Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er skeptisk over for alt, der ikke kan bevises. Jeg er derfor stor tilhænger af videnskaben samt af, at vi gør livet her og nu så godt som muligt.

For jeg tror ikke længere på hverken Gud eller det evige liv, selvom jeg indimellem kan længes efter at have den tro og den tryghed, der ligger i at give en større magt ansvaret for min skæbne.

Men det holder ikke. Vores nuværende tilværelse er alt, som vi mennesker kan regne med, og derfor gælder det om at hjælpe hinanden – og især de udsatte børn – til et bedre liv.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg kommer fra et fanatisk mormonsk hjem med en patriarkalsk far, hvor vi levede efter meget strenge regler og under en stærk social kontrol. Vi måtte for eksempel ikke drikke kaffe eller te. Vi skulle sidde pænt og måtte ikke vise vores knæ. Der blev også bedt bønner morgen, middag og aften, og vi skulle alle bede med hver gang. Derudover var min far ofte ude og missionere eller gøre andet religiøst arbejde.

På den måde var han og resten af familien nemlig tættere på frelsen, var holdningen i mit barndomshjem, hvor vi også lærte, at det ikke gjorde noget at lide i dette liv. Belønningen skulle nok komme i Himlen.

Hvad har udfordret din tro?

Dengang jeg stadig var mormon, ville jeg gerne leve efter befalingerne – og jeg har også prøvet at mærke Helligånden brænde i mit hjerte. Men da jeg blev ældre, begyndte jeg at stille spørgsmål som for eksempel: Hvorfor skal jeg bede om hjælp til at finde mine nøgler, når der er mennesker, der lider? Det gav ikke mening for mig. Jeg ville gerne være et godt menneske, og jeg kunne ikke se, at mormoner var særligt gode mennesker, når deres tjenester for de ældre eller syge var motiveret af, at de selv kunne opnå frelse og undgå helvede. Jeg ville kærligheden og omsorgen for andre i stedet.

Det var dog først senere som voksen, at jeg direkte brød med min far, som stadig er overbevist mormon. Det er jeg ikke i dag. Tværtimod sammenligner jeg det at være mormon med at tilhøre en sekt, som slet, slet ikke er sand.

Men alligevel kan jeg stadig savne at kunne slå svarene på eksistentielle spørgsmål op i en bog. Men sådan fungerer verden ikke. Jeg må i stedet slås med mig selv, og indimellem også med følelser af skam, skyld og at jeg ikke gør nok for andre. Men det at skulle tænke selv sætter mig også fri og giver mig mulighed for at vokse, og det er jeg meget glad for.

Hvad har formet den tro du har i dag?

Som mormon har jeg følt og tænkt en masse, som jeg i dag ved ikke er sandt. Det var i stedet rent selvhysteri skabt af mig selv. Men at det psykologisk kan lade sig gøre, har skabt et traume i mig, som jeg er ret skræmt over. For jeg ved alt for godt, hvor let man som menneske kan komme dertil, at man tror på den ene uhyrlighed efter den anden. Bare fordi man ønsker, at det er sandt, når en leder siger det, eller fordi det står i en bog.

Mine erfaringer med selvhysteri har så på positiv-siden og efter mange hårde kampe med mig selv ført til, at jeg i dag er ekstremt selvkritisk og faktisk har en udbredt mistro til mine egne tanker ud fra devisen ”du skal ikke tro på alt, hvad du tænker”.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Vi har ikke løfter om en evighed eller et liv efter døden. Jeg tror heller ikke på hverken Dommedag, eller at Gud har en masterplan med os alle sammen.

Så derfor betyder det meget for mig ikke at sidde på hænderne, men at handle her og nu. For så kan både jeg selv og alle andre blive klar over, at vores livsfortælling kan omskrives, også selvom vi har fået en dårlig start.

For det handler om frihed. Frihed til både i tanke og gerning at være den, som man er inderst inde. Det var også derfor, jeg i 2012 startede ”Læs for Livet”, så udsatte børn via bøgernes verden kunne se, at der var andre verdner end den, som de voksede op i – og andre måder at være normal på.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ikke som sådan et forbillede, men jeg har en veninde, der er bachelor i filosofi, og hende kan jeg godt lide at tale med om de store eksistentielle emner.

Hun er troende i den forstand, at hun mener, at der er en sammenhæng i universet. Hendes tro er også meget rummelig, for hun siger altid, at der er mange veje op ad bjerget, og at andres måder er lige så gode som hendes egen, og der er også masser af plads til min ikke-tro.

Det er dejligt, og det giver gode rammer for en samtale, en dialog, hvor jeg er på genbesøg hos de store, eksistentielle emner som, selvom jeg ikke tror på en Gud eller en evighed, stadig interesserer mig.

Hvem ved også, hvor jeg er om 10 år? Det gør jeg ikke selv, og sådan skal det også være. Jeg er et åbent menneske, og jeg vil gerne holde mig åben.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Der er ikke et specielt råd. Det handler mere om summen af råd, som jeg trækker på, alt efter hvilken situation jeg er i.

Som i øjeblikket, hvor det handler om at huske at give mig selv lov til at slappe af. Jeg har knoklet i mange år, men føler stadig en forpligtelse til at gøre en hel masse for andre – og helst hele tiden.

Men jeg skal også huske mig selv og tillade mig at leve, og for et introvert menneske som mig er det noget med at nyde skønheden, læse en bog, se på en blomst og trække stikket en hel weekend. Det kan jeg godt være dårlig til at give mig selv lov til.