Prøv avisen
Interview

Anne Margrethe Hvas rykkede fra by til land for at blive "all-around-præst"

“Da jeg arbejdede i en moderne bykirke med et stort og rigt menighedsliv, var der en form for kirkelig forventning om, at jeg deltog i alle menighedens aktiviteter. På landet er der en geografisk forventning. De lokale ser for eksempel gerne, at man deltager, når gymnastikforeningen holder juleafslutning og sådan,” siger Anne Margrethe Hvas om arbejdet som præst i to små sogne på Als. Her ses hun ved Asserballe Kirke. Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix

Anne Margrethe Hvas troede længe, at arbejdet i en moderne storbykirke var det eneste, der ville passe hende. For 11 år siden endte hun i to landsogne, hvor præsten er kendt af alle og forventes at deltage i det lokale liv

Til begravelser i Roskilde var sognepræst Anne Margrethe Hvas vant til ikke at forvente det store lokale fremmøde. Det var primært familie og venner, der dukkede op i kirken, og fra byen kom kun det nærmeste netværk, som kunne følge med til en lille mindesammenkomst bagefter, hvor hverken fremmede eller præsten deltog.

Sådan gjorde man ikke, når der var begravelse på landet, fandt sognepræsten ud af, da hun senere fik arbejde i to landsogne på Als.

Hvis en person fra landsbyen Sebbelev skulle begraves, kunne man for eksempel regne med, at hele Sebbelev dukkede op i kirken. Om man kendte den afdøde eller ej, så tog man fri for at komme til begravelsen.

”Kirken var stopfyldt, og der var også nytilflyttede naboer, der kom, selvom den afdøde måske var en ældre dame, der ikke havde bevæget sig uden for en dør i fem år. Når jeg kiggede ud over forsamlingen, var en tredjedel nær familie, og to tredjedele var landsbyfolk og fjerne bekendte. Og efterfølgende deltog alle til mindesammenkomsten – også præsten. Det skete ikke i byen, for der kendte den afdødes familie ofte hverken præsten, kirken eller de lokale,” siger Anne Margrethe Hvas.

Begravelserne er noget, Anne Margrethe Hvas vil fremhæve, hvis hun skal tale om forskellen på at være præst i byen og på landet. For 11 år siden skiftede hun flere års arbejde i bysogne og moderne kirker ud med de to landsogne Ketting og Asserballe på Als og blev siden også provst i området.

Tilsammen har de to sogne godt 2000 indbyggere, hvilket ifølge en ny opgørelse fra Præsteforeningen gør dem til nogle af de mindre attraktive områder for præster i dag. Opgørelsen viser, at stillinger i byer med over 15.000 indbyggere i gennemsnit får dobbelt så mange ansøgere som stillinger i områder med under 15.000 indbyggere, og samtidig peger foreningen på, at tallet ofte er lavere i de helt små landsbyer eller yderområder, som særligt yngre præster vælger fra.

Selv havde Anne Margrethe Hvas heller ikke landet i tankerne, da hun blev færdiguddannet.

”Jeg var ret overbevist om, at jeg var et bymenneske. For jeg er vokset op i en stor provinsby, har læst i Aarhus og boet tre år i Boston. Så det kunne ikke blive mindre end København og ikke være andet end en moderne bykirke. Jeg troede ikke, jeg kunne trives på landet,” siger hun.

Mere præcist voksede Anne Margrethe Hvas op i Holstebro, og efter uddannelsen i Aarhus studerede hun nogle år i USA. Imens var hun hjælpepræst i Sømands- kirken i New York, og senere blev hun sognepræst på Amager ved København og i Jakobskirken i Roskilde. Mens hun arbejdede i Roskilde, begyndte hun at overveje et job på landet.

