Lad os forestille os, at vi befinder os nogle årtier ude i fremtiden. Coronakrisen er for længst forbi, og danskerne har så småt glemt tiden med grundig smitteopsporing og mange restriktioner. Men så dukker en ny pandemi op, og landets institutioner skal pludselig huske tilbage på deres reaktion på covid-19’s udbredelse i 2020.
Dette gælder også folkekirken, som til den tid gerne skal finde en stor rapport frem, der giver et indblik i, hvad kirkernes aktører gjorde godt og skidt i de første otte måneder af coronakrisen.
Den store rapport, som fremtidens kirkeansatte skal finde råd og vejledning i, er netop udkommet. Den har fået titlen ”Når folkekirken skal spille efter reglerne – men uden for banen” og er udarbejdet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) med hjælp fra flere universitetsforskere. Formålet er at klæde folkekirken på til håndtering af lignende krisesituationer i fremtiden, forklarer Birgitte Graakjær Hjort, afdelingsleder i FUV.
”Da coronakrisen begyndte, havde folkekirken og resten af samfundet ikke tid til at tænke sig godt om, før de handlede. Nogle måtte handle og tage ansvar ’over night’. Og det gjorde de. Tog ansvaret på sig og handlede. I mellemtiden har vi haft tid til at tænke over det og analysere på det. Alle gjorde deres bedste, men ingen fandt den fulde løsning i første omgang,” siger hun.
Hvis Birgitte Graakjær Hjort selv skal fremhæve nogle områder, der fortjener ekstra fokus ved en eventuel krise i fremtiden, er kommunikation en af dem.
”Der er noget på kommunikationssiden, som ikke har fungeret så godt under coronakrisen. Noget af det har det været svært at undgå, da nedlukningen i begyndelsen skulle gå så hurtigt, at ingen havde et overblik over hele kirkeområdet. Men der er også ting, man kunne overveje at gøre anderledes. For eksempel var der faggrupper inden for kirken, der følte sig overset, og opdateringer af retningslinjer, som kunne have været formidlet tydeligere,” siger hun.
Som eksempel nævner Birgitte Graakjær Hjort, at bedemænd i første omgang ikke blev tænkt med ind som en af de faggrupper, der skulle have hurtigt besked om ændrede regler for folkekirken. Og så har mange ansatte i kirken været forvirrede over, hvilke retningslinjer der var de nyeste opdaterede fra myndighederne. I foråret var der for eksempel flere præster, der ved en fejl aflyste deres konfirmandundervisning, da de troede, de blev hjemsendt og ikke bare skulle arbejde hjemmefra. Og senere viste det sig, at mange præster havde misforstået reglerne ved bisættelser og begravelser og troede, at forsamlingsforbuddet også gjaldt uden for kirken.
”Nogle har også været forvirrede over, hvilke opdateringer der gjaldt for dem, fordi gamle retningslinjer ikke blev slettet, når de nye dukkede op,” siger Birgitte Graakjær Hjort om de løbende vejledninger fra biskopper og Kirkeministeriet, som af nogle blev set som uigennemskuelige.
Et andet vigtigt fokusområde i den nye rapport er de mange initiativer, der dukkede op under coronakrisen.
”Jeg tror ikke, der har været nogen periode i dansk kirkeliv, hvor der er sket så meget nyt på så kort tid. Folkekirken udvikler sig normalt i et noget langsomt tempo og tager ét skridt ad gangen, men under krisen blev der kickstartet en digital udvikling og nye måder at være kirke på med sang foran plejehjem og sjælesorg i en ’walk and talk’-udgave. Der har ikke været nogen ende på særligt præsternes kreativitet og idérigdom,” siger hun.
I mange sogne stoppede udbuddet af digitale gudstjenester dog brat, da kirkerne i sommeren kunne åbne deres døre igen, siger Birgitte Graakjær Hjort. Ifølge hende kan dette enten pege på, at gudstjenester online ikke kan hamle op med de ikke-digitale, eller at man i sognene ikke har ressourcer til at tilbyde begge dele.
Hvis kirkerne skulle blive lukket igen, er det ifølge hende værd at overveje, om sognenes forudsætninger for at lave digitale tilbud er for forskellige.
”Der var en skævhed i forhold til teknisk assistance. Nogle præster og organister stod alene med produktionen og var afhængige af, om de havde en teknisk begavet fætter eller lignende, der kunne hjælpe eller udlåne noget semiprofessionelt udstyr. Andre fik mobiliseret ressourcer til nærmest professionelle gudstjenester,” siger hun og tilføjer, at det ifølge rapporten især er unge præster og præster i byområder, som i forvejen bruger digitale platforme, der blev synlige digitalt under krisen.