Da den kristne faste begyndte i onsdags, blev Marguerita Hvid Spangsberg hjemme fra den messe, hun normalt går til på askeonsdag for at markere fastens begyndelse. For forkølelsen har sneget sig ind ad døren. Det stoppede hende dog ikke fra at gå i gang med sin egen faste. I år vælger hun ikke at spise kød om fredagen, men mest af alt lægger hun meget vægt på, at det ikke kun handler om at holde sig fra noget. Man kan også vælge noget til.
”For mig giver det mening, også at finde noget, man gerne vil have mere af i sit liv under fasten. Det handler om at prioritere sin tid og bruge den på det vigtige i livet. Jeg vil fokusere mere på min familie og mit forhold til Gud, så i år bliver min faste til bøn, og jeg vil gerne bede en længere bøn hver aften, for eksempel rosenkransen (en katolsk meditativ bøn, red.). Nogle gange bliver det for mig selv, andre dage sammen med min familie, alt efter hvordan det passer ind i vores hverdag.”
I aftes var datteren blevet lagt i seng, da Marguerita nåede til sin aftenbøn. Men generelt vil hun og hendes mand forsøge at dele den del af fasten med hende, når det kan lade sig gøre imellem børnefamiliens normale aftenritualer som at tage af bordet eller blive puttet.
”At finde tiden til at være mere sammen er jo en del af fasten i sig selv, og i det her tilfælde bruge et kvarter på sammen at sige tak til Gud. Nogle gange behøver det ikke være meget, så længe man tænker over, hvorfor man gør, som man gør, og at det bringer én tættere på Gud. Det er altid vigtigt, at fasten sættes i den rigtige kontekst, for det er jo ikke et spørgsmål om, at Gud bliver glad, når jeg ikke spiser leverpostej. Fasten kan hurtig lyde lidt navlebeskuende, men det handler egentlig ikke om at gøre eller ikke gøre en masse, men mere om at se bort fra mig selv og hen på Gud. Det gør jeg ved at dyrke de ting, jeg ved bringer mig tættere på ham.”