Prøv avisen
Interview

Verdensberømt filosof: Jeg ser mig selv som kristen ateist

Den slovenske filosof Slavoj Zizek var et af hovednavnene på årets Heartland Festival. Omkring 2500 mennesker var mødt op for at høre hans oplæg. Her er han ved et tidligere besøg i Danmark. – Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Den verdensberømte slovenske filosof Slavoj Zizek har status som en filosofisk rockstjerne med millioner af følgere på de sociale medier. I lørdags var han en af hovedtalerne på Heartland Festival ved Egeskov Slot, og efterfølgende uddybede han sin begejstring for protestantisk kristendom

Det er ikke hver dag, man oplever en filosof blive mødt med begejstrede pift og tusindvis af tilhørere, der klapper, så snart han eller hun viser sig. Men sådan er virkeligheden for den slovenske filosof Slavoj Zizek. Den 69-årige tænker var et af hovednavnene på årets Heartland Festival, der både byder på musik, madoplevelser og spændende talere i parken omkring Egeskov Slot på Midtfyn. Og lørdag eftermiddag havde omkring 2500 mennesker fundet vej ind i et kæmpestort – og bagende varmt – rødt cirkustelt for at høre og opleve fænomenet Zizek, der fra scenegulvet blev introduceret som intet mindre end ”filosofiens Elvis Presley”.

Slavoj Zizek er blandt andet kendt som en venstreorienteret provokatør, der med humoristiske oneliners og brug af for eksempel tegnefilm med Tom og Jerry som indspark i sin analyse af nutiden og dens udfordringer har formået at nå ud til et stort publikum.

På festivalen skulle Slavoj Zizek tale om sit syn på sex, herunder den bevægelse, vi kender under navnet #MeToo, hvor kvinder over hele verden er stået frem på de sociale medier for at berette om overgreb, de har været udsat for på grund af deres køn. En bevægelse, der blandt andet har medført en ny lov i Sverige, hvor sex fremover kræver udtrykkeligt samtykke fra begge parter. Dette fik Slavoj Zizek dog hurtigt problematiseret, fordi han grundlæggende anser sex som en flertydig størrelse. Det er for eksempel ikke entydigt, hvem der objektiverer hvem, da den forudgående flirt involverer, at begge parter er aktive – og han slog fast, at ”kontraktualisering af sex er en perverteret løsning”.

Slavoj Zizek er dog en af de moderne filosoffer, der også har et særligt forhold til kristendommen. Noget han blandt andet har beskrevet i bogen ”On Belief”, der udkom på dansk ”Om troen” i 2002, men også i senere værker og artikler har han uddybet sit syn på den kristne tro som værende værdifuld. Efter oplægget fik Kristeligt Dagblad mulighed for at få ham til at forklare, hvorfor han opfatter den kristne tænkning som et vigtigt korrektiv i den senkapitalistiske verden, som han generelt er kritisk over for.

"Jeg kalder mig selv for kristen ateist, og jeg anser vores kristne arv for at være meget betydningsfuld. For mig at se er kristendommen den eneste religion, der understreger, at vi har et samfund af ligemænd allerede i dette liv. For buddhister for eksempel opnås dette først i Nirvana. Men i kristendommen sker det her og nu i kraft af Helligånden, der ganske enkelt er de troendes fællesskab – her på Jorden. I min læsning af Bibelen læner jeg mig blandt andet op ad den tyske filosof Hegel, der sagde, at det ikke var Guds repræsentant, der døde på korset, men Gud selv. Og derfor er kristendommens budskab ikke, at der er en gammel mand deroppe, som vil tage sig af os, og at vi derfor bare kan tage det roligt. Nej, vi er derimod dømt til frihed i dette lige og uhierarkiske fællesskab, hvor hverken familierelationer, blodets bånd eller social arv er det egentlig afgørende. Det er blandt andet noget af det, Paulus så smukt siger, når han understreger, at der ikke er tale om mænd, kvinder, jøder eller grækere – kun Kristi følgere. Det er for mig at se det helt store budskab i kristendommen, og som udelukkende findes der.”

Vil det sige, at du ser kristendommen som en revolutionær tænkning?

