EU-politiker: Jeg tror på jordens magt og ordets magt

EU-parlamentariker og gårdejer Asger Christensen (V) elsker landbrugsmetaforer, som man finder i søndagens tekst

En af Asger Christensens yndlingssalmer er ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, der passer til søndagens tekst. Han blev valg til Europa-Parlamentet for Venstre i sommers. Pressefoto.
En af Asger Christensens yndlingssalmer er ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, der passer til søndagens tekst. Han blev valg til Europa-Parlamentet for Venstre i sommers. Pressefoto.

Søndagens tekst er én blandt mange tekster i Bibelen, der bruger landbruget som metafor. Og den type tekster har altid appelleret til Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre.

Han er selv landmand og gårdejer på Nørupgaard ved Kolding.

”Jeg har altid syntes, at tekster som denne var fantastiske. Det samme med lignelsen om sædemanden, der gik ud for at så. Det appellerer måske særligt til mig, fordi jeg er landmand og har det med livets cyklus inde på livet til daglig. For mig er det et konkret og meget virkeligt billede, når han taler om frø, der bliver sået for senere at spire,” siger han.

Asger Christensen, 62 år, har siden valget i maj siddet i Europa-Parlamentet som en af nu fire politikere fra Venstre. Dermed er tilværelsen som landmand og driftsleder af gården, de 650 malkekøer og 400 hektar jord sat på pause. Det er også hans hverv som menighedsrådsformand i Lejrskov-Jordrup Pastorat ved Kolding. Men han holder stadig af at gå i kirke, når det er muligt, og synge salmer, høre prædikener og reflektere over tekster som morgendagens evangelietekst, hvor Jesus sammenligner Guds rige med små frø, der spirer.

”Han siger, at troen kan blive større af at blive sået. Ligesom et frø kan vokse sig til en stor plante ved jordens magt, kan tro vokse sig stor og sprede sig ved hjælp af ordets magt. Jeg tror på begge dele. Sennepsfrøet er et stærkt billede, fordi det er et meget lille frø, der kan vokse sig så stort, at fuglene kan bygge rede i det. På samme måde kan den lille tro vokse sig stor og skabe enorm tryghed,” siger han.

Asger Christensen er vokset op i et hjem præget af Indre Mission i Tarm. Der var hverken alkohol eller kortspil i hans hjem, men det fik han med egne ord taget revanche for i sine teenageår. I dag kalder han sig grundtvigsk inspireret.

”Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord end det, vi går og tror. Jeg nyder at komme i kirken og høre, hvad præsten har at fortælle om dagens tekst. Og det at synge salmer og højskolesange har altid betydet meget for min familie,” siger Asger Christensen.

Mens landbrugsmetaforerne går rent ind hos Asger Christensen, bliver de sværere og sværere at forstå for den øvrige befolkning. Danmark er ikke som før et landbrugsland, og de yngre generationer vil kigge spørgende på morgendagens prædiketeksts beskrivelser af aks og segl. Det bliver ikke bedre med tiden og sætter derfor endnu større krav til præsterne, siger EU-parlamentarikeren.

”Heldigvis har vi gode præster, der kan udlægge teksten. Det er jo ikke kun landbrugsmetaforer, men mange andre billeder og henvisninger i Bibelen, der er svære at forstå for moderne mennesker. Der ligger en stor opgave i at fortolke teksterne og gøre dem forståelige i nutidssprog. Det synes jeg faktisk mange præster er gode til.”