Prøv avisen
Troens øjeblik

Stig Grenov: Jeg tvivlede på, at jeg kunne leve op til ægteskabsløftet

Den tidligere formand for Kristendemokraterne Stig Grenov oplevede dét at blive gift med Benedikte Grenov som sit livs største eksistentielle øjeblik. Her fik han i høj grad brug for sin tro på Gud. Foto: Anne Bæk/ Berlingske/ Ritzau Scanpix

Da Stig Grenov skulle afgive ægteskabsløftet, mærkede han en pludselig tvivl. Den tidligere formand for Kristendemokraterne kalder vielsen sit livs største eksistentielle beslutning

Min kone og jeg havde kendt hinanden i fire år, da vi besluttede os for, at vi skulle giftes. Året var 1989. Jeg glædede mig helt vildt til mit bryllup. Men jeg husker stadig følelsen af at blive pålagt et enormt ansvar, som samtidig var meget tyngende. Ikke at jeg var i tvivl om, at jeg gerne ville giftes med min kone. Men det at stå og love et andet menneske troskab og ære er den mest grænseoverskridende handling, jeg nogensinde har foretaget mig. Det er kæmpestore ord at skulle sige ja til, og hér kan man virkelig tale om at være ude på de 70.000 favne. For hvordan kan man stå og love alt det, der læses op i ægteskabsløftet? En masse spørgsmål dukkede op i mit indre: Kan jeg overhovedet stå inde for alt det, jeg nu skal sige ”ja” til? Og kan min kone overhovedet holde mig ud?

At blive gift er også at blive fuldstændig blottet for et andet menneske og sige: nu deler jeg faktisk alt. Jeg tænker tilbage på mit ”ja” i kirken som mit livs største eksistentielle øjeblik, hvor troen kom til at fylde alting for mig. Den tvivl, jeg havde, om, hvorvidt jeg kunne leve op til mine ægteskabsløfter, blev affejet af min tro på Gud. Det kan godt være, at jeg som lille menneske ikke kan klare det alene, men uanset hvad vil jeg altid have Gud med mig. Jeg turde at tage skridtet, fordi jeg vidste, at der var en anden, der tog rejsen med mig foruden min kone. I tiden op til mit bryllup indså jeg for alvor, at livet jo kun er for dem, der tør. Det føler jeg, at Gud hjalp mig til at se.

Under hele brylluppet befandt jeg mig i den her rus af lykke. Men efterfølgende mærkede jeg også suset af, at jeg netop havde taget et kæmpestort skridt i mit liv. Dagen efter brylluppet tog vi på tur til et sommerhus. På vejen gjorde vi et holdt, og jeg kiggede på min kone og spurgte: ”Er du sikker på, hvad det er, du har gjort?”. Hun grinede bare. For jeg er nok typen, der gerne vil have styr på alting. Og lige dér følte jeg ikke, at jeg havde styr på en pind, andet end at jeg vidste, at jeg elskede min kone. Dengang var jeg i højere grad en perfektionist, end jeg er i dag. At kunne lægge sin skæbne i et andet menneskes hånd og i Guds hånd på samme tid er i allerhøjeste grad topmålet af tro. Jesus taler om det dobbelte kærlighedsbud, og det kommer enormt stærkt til udtryk i et ægteskab. Det, der punkterer frygten for ikke at slå til, er kærligheden. Men det er en evig rejse. Selv efter 30 års ægteskab er det stadig en udfordring at fortsætte med at være åben over for sin livsledsager. Og i den åbenhed har jeg i høj grad hele tiden behov for at vende tilbage til troen på Gud. Troen på, at man netop er elsket, når man tør erkende, at man ikke altid er god nok, og at man ikke altid lykkes. Jeg forstår godt de mennesker, der viger tilbage i troen, når de oplever at fejle i for eksempel ægteskabet. Det er jo ikke altid, kærligheden lykkes. Men så er det netop dér, Gud står med åbne arme og fortæller dig, at du er elsket af ham.

Jeg har taget meget nyttigt med mig videre fra de erfaringer, jeg drog ved at blive gift. Både privat og i mit arbejdsliv. Det at turde at være formand for et politisk parti kræver mod. I mange situationer kommer man til at blotte sig selv på måder, der til en vis grad har implikationer for resten af ens liv. Det tror jeg slet ikke, at jeg havde turdet, hvis ikke jeg havde haft de erfaringer med mig. At blive gift lærte mig at turde kaste mig ud i noget, der føles grænseoverskridende, uden at man nødvendigvis behøver at have styr på alle detaljer. Det er jeg blevet bedre til, fordi jeg har en tro på, at det nok skal gå alligevel trods tvivlen.

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrer min tro, når jeg ser venner blive syge og lide, samtidig med at man kan opleve, at Gud møder andre mennesker konkret. Man kan spørge: Hvorfor, Gud? Hvorfor får en ung mand alzheimer? Og hvorfor virker det kun nogle gange, når jeg beder for en syg? Det er ikke, fordi jeg tvivler på Gud. Men spørgsmålet rumsterer indimellem i mit hoved. Jeg mødte engang en mand, der bad om at blive bedt for. Han havde en piben for ørerne, så jeg lagde min hånd for hans ører og bad en bøn. Med det samme udbrød manden, at den generende lyd pludselig var væk! Det var bestemt ikke Stig Grenov, der var hellig i det øjeblik, men jeg gjorde blot, hvad jeg blev bedt om, og det havde åbenbart en eller anden virkning. Lige dér blev min tro udfordret på positiv vis. Og så er vi tilbage ved det første spørgsmål: Hvorfor virker det så ikke altid, når man beder for en anden?

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Som helt ung teenager gik jeg i gang med at læse Bibelen fra A til Z. Jeg husker tydeligt en nat, jeg ikke kunne sove, fordi jeg lå og grublede over det, jeg havde læst. Så gik jeg ud fra værelset og mødte min mor, der er vokset op i et apostolsk miljø, som var meget strengt kristent. Hun sagde til mig: ”Der er meget, jeg ikke ved, men én ting er sikkert. Det, der står i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16, at Gud elskede verden så meget, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er en sandhed, som jeg har levet hele mit liv efter.” Det råd, min mor gav mig den aften, er det bedste, jeg har fået. For hold op, hvor kan der siges mange ting og drages mærkelige konklusioner, men det fundament, der fremgår af dette vers i Bibelen, det kan man om noget bygge sit liv på.