"Absolut. Jeg kan godt lide at provokere mine venner ved at sige, at Helligånden er den første udgave af et kommunistisk parti. Og for yderligere at illustrere, hvad jeg mener, har jeg nogle gange fortalt denne berømte anekdote om dengang, Napoleon lod sig krone som kejser. Paven kom hen til ham med kronen, hvorefter Napoleon tog den ud af hans hænder og selv satte den på sit hoved, hvortil paven sagde: ’Jeg ved, hvad De ønsker at gøre, Deres Majestæt. De ønsker at ødelægge kristendommen. Men tro mig, det vil ikke lykkes for Dem. Vi, kirken, har forsøgt at gøre dette i 2000 år, og det er ikke lykkedes os.’ For den kristne tradition, dens instititution, har forsøgt at ’sælge’ kristendommen til os uden dens indbyggede mulighed for at undergrave hierarkiske systemer.”

Så du mener, at det handler om at befri kristendommen?

"Ja, fra dens institutioner. Derfor er jeg også fortaler for protestantismen. I disse år er det ellers så populært at vende tilbage til den ortodokse tro, men den har noget totalitært over sig. Hvorimod kristendommen, især protestantismen, er modernitetens religion. Hvor man har gjort op med en forestilling om for eksempel en transcendent mening om historisk nødvendighed, som ikke-kristne ateister som stalinisterne tror på. Kristi budskab er derimod: Nej, vi kan kun stole på os selv – og her oplever jeg kristendommen som meget radikal. De kristne protestanter har jo blandt andet også ret, når de hævder, at det øjeblik, hvor den gode handling opfattes som noget, der kan hjælpe en selv i regnskabet med Gud, så står man jo i en forhandlingssituation: Skal jeg nu redde det barn eller ej, måske får jeg så flere points hos Gud. Men så handler det jo ikke længere om etik.”

Det vil sige, at du ser Luther som en befrier af kristendommen?

”Ja, kristendom handler om, at du er god kun for godheden selv og ikke som del af en kalkulation. Protestantismen har også den fine pointe, at man ikke skal lede efter frelse i Gud, men at det forholder sig, som den franske forfatter Paul Claudel formulerede det: ’Kristendommens hemmelige budskab er ikke, at Gud vil hjælpe dig, men at Gud er impotent, afmægtig, uden vores hjælp.’ Gud stoler på os, har tillid til os og er kun i live, hvis vi tror på ham. Og et sådant trosforhold ser vi altså kun i kristendommen.”

For nylig citerede du den franske forfatter Michel Houellebecq for at sige, at problemet i dag ikke er islam, men derimod, at vi selv er for svage. Hvad mener du med det?

”Ja, det skriver han i sin bog ’Underkastelse’, der netop ikke er en anti-islamisk bog, men viser, hvordan vi er en trussel mod os selv. Vi lever jo i en tid, som, selvom den formelt stadig er kristen, godt kan kaldes ’postsekulær’, og hvor der opstår nye strømninger som for eksempel det, jeg ironisk kalder ’hedonistisk vestlig buddhisme’. Hvor mantraet er, at vi skal være autentiske, ikke være for tæt knyttet til personlige genstande, og hvor en figur som Dalai Lama dyrkes som vores helligdom. Men jeg køber ikke denne idé om, at vi i Vesten kun kan reddes af en østlig tænkning. Og at buddhismen er ikke-voldelig som en modsætning til islam. Se bare på Sri Lanka, Bhutan og Thailand. Også i Japans historie spillede zen-buddhismen en rolle som ideologisk fundament for landets krigsførelse.”

Hvis vi så ikke skal være svage, handler det for dig at se om at genfinde kristendommen og dens styrke?

”Ja, men i en korrigeret version i forhold til den officielle udlægning, som nogle statsledere benytter. For eksempel Ungarns premierminister, Viktor Orban, der hæver, at landet har brug for et kristent demokrati. Samtidig med at hans familieværdier og politik over for flygtninge og immigranter er totalt ukristne. Jeg siger ikke, at det er uproblematisk med flygtninge og immigranter. Jeg idealiserer dem ikke. Men jeg forsøger at huske på en smuk tekst fra Det Gamle Testamente, hvor der står, at vi skal behandle flygtninge ordentligt – og altid huske, at vi også selv engang var flygtninge.”

En lignende pointe var da også tidligere på dagen Slavoj Zizeks afsluttende bemærkning i det kogende cirkustelt:

”Vores største bidrag til verden er at blive ved med at genfinde det bedste ved vores tradition. Og være mennesker af anstændighed.”