Organist: Jeg tror, at der er en opgave til os alle

Vi skal være parate til at foretage et radikalt karriereskift, som ikke er styret af, hvad vi selv har lyst til. Det handler søndagens tekst om for organist Karin Schmidt Andersen, der også er formand for en fagforening for musikere

”Selvom min rolle ikke er direkte forkyndende på samme måde som præstens, ser jeg den som en vigtig del af den helhed, som gudstjenesten optimalt set udgør,” siger organist Karin Schmidt Andersen. – Privatfoto.
”Selvom min rolle ikke er direkte forkyndende på samme måde som præstens, ser jeg den som en vigtig del af den helhed, som gudstjenesten optimalt set udgør,” siger organist Karin Schmidt Andersen. – Privatfoto.

Da Karin Schmidt Andersen var omkring ni år, fortalte hun sine forældre, at det, hun ønskede sig allermest var et klaver eller en lillebror.

”Og jeg havde nok en fornemmelse af, at det med klaveret var det mest realistiske. Jeg havde i forvejen to yngre søstre, og jeg vidste, at mine forældre selv som børn havde ønsket at spille et instrument, men ikke havde haft mulighed for det. Så de var meget åbne for, at vi børn kunne få lov at udfolde os musikalsk,” siger hun.

Karin Schmidt Andersen fik da også et klaver, og det blev begyndelsen på en karriere-vej som organist og korleder i folkekirken.

”Jeg blev meget glad for at spille, og efter gymnasiet, da jeg lige skulle trække vejret og finde ud af, hvilken vej jeg ville gå, begyndte jeg at tage orgelundervisning. Jeg var så heldig at få en virkelig god lærer, som opfordrede mig til at gå videre med orgelspillet,” siger Karin Schmidt Andersen.

Efter halvandet års intensiv orgelundervisning, hvor hun sideløbende besøgte stort set alle københavnske folkekirker for at høre så mange forskellige orgler og organister som muligt, søgte hun ind på Det Fynske Musikkonservatorium i Odense og kom ind i første forsøg.

”Kald er et stort ord at bruge, men jeg tror godt, at man kan sige, at jeg fandt min opgave, som jeg stadig oplever som meget meningsfuld. Jeg er stor fan af højmessen i folkekirken, og selvom min rolle ikke er direkte forkyndende på samme måde som præstens, ser jeg den som en vigtig del af den helhed, som gudstjenesten optimalt set udgør. Det er en helhed, som kan bære os, fordi den udgør en ramme, vi ikke selv skal opfinde. En ramme, hvor vi kan komme, som vi er, og finde et refleksionsrum, hvor Bibelens tekster kan tale til os – i samspil med musikken og alle de øvrige elementer i liturgien,” siger hun.

Søndagens tekst handler ifølge Karin Schmidt Andersen i høj grad om det at føle sig kaldet og have modet til at følge sit kald.

”Udtrykt på en lidt pop-smart måde kan man sige, at Simon Peter og de andre fiskere foretager noget af et karriereskift og gennemgår en hurtig radikalisering. De oplever et under, som vender op og ned på alting og giver deres liv et helt nyt indhold og en ny drejning. At Peter siger ja til sit kald, er endda det, der fører til, at kirken bliver etableret. Tekstens budskab må være, at vi skal være parate til at lade os forvandle og følge vores kald,” siger hun.

Men hvordan kan vi gøre det, hvis vi ikke får så klart et kald som Peter og de øvrige fiskere? Eller hvis vi er frygtsomme og gerne vil reflektere grundigt over tingene, før vi tager en afgørende beslutning, som fører vores liv i en ny retning?

”Teksten provokerer og udfordrer mig, for jeg er meget reflekterende og har brug for, at beslutninger modnes i en proces. Jeg lader mig ikke rive med af massebevægelser og pludselig begejstring over noget nyt. Jeg trækker mig hellere lidt tilbage og sover på tingene,” siger Karin Schmidt Andersen.

”Men samtidig er jeg vokset op med en kristendomsforståelse, som handler om, at vores valg ikke kun skal være betinget af vores egne ønsker og behov. Jeg er opdraget med tanken om, at vi alle har en opgave. Vi skal ikke alle være profeter eller apostle, og de færreste oplever et under som det, fiskerne ved Genesaret Sø oplevede. Men vi skal udrette noget og gøre en forskel for andre end os selv. Gud har en plan for hver af os, så vi må prøve at finde vores opgave og så tage den på os,” siger den 57-årige organist, der siden 1991 har været ansat i Hendriksholm Kirke i Rødovre.

Desuden er hun formand for Dansk Organist og Kantor Samfund, en fagforening for konservatorieuddannede organister, kantorer – korledere – og kirkemusiklærere, som primært arbejder i folkekirken.

”Da jeg valgte organist- uddannelsen, handlede det både om, at jeg kunne se nogle jobmuligheder og om det brede repertoire, som talte sammen med mit kendskab til bibel og kristendom,” siger hun.

”Mine forældre kom i en frikirke, og mine søskende og jeg fik en solid kristendomsoplæring. Så jeg kendte Bibelen og salmebogen, da jeg begyndte at komme i folkekirken i forbindelse med, at jeg tog orgelundervisning,” siger hun.

Som organist lægger hun vægt på at bidrage til helheden og er ikke specielt optaget af, om kirkegængerne lægger særligt mærke til et flot postludium.

”Det vigtigste for mig er at være med til at skabe en helhed med dybde og mening. Gudstjenesten er ikke en døgnflue, men en sammenhæng, der rækker langt ud over den enkelte i tid og rum,” siger Karin Schmidt Andersen.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

"Vi skal turde se den opgave, der ligger foran os. Der kan blive lagt en opgave for vores fødder, som kan indebære et skift, vi ikke havde forestillet os. Vi skal være parate til at foretage det skift, selvom det ikke stemmer overens med vores egne små planer."

Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?

"Det første. Man kan synes, at det er unødvendigt, at en monoteistisk Gud har givet os det bud. Men det handler om, at vi har en fri vilje. Hele livet må vi bakse med at skelne det sande fra det falske og tage ansvar for at vælge det sande."

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

"Det er en fuldstændig almindelig højmesse i folkekirken, hvor præsten og organisten bidrager med hver deres faglighed, så prædiken, salmevalg og musikvalg understøtter liturgien og skaber en helhed. Så bliver gudstjenesten en ramme, man kan være i med alt, hvad man har med sig."

Hvordan er dit gudsbillede?

"For mig er Gud en dyb grundtone. Det er det sande, almægtige og evige, som vil os det godt. Vi kan ikke forstå eller rumme det med vores menneskelige fornuft, men i skønheden og kærligheden kan vi ane det absolutte, som ligger bag alt det grufulde og forfærdelige i verden."