Der er helt stille. Ole Hougaard står med foldede hælder. Han lader blikket vandre fra familiemedlem til familiemedlem, inden han viser den hvide urne til familien og langsomt sænker den i jorden med det bånd, der sidder fast i urnen. Han forsøger altid at vejre stemningen for at se, om nogen af familiemedlemmerne omkring gravstedet selv vil sænke urnen i jorden. Men han spørger dem aldrig direkte. For han synes ikke, det skal være en mulighed, som han placerer hos familien. De skal selv give udtryk for, at det er det, de ønsker.
- Mange har ikke tænkt på, at de vil sætte urnen ned. Andre gør det bare af sig selv. Jeg kigger altid rundt for at se, om nogen ser ud til, at de selv vil gøre det, siger Ole Hougaard.
Der er koldt denne dag i januar, hvor sneen dækker mange af gravstenene på kirkegården ved Christianskirken i Fredericia. Men 56-årige Ole Hougaard er vant til at bide kulden i sig. Han arbejder som kirkegårdsassistent og har ansvar for det daglige arbejde på tre af de syv kirkegårde i Fredericia. Meget af hans tid går med kontakten til de pårørende, når de skal udvælge et gravsted eller sætte urnen eller kisten i jorden.
- Kontakten betyder meget. Når de skal udvælge et gravsted, står de med et praktisk problem, de skal have løst. Men man er sjældent i en så vanskelig situation, der er fyldt med alle mulige følelser. Og her er det vigtigt, at jeg kan spore mig ind på deres ønsker, siger Ole Hougaard.
Han peger på, at der nemt kan ske en slags overgreb, hvis ikke man giver de pårørende ro til at tage den rigtige beslutning for dem.
- De er enormt skrøbelige i den situation, og det er uhyggeligt nemt at manipulere med dem, der har mistet, og sælge dem det gravsted, man selv som kirkegårdsassistent kunne havde lyst til, at de skulle have. Det kræver forståelse for situationen. Det er vigtigt, at de får tid og ro til at tage de valg, der er bedst for dem, siger Ole Hougaard.
Han ved, hvad han snakker om. For han har selv prøvet at miste. For otte år siden døde hans daværende kone, som han har tre voksne sønner med. Han troede ikke, at han nogensinde kunne komme videre. Og han havde svært ved at forestille sig, at han kunne hjælpe andre efterladte med at tage den sidste afsked med deres afdøde familiemedlem. For han havde jo selv mistet.
- Det var så svært. Det var som om, jeg blev revet i stykker. Vi havde lige holdt sølvbryllup, men en dag sluttede vores liv sammen efter 26 år, siger Ole Hougaard og fortsætter:
- Jeg var lige ved at overbevise mig selv om, at jeg ikke længere kunne klare et job som kirkegårdsassistent. Når jeg så andre græde, græd jeg selv indvendigt. Men tabet gav mig også grobund for at forstå, hvordan man har det, når man har mistet. Og den erfaring bruger jeg nu hver dag i mit arbejde, siger han og åbner døren ind til et stort værkstedsrum.
Her er alle gravernes plæneklippere, fejemaskiner, hæksakse, greve og skovle, som de bruger til at holde kirkegården.
Ole Hougaard er uddannet gartner og bruger også meget af tiden på at udvikle nye områder på kirkegårdene og finde ud af, hvad der skal plantes, såes, klippes og flyttes. Han havde egentlig aldrig troet, at han skulle ende med at arbejde på en kirkegård, hvor døden er et grundvilkår for arbejdet. Men en dag for år tilbage, da han lige var blevet uddannet, havde han en enkelt ledighedsdag og blev med det samme sendt ud på en kirkegård. Det blev startskuddet til 16 års arbejde som graver og senere som kirkegårdsassistent. Selvom han havde en drøm om at få sit eget gartneri, tog hans arbejdsliv en anden drejning, og da huset ved siden af kirkegården blev sat til salg, købte han og konen det. På den måde kunne han være meget sammen med børnene, der hele tiden kom forbi, og med sin kone, der arbejdede deltids som sygeplejerske om aftenen.
- Jeg synes på en måde, at min drøm gik i opfyldelse. For jeg har haft et dejligt arbejde, hvor jeg har haft mulighed for at været meget sammen med familien, siger Ole Hougaard.
Han skyder to døre til side i et stort hvidt gulv-til-loft skab, som står i hans lille graverkontor i den gule murstensbygning i kirkegårdens nordlige ende. Inde i skabet er der endnu et skab – et sikringsskab til urnerne. Der står fem papkasser, som alle indeholder en urne, som Ole Hougaard skal sætte i jorden en af de kommende dage.
Han har ikke noget problem med, at han har døden så tæt inde på livet. For, som han forklarer, har han en praktisk tilgang til arbejdet. Men han kan godt nogen gange syntes, det er svært. For som ansvarlig for de tre kirkegårde har han meget at se til.
- For det meste er jeg glad for mit arbejde. Men en gang imellem kan det godt være svært, fordi der er så mange følelser. De efterladtes sorg er ofte meget mærkbar. Det kræver overskud. For jeg skal være til stede på en professionel måde.
Han har været med til 2500 urnenedsættelser og begravelser gennem årene og har her erfaret, hvor vigtigt det er for de efterladte, at der er et gravsted.
- Jeg har aldrig set nogen efterladte fortryde, at de fik et gravsted til den afdøde. Men jeg har omvendt oplevet flere fortryde, at de valgte at få deres kære i de ukendtes grav. For det er så vigtigt, at man har et sted, hvor man kan gå hen og mindes, sørge eller skælde ud, hvis man har brug for det.
Selvom flest danskere bliver kremeret, vil Ole Hougaard ikke samme vej. Han vil jordbegraves. For han har selv set, hvor meget det betyder for de pårørende, at de med det samme efter ceremonien i kirken eller kapellet følger kisten og ser afdøde komme i jorden. Han og hans nuværende kone, som han lige er blevet gift med, skal begraves i samme gravsted, hvor hans daværende kone er begravet på Trinitatis Kirkegård – en af de tre kirkegårde han arbejder på.
Han er ikke selv i tvivl om, hvad der sker, efter jorden hældes ned over kisten eller urnen.
- Jeg har en kristen tro, og jeg tror ikke på, at vi bare forsvinder. Jeg tror, vi får lov til at leve videre som de personligheder, vi er. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det sker, siger kirkegårdsassistenten, der beder en af graverne på kirkegården om at dække familiens urnegrav til med jord.