Prøv avisen

- Jeg tror på en grusom Gud

– Det er nemmere at sidde over for en mandlig præst og indrømme, at man er en synder og har overtrådt samtlige De Ti Bud 200 gange, siger Peter Aalbæk Jensen, direktør i filmselskabet Zentropa. – Foto: Kenneth Havgaard.

Peter Aalbæk Jensen tror fuldt og fast på Gud. Han kan ikke lide kvindelige præster, men han har et stort kors ude i haven, og så mødte han Gud, da hans bedstemor døde

Direktør Peter Aalbæk Jensens vanligt provokerende facon er til stede, da han højlydt proklamerer, at han da tror på Gud. For kan det nu passe, at provokatøren tror på noget, i manges øjne, så gammeldags som Gud? Ja, fastholder han, det kan virkelig passe.

I hjemmet hænger en litografi af Madonna med barnet, og i direktøren for filmselskabet Zentropas have står et stort jernkors for at minde ham om kødets forgængelighed.

Hvad tror du på?

Jeg tror, at der er en Gud. Jeg holder meget af at pisse ude om aftenen, og det er svært at være ateist, når man kigger op på stjernehimlen. Det bliver helt religiøst for mig. Det sætter tankerne i gang, for hvad mon der kommer bagefter, og hvad er det for noget med universet? Det er umuligt for mig andet end at tro, at der er en Gud.

Hvordan er Gud så i din verden?

Gud er grusom. Næsten alt, hvad der sker i verden, er skrækkeligt og brutalt. Gud har skabt det hele, så han er ansvarlig for det grusomme, der sker. Jeg tror, at Gud har lavet en grusom verden, som vi skal prøve at være gode i, og det er en hård kamp hver dag. Jeg tror ikke, det er en straf, men sådan skal det åbenbart bare være.

Kan det ikke være menneskene, der har skabt det onde?

Nej, for naturen er grusom, og Gud er naturen. Han har gjort, så det er en daglig kamp. De fleste har ualmindelig dårlige odds, og det er så uretfærdigt, at det må være skabt af Gud.

Hvad tvivler du så på?

Jeg tvivler indimellem på det evige liv. Jeg tror på det, men jeg bliver nogle gange alt for stærk, og så tvivler jeg. Når jeg er stærk, tvivler jeg mest, og når jeg er svag, tror jeg mest. Jeg tvivler til gengæld ikke på, at vi kommer i himlen, når vi dør. En fysisk himmel, hvor jeg vælter rundt i snehvide gevandter, tror jeg ikke på. Kroppen ligger på Herfølge Kirkegård, men ånden er i en metafysisk verden.

Hvordan gør troen en forskel i din hverdag?

Den har til tider været en stor hjælp. Min datter har lige nu en pe-riode, hvor hun er bange for at dø. I stedet for at sige, at vi bare skal dø, kan jeg sige, at hun bliver til en engel. Det var en kæmpe lettelse, og al hendes bekymring var væk med det samme. Jeg kunne sige det med en vis overbevisning, fordi jeg selv tror på det. Man skal ikke bilde sig selv alt muligt ind, men jeg tror virkelig på det.

Hvilken rolle spillede troen i dit barndomshjem?

Min far var præst. Han påvirkede mig først og fremmest til at have et forfærdeligt sprog, for han bandede og svovlede. Min mor lærte mig at lyve, så jeg altid kunne komme ud af penible situationer. Men troen var der, og hver aften bad vi aftenbøn. Det har hængt ved, så jeg beder stadig aftenbøn, også når jeg er i knibe.

Til gengæld har jeg altid haft svært ved at gå i kirke. Jeg har et problem med kvindelige præster. Jeg har det sådan, at jeg synes, at kvinder skal skynde sig ud at blive direktører for nationalbanken og store firmaer. De skal ikke være læger og præster. Alt med kødets forgængelig og menneskers svaghed har kvinder en meget lille forståelse for, for de er selv så stærke.

Det er nemmere at sidde over for en mandlig præst og indrømme, at man er en synder og har overtrådt samtlige De Ti Bud 200 gange. Det er nemmere med mænd, for de er også syndere. Kvinder er så korrekte, så de skal ikke forholde sig til synd. Så det eneste, der står i mit testamente er, at jeg ikke vil have en kvindelig præst til min begravelse. Så bliver børnene gjort arveløse.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg er vokset op i en valgmenighed på Midtsjælland. Her betød sangen virkelig noget. Alle var bønder, og i kirken sad de læderbrune nakker og sang igennem. Jeg kiggede som lille dreng ind gennem ruderne og blev helt betaget, for sangen løftede næsten taget. Det var en orgastisk oplevelse. Derfor er jeg meget glad for sang og synes, at man kan komme helt tæt på Gud i sangen.

Har du haft en særlig oplevelse med tro?

I 1986 havde jeg arbejdet enormt meget og kun sovet meget lidt. Alt drejede sig om arbejdet. Den dag, hvor jeg endelig var færdig med et stort projekt, var jeg så lykkelig og udmattet og sad og fejrede det. Så fik jeg at vide, at min bedstemor var død. Jeg havde ikke set hende i meget lang tid og blev grebet af skyld-følelse. Her havde jeg kun tænkt på guld og mammon, og så lå hun på plejehjemmet og døde. Jeg kastede mig ind i en taxa og tog ind i fryseboksen, hvor hun lå. Da jeg bøjede mig ned for at give hende et kys på panden, løb en tåre af blod ned af hendes kind. Det var en vild oplevelse, for selvfølgelig kan det have væ-ret noget kemisk, men jeg tror, at det var noget guddommeligt. Der var noget, der rørte ved mig, og jeg var så tæt på Gud, som jeg aldrig har prøvet før.

barslev@kristeligt-dagblad.dk