Jeg tænkte: Han skal have tæsk!

En stemme afholdt for mere end 30 år siden skuespiller Caspar Koch fra at tæve den mand, der havde ødelagt hans nyistandsatte båd

Selvom den hurtige veteranbåd for længst er solgt og erstattet af en enmandskajak, er Caspar Koch stadig meget glad for havet. Det var også begivenhederne på vandet, der førte til troens øjeblik, selvom det skete på land.
Selvom den hurtige veteranbåd for længst er solgt og erstattet af en enmandskajak, er Caspar Koch stadig meget glad for havet. Det var også begivenhederne på vandet, der førte til troens øjeblik, selvom det skete på land. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Som ung skuespiller i 1980’erne havde jeg en drøm om at tage orlov fra teateret for at sætte min veteranbåd i stand. Det var en hurtig engelsk kapsejler i mahogni fra 1907, som det var en fryd at sejle i. Da orloven var i hus, og jeg gik i gang med arbejdet, var jeg begejstret ved tanken om, hvor flot min båd ville blive, når den kom i vandet igen.

Jeg havde samtidig også mødt hende, der sidenhen blev min kone. Så alt var idyl bortset fra en ting: Hun brød sig ikke om at sejle. Men jeg var sikker på, at det skulle nok ændre sig, når bare hun fik sejlet tilstrækkelig meget i min nyistandsatte båd.

Vi pakkede båden og sejlede ud fra Aarhus Havn med kurs mod Samsø. Turen gik over Kattegat, som har en særlig sø. Bølgerne er ikke store, men hårde og studse. Det er lidt som at køre på en hullet vej, men jeg var stadig sikker på, at min nye kæreste med tiden ville blive glad for sejlerlivet.

Pludselig hørte jeg et brag fra toppen af masten, og jeg kiggede op. Den øverste del var knækket og på vej ned. Så kom et nyt brag. Masten knækkede midtpå, og alt var pludselig et virvar af sejl, mastestumper og wirer. Jeg sprang med det samme overbord for at redde de stumper af masten, der flød på vandet uden at tænke på, at min kæreste måske ikke ville kunne fiske mig op, hvis det gik galt. Det gjorde det heldigvis ikke. Jeg kom op, havde reddet mastestumperne, så bådebyggeren kunne lave en ny mast. Og vi vendte båden og sejlede med motorkraft ind mod Ebeltoft.

Vi var lige kommet ind i yderhavnen, og jeg havde indskærpet over for min kæreste, at hun skulle holde godt fast i en pæl midt i havnen, så hun kunne holde på vores båd, da en motorbåd vendte rundt lige ud for os og smækkede bagenden ind i vores motor, der døde ved sammenstødet. Vi blev skubbet flere meter væk, og motorbåden flygtede ud af havnen. Jeg vendte mig om, og så min kæreste hænge på pælen midt ude i vandet. Hun havde gjort nøjagtigt, som jeg havde bedt hende om: Nemlig at holde fast. Men nu hang hun der, og gled langsomt ned i en robåd, der heldigvis lå lige nedenfor.

Foto: Lars Aarø/Fokus

Der havde samlet sig en del mennesker på kajen, og de blev stående, mens vi og vores vrag af en ellers nyrestaureret båd fik bakset os ind. Vi var lige blevet godt fortøjet, da én sagde: Nu kommer han igen, ham der ramte jer. Og så steg raseriet op i mig, og for første og indtil videre eneste gang i mit liv tænkte jeg: Han skal have tæsk!

Da jeg puffede mig gennem folkemængden, mærkede jeg en hånd på min skulder, og jeg hørte en stemme sige: Du skulle hellere tage og hjælpe ham. Han kan ikke finde ud af det. Den dag i dag aner jeg ikke, om det var en virkelig eller en indbildt stemme. Men alting faldt til ro i dét sekund, og jeg forstod, at manden i motorbåden bare var et stakkels fjols. For det var han – og oven i købet fuld.

Jeg hjalp ham med at fortøje hans båd, og var uendelig taknemmelig for den indgriben, der gjorde, at jeg slap for at gøre noget, som jeg bagefter ville have fortrudt, og som havde bragt mig ned på hans niveau. Her tre årtier senere kan jeg stadig tænke: Var stemmen virkelig, eller var den ikke? Og er det ikke lige meget? Det afgørende for mig var at lytte til den, hvor den så end kom fra.

Vi får beskeder mange gange i dagenes løb. Fra andre mennesker, fra vores egen indre stemme, hvor som helst fra. Men at høre den stemme dengang og at bruge den var for mig et troens øjeblik, hvor jeg lærte at lytte, så jeg kunne gå i den rigtige retning.

Båden fik i øvrigt en ny mast og blev solgt, og jeg har siden nøjedes med en enmandskajak. For jeg kan godt leve uden sejlbåd, hvilket min kone også er glad for. Men jeg kan ikke klare mig uden at lytte til de små meddelelser, der flyder til mig gennem dagen, fra andre mennesker, fra naturen og fra et udefinerligt indre.