Menighedsrådsformand: Jeg synes, at det er godt for demokratiet med et afstemningsvalg

Pensionister, arbejdere og forretningsdrivende var blandt de mange, som valgte at stemme på valgdagen i Nyborg på Fyn. 18-årige Michelle Julie Clausen stemte for første gang

”Der har altid været kampvalg i Nyborg Sogn, i hvert fald i de 24 år, jeg har været med,” siger Torben Åes Hårbøl, som har været formand for menighedsrådet, lige siden han blev valgt ind.
”Der har altid været kampvalg i Nyborg Sogn, i hvert fald i de 24 år, jeg har været med,” siger Torben Åes Hårbøl, som har været formand for menighedsrådet, lige siden han blev valgt ind. . Foto: Carsten Bundgaard/Polfoto.

”Der er dejlig varmt herinde,” er den mest udbredte kommentar fra de mange vælgere, der i morgenkulden vælger at afgive deres stemme til menighedsrådsvalget i Nyborg Sogn, hvor Storebæltsbroen møder Fyn.

Et lille rød-hvidt Dannebrog uden for sognegården Korsbrødregården i Nyborg viser vælgerne vej stemmeurnerne, hvor de kan gøre deres indflydelse gældende på de tre lister, der er opstillet til menighedsrådsvalget i sognet.

Pensioneret maskinmester Lasse Alkærsig er mødt frem for at stemme. Han er socialdemokrat og stemmer i dag på den socialdemokratiske liste. De to andre stemmemuligheder er Den grundtvigske liste og Den Kirkelige Borgerliste.

”Jeg har stemt til alle valg, siden jeg fik stemmeret. Kirke og kristendom har altid været en væsentlig del af den danske kultur, bare de forskellige trossamfund kan holde fred. Jeg mener, at folk har brug for kirken, og socialdemokrater er også kristne. Derfor skal man bruge lejligheden til at være med til at bestemme, hvad der skal ske rundt om bordet i menighedsrådet,” siger Lasse Alkærsig.

Kirsten Jacobsen foretrækker til gengæld den grundtvigske liste.

”Jeg har altid stemt til alle valg i hele mit liv, også til menighedsrådsvalg. Jeg kender nogle stykker på listerne, og jeg synes, at man også skal gøre sin indflydelse gældende i det lokale menighedsråd og være med til at bestemme, hvem der skal have magten. Ham, jeg har stemt på, ved jeg, hvad står for,” siger pensionist Kirsten Jacobsen, der ankommer kort efter, valglokalerne åbner klokken ni.

Pensionister er der naturligt nok flest af, men også forretningsdrivende eller socialdemokratiske arbejdere møder frem for at gøre deres borgerpligt med højt humør.
Pensionister er der naturligt nok flest af, men også forretningsdrivende eller socialdemokratiske arbejdere møder frem for at gøre deres borgerpligt med højt humør. Foto: Carsten Bundgaard/Polfoto

Mange har fulgt Kirsten Jakobsens eksempel og fylder valglokalerne fra den tidlige morgen. En del kender tydeligvis hinanden, blandt andet fra badmintonklubben, roklubben eller de kirkelige arrangementer. Pensionister er der naturligt nok flest af, men også forretningsdrivende eller socialdemokratiske arbejdere møder frem for at gøre deres borgerpligt med højt humør.

Der bliver hilst, trykket hånd, uddelt kram og knus, sagt ”tak for sidst” og lavet nye aftaler for de næste private sammenkomster. Slikskålene er sat frem på valgbordene, så ingen går kold, før krydset skal sættes inde i en af de to valgbokse, inden stemmesedlen lægges i de velvoksne valgurner.

”Det, jeg har hørt om menighedsrådets arbejde, er godt, og derfor vil jeg gerne stemme på dem, jeg kender i rådet,” siger pensionist Else Jørgensen, som giver sin stemme til Den Kirkelige Borgerliste.

Else Jørgensen er selv en flittig bruger af kirken både om søndagen og til arrangementer, for eksempel i forbindelse med allehelgen. Hun kan godt lide kirkens præster og mener bestemt, at hendes kirkeskat er givet godt ud.

”Der har altid været kampvalg i Nyborg Sogn, i hvert fald i de 24 år, jeg har været med,” siger Torben Åes Hårbøl, som har været formand for menighedsrådet, lige siden han blev valgt ind.

”Det er ikke fordi, de tre lister repræsenterer den store uenighed, tværtimod, men afstemningsvalg er en tradition, som vi alle gerne vil bevare. Når valget er overstået, plejer vi at snakke fornuftigt om tingene, og tager en afstemning, hvis det er nødvendigt,” siger Torben Åes Hårbøl og bliver afbrudt af en større flok af unge mennesker, som lige pludseligt invaderer valglokalerne.

Det viser sig at være sognepræst Kirstine Arendt, som lige kigger forbi, så dette års konfirmander kan se, hvordan et rigtigt menighedsrådsvalg foregår. Det er også en af Nyborg Kirkes traditioner, når det er valgår. Nyborg Sogn har hvert år mellem 12 og 13 konfirmandhold.

”Jeg synes, at det er godt for demokratiet med et afstemningsvalg,” fortsætter menighedsrådsformanden.

Formiddagens yngste vælger er Michelle Julie Clausen, der stemmer på den socialdemokratiske liste.
Formiddagens yngste vælger er Michelle Julie Clausen, der stemmer på den socialdemokratiske liste. Foto: Carsten Bundgaard/Polfoto

”Med sidste valgs stemmeprocent betyder det, at omkring 1000 af folkekirkemedlemmerne i sognet er med til at bestemme, hvem der skal sidde i menighedsrådet. Det giver et meget bredere rekrutteringsgrundlag til menighedsrådet, for de kandidater, socialdemokraterne finder, kan vi andre ikke finde, og omvendt,” siger Torben Åes Hårbøl fra den grundtvigske liste og henviser også til sammenligning, at der på det lovpligtige orienteringsmøde foruden de opstillede kandidater kun mødte fem-seks interesserede op.

Formiddagens yngste vælger er Michelle Julie Clausen. Hun har fået sin første stemmeseddel og bliver ledsaget af sin far, som mener, at det er en god ide at bruge den principielt, men ikke fordi hun er specielt kirkeligt interesseret. Hun stemte på den socialdemokratiske liste.

”Det var egentlig meget sjovt at sætte krydset på stemmesedlen for første gang,” siger en af Danmarks kommende vælgere ved folketingsvalg med et smil.