Prøv avisen

Jeg tror, fordi det er fornuftsstridigt

"Jeg mener, det er for indskrænket og en selvovervurdering at tro, vi ved alt og kan forstå alt," siger tidligere minister Per Stig Møller (K). Foto: Leif Tuxen.

Tidligere kultur- og kirkeminister Per Stig Møllers tro kæmper en evig kamp med fornuftens stemme. Dødsfald i familien har fået den konservative politiker til at tvivle på, om den gode Gud findes, men noget siger ham alligevel, at der må findes en højere mening

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er meget svær at beskrive. Men det er vel nærmest det, man kan kalde for den danske folkekirkekristendom. Man tror på det, fordi man har en tro, som man er flasket op med, og som giver mange udmærkede virkninger i tilværelsen, og derfor er der ingen grund til at skifte den ud.

LÆS OGSÅ: Per Stig: Meget snak i Radio 24syv

Men jeg har også som rationelt menneske det samme udgangspunkt som den romerske teolog Tertullian (160-225 e.Kr.): Jeg tror, fordi det er fornuftsstridigt. Der er ikke noget fornuftigt, der taler for de forskellige trossætninger. Når vi læser kirkehistorien, kan vi se, hvordan de forskellige kristne trossætninger og dermed alt det, som vi tror på, er blevet til i kraft af stridigheder, intriger og politisering mellem fraktioner i kirken, der banker hinanden på plads ikke i år 0, men helt fremme i 300-400-tallet. Og så bliver man opmærksom på, at det ikke er endegyldige sandheder.

Vi skal derfor i virkeligheden tilbage til barnetroen: Jeg tror, fordi det ikke giver nogen mening. Det er et valg at tro, fordi der må være andet mellem himmel og jord, end vore sanser kan fange.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var den samme folkekirkelige tro, hvis man kan kalde den det. Vi fulgte da de kirkelige højtider. Respekten for livet og medmennesket ligger dybt i kristendommen, og det tror jeg også lå dybt i min familie at prøve at få givet videre.

Hvad har udfordret din tro?

Det har været det, at man ikke rigtigt kan forstå, hvorfor i alverden nogle skal rammes så hårdt af skæbnen, og andre glider lige igennem. Hvor er den højere mening med de ulykker, der rammer os? Og her mener jeg i det personlige liv. Krig, uheld og konflikter i det politiske liv kan forklares med den frie vilje: at Gud har sat os fri, og så er vi selv ansvarlige for de ulykker, vi går og laver.

Men sådan er det ikke med sygdom og død: Begravelser er ikke vores frie vilje. Som den franske filosof Jean-Paul Sartre sagde: Døden er en skandale. Den får os til at tvivle på den gode Gud, for hvorfor lader han det ske? Min tvivl skyldes nok særligt de dødsfald, der har været omkring mig og i min egen nærmeste familie. Jeg håber, der findes en højere mening, men jeg har faktisk aldrig kunnet finde trøst i religionen.

Jeg har ikke som sådan mistet min tro, men man kommer da i tvivl, ellers var man ikke noget tænkende væsen. Jeg mener, at tvivl drejer verden rundt og har fået den til at udvikle sig. Hvis ikke vi var kommet i tvivl om det guddommelige, ville vi stadig i dag tro på de græske guder, og derfor har min tese længe været, at tvivlen har været den vestlige verdens dynamik. Særkendet for den vestlige civilisation er tvivlen det har været muligt at tvivle på det bestående, tvivle på alt, selvom nogle måske har forsøgt at bekæmpe denne tvivl: Er guderne de perfekte guder, er statens indretning nu også den bedste? Den tvivl har været altafgørende for, at Vesten er nået så langt i forhold til andre civilisationer.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Kampen mellem troen og det rationelle. Når vi i kristendommen for eksempel siger, vi er monoteister, men at vi samtidig tror på tre: Faderen, Sønnen og Helligånden, og så siger vi hops, de er lige én alligevel. Det er lidt ufornuftigt. Mange af trossætningerne er blevet til i kraft af parlamenteren, og sådan mener jeg ikke, at man kan nå frem til tro.

Troen ligger dybere i os i det, jeg kalder barnetro. At tro på, at der må være en højere mening, vi bare ikke kan forstå. Det er naivt at tro, at vor forstand og vore sanser kan fange alt det så vi for eksempel, da videnskaben i mange år var overbevist om, at Jorden er flad. Det ville også være absurd at tro på, at menneskets sanseapparat er det eneste i hele dyreriget, der kan opfange sandheden hver eneste art fanger noget særligt, som andre arter ikke kan fange.

Jeg mener, det er for indskrænket og en selvovervurdering at tro, vi ved alt og kan forstå alt. I én af mine bøger har jeg skrevet, at Gud har sat os til at forvalte, ikke til at formøble Jorden. Man kan for eksempel diskutere, hvorvidt troen på, at vi mennesker ejer Jorden, har haft indflydelse på vores miljø- og klimapolitik. Den tro på, at vi ejer Jorden, har jeg ikke, og det kommer af kristendommen: at vi er tjenere i Her-rens vilkår. Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker kan afgøre. Om jeg tror på mirakler?

Du bliver da også nødt til at tro på mirakler, ellers kan du ikke tro på kristendommen! Det er en del af Jesu fortællinger, at der findes kræfter, som kan udløses, men som vi ikke kender til. Men jeg har bare ikke set dem endnu. I min bog om Kaj Munk er der et kapitel om Ordet, hvor salmedigteren Jakob Knudsen med Kaj Munk siger: Miraklerne er forsvundet med den oprindelige, stærke tro. Det er derfor, Kaj Munk i Ordet lader barnet udføre miraklerne. Det er, fordi alle vi andre har mistet troen.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det kan man ikke sige, den gør. Jeg har ingen åndelige ritualer og beder heller ikke.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ikke nogen.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det er et stort spørgsmål! Men jeg tror egentlig, det er et råd, jeg fik af min far. Tro på det bedste i mennesket indtil det modsatte er bevist, sagde han. Det er lidt naivt, ikke? Især i politik! Men jeg synes egentlig, det er et godt råd. Det er jo det at tro på, at den gode vilje er til stede, og at folk har ret til at have en anden mening end den, man selv har.

At der ligger en god vilje bagved, er vigtigt at tro på, når man er i samspil med andre mennesker. Man kan misforstå hinanden, men den gode vilje er til stede normalt. Vi har et sympati-gen, som gør, at vi kan samarbejde med andre mennesker. Samarbejde har skabt menneskehedens udvikling, og arbejde sammen kan vi kun, når vi har tiltro til hinanden.

Og derfor er sætningen indtil det modsatte er bevist også meget klog. Den gælder især i politik. Ellers kunne vi aldrig lave kompromiser.