De appellerer til den frygt, som vi ved fra historien, kan få det folkelige flertal til at vælge den laveste fællesnævner. Hitler blev faktisk demokratisk valgt, fordi flertallet havde mistet det etiske kompas,” siger Ole Jensen.

I morgen, på sin 80-årsfødselsdag, udgiver han under overskriften ”Tilskikkelser og livsbetagelse” en samling prædikener og refleksioner, blandt andet tekster bragt her i avisen gennem en årrække.

De afslører K.E. Løgstrup og Grundtvig som hans store inspirationskilder og giver et billede af en teologisk tænker og debattør, der har gjort forsvaret for naturen og naturretten til sin livsopgave. Han savner flere stemmer, der tør og vil og kan tale ”det nye højre” imod.

”Folk som Søren Hviid Pedersen (tidligere lektor ved institut for statskundskab på Syddansk Universitet, nu ved at blive præst, red.) udgør efter min mening en trussel mod den stærke danske politiske kultur, som er karakteriseret af etikken om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Den næsten selvfølgelige konsensus er truet – og dermed også den relative lighed og den høje grad af tillid, som Danmark er verdensberømt for, og som netop er betinget af, at der er etik i politik.”

Ole Jensen har noteret sig, at et voksende antal unge teologer og præster, blandt andet i Studenterkredsen og Tidehverv, tilsyneladende tilslutter sig den afart af nationalkonservatismen, som Søren Hviid Pedersen repræsenterer, og som blandt andet inspireres af den tyske samfundstænker Carl Schmitt, der argumenterede for fjendskab som et politisk nøglebegreb og for, at etik ikke hører hjemme i politik, men alene har med det private liv at gøre.

”De unge, som tiltrækkes af denne tænkning, kalder sig tidehvervsk-grundtvigske, men jeg vil kalde dem nationalegoister. Jeg er bange for, at de ikke er opmærksomme på den altid nærværende trussel i nationalkonservatismen, nemlig at det folkelige etiske kompas undermineres, og kun egoismen står tilbage,” siger Ole Jensen.

Han understreger, at han langt hen ad vejen er kulturkonservativ og forstår, at man kan føle sig tiltrukket af konservatismen som modvægt til opløsningstendenser i moderniteten. Men han er mildest talt skeptisk over for konservatismen i den form, som for eksempel Søren Hviid Pedersen repræsenterer.

”Hvis nationalkonservatismen vinder frem, er der ikke noget bolværk mod den stærkestes ret. Så jeg håber, at der vil træde flere – herunder flere teologer – frem på banen, som tør tale de her tendenser midt imod. Lige nu ser det lidt tyndt ud. De aktivistiske præster er ofte mere optaget af det sjælesørgeriske og er meget spage i mælet, synes jeg.”

Ole Jensen mener, at der er behov for teologer, der tager afsæt i naturretten.

”Jesus var naturrets-tænker. Hans etik var universel, og vi har en stærk tradition for at tænke videre inden for naturretten i dansk teologi, for eksempel som vi ser det hos Løgstrup. Men det er, som om nutidens teologer – måske på grund af de ændrede vilkår på universiteterne med kortere studietid og mere skoleagtig undervisning – ikke har teologisk ballast nok til at føre arven videre,” siger han.

Overordnet set er Ole Jensen dog indtil videre ikke voldsomt bekymret.

”Jeg tror, at den danske kultur er meget stærk, også stærk nok til, at det etiske kompas, som forsvarer den svages ret, ikke vil forsvinde helt. Men demokratiet har en svaghed, fordi det appellerer til kortsigtet tænkning, og derfor har blandt andre teologerne en vigtig rolle at spille ved at tænke langsigtet,” siger han.

Han appellerer desuden til medier og politikere om at påskønne og understøtte traditionen for folkelig debat i sognegårdene.

”Den debat, der foregår der, er en smuk grundtvigsk tradition, hvor ikke kun teologer og kirkefolk, men også andre inviteres ind. Sognegårdene er et af de vigtigste steder, kampen mod den nye nationalkonservatisme med dens lurende egoisme kan stå,” siger han.