Prøv avisen
Tro&tvivl

Jeg var bange for, hvad der skete med min bedstefar efter døden

Bøger, undervisning og skole har dannet rammen om Lars Bjerregaard Pedersens liv fra barndommens søndagsskole over de udfordrende år i gymnasiet og til han i dag er sekretariatsleder hos Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). – Foto: Anders Brohus/Polfoto

Hvad ville der ske ikke-troende efter livet? Og hvordan holder man fast i troen i et studiemiljø, der er ateistisk? De spørgsmål udfordrede sekretariatsleder i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), Lars Bjerregaard Pedersen, i barne- og ungdomsårene

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er af den klassiske slags. Det er en sand evangelisk luthersk tro på Kristus som verdens frelser. Jeg har hver dag brug for at kunne relatere mig til Kristus som ham, der sætter min eksistens og mit liv i perspektiv, både i de store, filosofiske spørgsmål og helt konkret.

Det sidste oplever jeg især, når jeg går ind i bønnens rum, som er et rum, hvor jeg kan betro mig til Kristus og mærke, at Han reelt er til stede og lytter til mig og mine spørgsmål, hvad enten de handler om trosmæssige emner eller er konkrete overvejelser om, hvad jeg skal gøre i mit eget liv.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i et klassisk Indre Missionshjem på Mors, hvor vi selvfølgelig gik i kirke stort set hver søndag. Vi kom dog mere i en nabokirke end i vores egen sognekirke.

Det skyldtes til dels, at vores egen sognepræst havde tre kirker at passe, og der derfor ikke var gudstjeneste hver søndag. Men også at min mor var søndagsskolelærerinde i nabokirken, og det derfor var sjovere for os børn at være med i søndagsskolen og møde andre børn end at bare at sidde på kirkebænken til en almindelig gudstjeneste.

Hvad har udfordret din tro?

Lige siden barneårene har jeg været en del af kristne fællesskaber, både derhjemme og på den kristne efterskole, hvor jeg tog 9. og 10. klasse.

Så det var noget af en omvæltning at komme på gymnasiet og møde ikke alene lærere, der havde en helt anden og både sekulær og ateistisk indstilling til verden, men også jævnaldrende, som var kritiske over for troende og gik mest op i fest og ballade. Jeg fik svært ved at holde fast i troen og blev optaget af at prøve grænser af.

Det, der har gjort mig mest vred på Gud, er dog, at Han tillader vores elskede at dø fra os. Min bedstefar døde, da jeg gik i gymnasiet, og det havde jeg det meget svært med, også fordi min bedstefar ikke var religiøs.

Jeg har jo altid lært, at enten bliver man frelst, eller også er man fortabt. Det kommer alt sammen an på, om man tror. Og bedstefar troede jo ikke på Gud, så hvad så? Er han fortabt? Den var svær som teenager, og døden er bare så tom og meningsløs uden opstandelseshåbet.

Hvad har formet den tro du har i dag?

Efter gymnasiet fandt jeg for alvor sammen med nogle af mine gamle venner fra den kristne efterskole, og det har gjort – og gør stadig – en stor forskel. For her er jeg i et fællesskab, hvor vi kan diskutere troen og dele glæden, og vi har nu i snart 20 år haft en kontinuerlig dialog om tro, både ud fra teologiske vinkler og ud fra vores egne livs-situationer. Vi er også jævnaldrende, så vi gennemlever livsfaserne nogenlunde samtidig, hvilket er en ekstra fordel.

Min hustru, Berit, og jeg mødes også jævnligt med en gruppe kristne og taler om både det at leve som troende i et sekulært samfund, men også om hvad de gode nyheder i evangelierne kan sige os i dag. Det er berigende i sig selv, men derudover giver det mig en oplevelse af, at her er nogle, der vil mig som det troende menneske, jeg er. Det giver ro og selvværd, så jeg kan føle, at jeg har en plads i verden.

Hvordan gør din livs-anskuelse en forskel i din hverdag?

Det at høre Jesus til og vide, at man tilgives, når man kikser, er noget, som jeg deler med Berit. Så udover at vi kan tale om tro samt bede og gå i kirke sammen, betyder det meget for den måde, som vi indretter vores hverdag på.

Det er vigtigt for os, at vi har tid til hinanden som familie og til at være sammen og give vores tre børn nærvær og tryghed, så de kan mærke, at vi elsker dem. Vi forsøger derfor at prioritere tid højere end penge, samvær højere end status.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Helt klart Jesus, som i evangelierne ofte går på tværs af den gængse opfattelse og er direkte provokerende. Det kan jeg godt trænge til at høre, når jeg bliver for selvrådende og magelig. Så bliver jeg opmuntret til at være noget positivt for andre end mig selv.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Det var et meget praktisk råd om at rejse til Israel, som jeg fik efter min studentereksamen. For det at komme ned og opleve kristendommens rødder gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Siden har jeg været der mange gange, og jeg bliver hver gang begejstret for den diversitet af udtryk, som jeg møder i Jerusalem, der er en sand smeltedigel. For der er så mange forskellige kristne og så mange forskellige måder at udfolde kristentroen på, og det er herligt at tænke på, at vi er fælles i troen på Kristus.

Det minder jeg også mig selv om, når de unge i Kristeligt Forbund for Studerende kommer med alle mulige idéer til vores lejre. Så skal jeg huske på ikke at være gammeldags og reaktionær, men støtte op om deres forslag. For det er jo indholdet og ikke formen, som det drejer sig om.