Jeg synes, Jesus er mega nice!

Der er mudder overalt, men der er også venskaber, ungdomsenergi og rockmusik på sommerstævnet for den karismatiske bevægelse DanskOase. Børnefamilier og ungdommen er alle vegne på stævnet, der i udseende mest minder om en lille Roskilde Festival bare uden alkohol

Inden for i RockSolid-teltet kæmper børn og ledere under den årlige SommerOase. For at få gang i energien samler de næsten 150 10-14-årige børn sig i en kæmpe klump, hvor lederne forsøger at rive dem fra hinanden. Til bragende musik tramper gummistøvler rundt i klumpen, inden det kort efter er tid til åndelig fordybelse. -
Inden for i RockSolid-teltet kæmper børn og ledere under den årlige SommerOase. For at få gang i energien samler de næsten 150 10-14-årige børn sig i en kæmpe klump, hvor lederne forsøger at rive dem fra hinanden. Til bragende musik tramper gummistøvler rundt i klumpen, inden det kort efter er tid til åndelig fordybelse. -. Foto: Lars Aarø/Fokus.

På en mark i Odder står et telt.

I det telt lader op mod 150 10-14-årige al deres energi få frit løb. Fra en spotbelyst scene brager et band melodisk rock ud over børnene, som hopper, danser, hujer, klapper og synger med på omkvædet I love Jesus, yes I do!.

En flok børn strømmer op på den røde scene, hvor bandets guitarist er ved at hoppe benene af, mens forsangeren til ordene Jesus is the rock and he rolled my sins away kickstarter én stor, indøvet fællesdans. Børnene klapper en fast rytme, ruller med armene, går ned i knæ og hopper i takt rundt om sig selv. Da trommeslageren giver trommerne det sidste dask, bryder jublen løs.

BILLEDSERIE: Glimt fra dansk oases sommerlejr

Vi er til sommerlejr hos den kirkelige og karismatiske bevægelse DanskOase. Vanen tro afvikler de årets sommerstævne på et enormt markareal uden for Odder, hvor rekordstore 5200 deltagere i år dukker op. Stævnet varer hele ugen, og temaet i år er Udrustning i Jesu følge, og børnene i RockSolid-teltet bliver også rustet grundigt med Jesu ord. 23-årige Thomas Laugesen indtager scenen med samme energi som en prædikant fra de amerikanske megakirker. Til daglig er han håndværker, men i dag prædiker han på børnenes sprog. Han spørger, hvem der føler sig nice og hotte og svarer selv:

Jeg synes, Jesus er mega nice!.

Temaet for Thomas Laugesens peptalk er Helligånden, som han sammenligner med en mobiltelefon. For Helligånden kan ringe til alle på én gang, fastslår han. Fra bagkanten af scenen løfter han en stor pakke frem, som symboliserer Helligånden.

BILLEDSERIE: Glimt fra Dansk Oases sommerlejr

Alle kristne har fået Helligånden som gave, messer børnene i kor, inden de istemmer endnu en rock-akkompagneret lovsang om, at der kun er en Gud, og Han er alt for mig.

Efter energiudladningen i RockSolid-teltet siver børnene udenfor i små grupper med hver deres ungdomsleder. Både i teltet og udenfor sørger lederne hele tiden for at kombinere leg og forkyndelse, og det tiltaler 13-årige Lucas Bjerregaard Nielsen. Han er med på SommerOase-lejren for syvende gang. Storebror og forældre er også med.

LÆS OGSÅ: Dansk Oases energibundt

Det er fedt at være her, for her er venner og fællesskab og Gud. Det betyder en del, at vi tager udgangspunkt i Gud, for uden Gud ville vi ikke kunne synge lovsange, som man bliver glad af, siger Lucas, som ofte gør sig tanker om Helligånden.

Helligånden bor i os, han er med til at vise os, hvad der er rigtigt og forkert. Han er sådan mere psykisk end fysisk til stede, det er svært at forklare, men Han taler gennem os, og når vi synger i teltet, møder vi Helligånden. Man kan komme til at sitre lidt af det og bliver virkelig glad.

Lucas Bjerregaard Nielsen er blot en af utallige børn og unge på stævnet. SommerOase tiltrækker særligt børnefamilier og har telte til alle grupper af den yngre generation: MiniOase, BørneOase, RockSolid-teltet og BaseCamp-teltet. Smattede mudderveje forbinder fællesteltene og campingarealerne, hvor folk graver render og spreder flis for at holde sutterne på campingvogne og sig selv tørre.

Tanken falder let på Roskilde Festival.

Men sammenfaldet hører op i det øjeblik, man leder efter unge knægte, der øl-bowler, eller bikiniklædte piger med en sjus i hånden. Under SommerOase er det ikke alkoholen, der samler folk. Det er Gud, fortæller flere deltagere.

Heriblandt jurastuderende Malene Dam Nygaard på 26 år:

Jeg har behov for at være et sted, der bekræfter mig. Gud tror på mig, og selvom Han ikke er mere til stede her, er jeg mere bevidst om Ham her. De andre deltagere bærer mig med, og de venskaber, jeg har og får her, har ligesom en ekstra dimension. Vi deler at have brug for Gud, og i samtaler finder vi hurtigt frem til det, der virkelig betyder noget, fordi vi ved, hvor hinanden står.

Tilsvarende oplevelse har de 16-årige veninder Margrethe Debel Christensen og Mette Langvad, som er på SommerOase for første gang. De sipper vand uden for et stort telt, hvor de netop har danset til latinamerikanske rytmer under eftermiddagens zumba-dans.

Her har vi alle sammen noget til fælles, og det er, som om folk er mere åbne over for hinanden. Man er nærmest venner i forvejen, så på den måde ville det slet ikke være det samme, hvis ikke det var en kristen lejr, fortæller de.

LÆS OGSÅ: En Gud-i-kroppen-oplevelse

Det kristne islæt har mange udtryksformer på SommerOase. På OaseStrøget sælges bøger, cder, kunst, smykker og spil det meste med et kristent touch. Blandt andet i bogafdelingen, hvor bogen Hvad din kone ville ønske, du vidste om sex ligger centralt placeret. Bogen er en guide til det kristne ægteskab samt en vejledning i konkret elskov.

gehlert@k.dk