”Jeg havde en forventning om, at man på landet var mere ’all-around-præst’. I bysogne har man ofte en volumen, som gør det svært at nå hele vejen rundt. Derfor deler man opgaverne mellem præsterne, hvilket er fornuftigt, men også betyder, at der er ting, man aldrig laver. Jeg kunne godt tænke mig at komme ned i tempo og kunne lave lidt af det hele,” siger Anne Margrethe Hvas, som efter tre års overvejelser og drøftelser med familien endte med at flytte til Als i 2007.

Ligesom Anne Margrethe Hvas havde forventninger til embedet som landsbypræst, oplevede hun, at hendes nye menighed havde forventninger til hende.

Der var for eksempel en idé om, at hun ligesom de lokale vidste alt, hvad der skete hos folk i byen, og samtidig også deltog i det lokale liv.

”Da jeg arbejdede i en moderne bykirke med et stort og rigt menighedsliv, var der en form for kirkelig forventning om, at jeg deltog i alle menighedens aktiviteter. På landet er der en geografisk forventning. De lokale ser for eksempel gerne, at man deltager, når gymnastikforeningen holder juleafslutning og sådan,” siger hun og tilføjer, at man så efterfølgende kan være heldig, at de lokale kommer i kirken til gengæld.

”Jeg var engang til fastelavn i en af sognets små landsbyer, hvor en sagde, at nu skyldte han et besøg. Jeg spurgte, hvad han mente, og han sagde, at nu havde jeg været til fastelavn, og så skyldte han at komme i kirke.”

Ifølge Anne Margrethe Hvas er der ikke tradition for stor kirkegang i hendes landområde. Man kommer, når man synes, man skal, som til kirkelige handlinger og til jul.

”En af de største udfordringer på landet er, at folk kommer til de kirkelige handlinger, men ikke til gudstjenester. Det kan være svært at vedblive med at være kirkeligt til stede, hvis folk ikke kommer, for kirken kan ikke overleve på sådan en slags standbyfunktion, men har brug for et dagligt eller ugentligt liv.”

Anne Margrethe Hvas taler ofte med de lokale om, at de må bakke op med fremmøde, hvis de for eksempel gerne vil have børnegudstjenester. Ellers kan hun ikke lave det.

”Hvis for få kommer til gudstjeneste, bliver gudstjenesten skrøbelig. Det er udfordringen på landet. Hvis to procent fra et bysogn kommer til gudstjeneste, giver det mere, end hvis to procent på landet gør det. Så man skal være bevidst om, at man vil sin kirke. Man kan mærke i et hus, om de, der bor der, bor der hver dag eller kun i weekenderne,” siger hun.

Hvis hun skal nævne noget, hun savner ved at være præst i byen, er det netop at kunne lave flere aktiviteter for et større segment.

”Det er nemmere at have både børne-, minikonfirmand- og konfirmandklub, hvis man er i et sogn med mange unge. I Skelgård Kirke havde jeg 50 konfirmander, hvoraf 10-15 kom i klub, hvilket var perfekt. Men her har jeg haft 15-20 konfirmander, og hvis kun tre vil gå til konfirmandklub, bliver det kedeligt.”

Når det er sagt, har Anne Margrethe Hvas dog kun gode ting at sige om præsteembedet på landet, hvor hun har kunnet udnytte naturen i sine gudstjenester og det nære kendskab til de lokale. Hun har oplevet, at de seneste præsteansøgere i området er meget bevidste om, at de gerne vil på landet, men de vil også gerne have det kollegiale. Men det kan også lade sig gøre på tværs af sogne, siger hun.

”Og så bliver landet bare endnu bedre. For vi har netværket på tværs af sognegrænser, men vores egen lille biks, hvor vi selv teologisk bestemmer det hele. Så man kan tilvælge samarbejde der, hvor man synes, det er sjovt. Man behøver ikke altid være enige om alting. For man skal ikke forklare sig over for samme menighedsråd,” siger Anne Margrethe Hvas, som fra denne måned forlader arbejdet som præst for en stund, da hun i tre år skal være religionspædagogisk konsulent i Haderslev Stift ved siden af sin stilling som provst.8

Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix