Jeg ved, jeg ser min bror igen

I april i år begik digteren Christel Wiinblads bror selvmord. Hun har accepteret, at det var hans valg og dømmer ham ikke, ligesom Jesus opfordrer til i søndagens tekst

Christel Wiinblad har altid været glad for sommeren, men efter hendes lillebrors selvmord har hun svært ved at glæde sig over varmen og lyset. Alligevel fordømmer hun ham ikke, og hun ved, at de vil mødes igen. --
Christel Wiinblad har altid været glad for sommeren, men efter hendes lillebrors selvmord har hun svært ved at glæde sig over varmen og lyset. Alligevel fordømmer hun ham ikke, og hun ved, at de vil mødes igen. --. Foto: .

Den 4. april i år tog 25-årige Jannick Wiinblad sit eget liv. Selvmordet var kulminationen på flere års livtag med sygdommen skizofreni. Det begyndte i 2006, hvor Christel Wiinblad vågnede med uro i kroppen. Hun vidste ikke, at hendes fire år yngre bror sad i Svendborg og skar i sine håndled for at dø, men hun mærkede tydeligt, at noget var galt. De to søskende har altid været dybt forbundne, og Jannicks sidste handling var da også at sende sin søster en sms. " Jeg ved ikke, om jeg er død og allerede i himlen, men i hvert fald i det grønne." Sådan lød en del af beskeden, som vækkede Christel Wiinblad. Hun ringede straks til ham, men telefonen blev ikke taget.

– Jeg vidste helt tydeligt, at der var noget galt. Jeg gik rundt i København hele formiddagen og forsøgte at få fat på min lillebror og min mor. Jeg gik bare uden mål i en tilstand af chok og angst og ingenting. Så endelig ringede min mor og fortalte, at han havde skåret sig.

Den dengang 26-årige Christel Wiinblad var elev på Forfatterskolen og levede sit liv i København med venner og glæden ved at skrive. Hendes bror boede i Svendborg på Fyn, hvor de var vokset op. Han havde et tydeligt talent inden for musik, som han udlevede i sit band Mother Sparrow (mor spurv). Men han havde også et skrøbeligt sind, som gjorde, at han havde det svært med rutiner og vaner. Indre stemmer talte til ham, og når han tog bad, følte han, at han blev skyllet ud i afløbet. Diagnosen lød på skizofreni, men mens håndleddene helede, fik Jannick Wiinblad det aldrig helt godt. Christel Wiinblad var ulykkelig over, at broderen led og var ensom. Hun følte sorg over hans selvmordsforsøg, men hun har aldrig dømt ham for hans destruktive ønske om at dø. Hun kan relatere til Jesu ord i søndagens tekst om, at man ikke skal dømme, men tilgive.

– Jeg har brugt meget tid på at acceptere, at det var det, han ville. Jeg har ingen ret til at dømme eller pådutte ham min holdning. Jeg beundrede og elskede ham så voldsomt, jeg kan slet ikke dømme ham. Og der er efter min mening ikke noget at tilgive, for det var hans valg.

Jannick lovede aldrig at gøre det igen, men selvom Christel Wiinblad gerne ville tro på det, var hun stadig bange for at miste sin lillebror.

Han havde altid følt sig dybt forbundet med naturen, og han led, når han hørte om miljøproblemer, træfældning og overbefolkning.

Allerede som 14-årig sagde han ofte til sine venner, at han ønskede at dø. Så ville verden blive et bedre sted, fordi der så var en person mindre til at ødelægge naturen. Christel Wiinblad forsøgte ofte at overbevise ham om, at han kunne gøre verden smukkere med sin musik og sit sind, men Jannick var frem til sin død plaget af ødelæggelserne på jorden. Det var slemt for familien og vennerne at høre på, og Christel Wiinblad tog det meget tungt.

– Han følte ikke rigtig sin egen krop. Det hele flød sammen, og han havde ikke noget filter til at skelne mellem sig selv og omverdenen. Hans argumenter var smukke og spændende, men skrækkelige at høre for en, som elsker ham. Det var meget tungt.

En aprilmorgen i år vågnede Christel Wiinblad meget tidligt. Det var en klar og stille morgen, og for første gang i lang tid havde hun det godt. Den angst, hun længe havde haft i sig, var erstattet af en følelse af mening, og hun var fuld af håb. Selv da hendes mor ringede og fortalte, at Jannick havde kastet sig ud foran morgenens første tog, og hun begyndte at skrige, blev den fredfyldte følelse ved. Det varede et par uger, men nu tre måneder efter, at det lykkedes Jannick Wiinblad at tage sit eget liv, føler hans søster, hvordan det har mærket hende. Som hun sidder i solbeskinnede Kongens Have i København er Christel Wiinblad smuk, sart og levende, men livet uden Jannick får aldrig samme mening igen.

– Jeg er ikke ked af det, men jeg føler, jeg lever i en boble. Intet er meningsfyldt. Alt, hvad jeg gør, tvinger jeg mig selv til. Det er smertefuldt, at jeg lever videre. Jeg ved faktisk ikke, hvor ulykkelig jeg er, for jeg er her bare.

Kunsten er blevet hendes terapi, og Christel Wiinblad har udgivet to digtsamlinger. Den ene hedder "Min lillebror" og blev skrevet efter Jannicks selvmordsforsøg i 2006.

I ugerne efter Jannicks død skrev hun mange digte, som hjalp hende til at erkende, hvad der var sket. Hun ønsker at sætte fokus på psykisk sygdom og måske hjælpe til at bryde nogle tabuer. Men de meget personlige digte om livet med en syg elsket, er også en hyldest til Jannick.

Christel Wiinblad er inviteret til weekendens Roskilde Festival for at læse op af sine digte. Hun gør det for at hylde sin bror og vil gerne dele digtene om det helt særlige, talentfulde og bemærkelsesværdige menneske, han var.

– Han var virkelig et godt menneske. Min lillebror elskede mennesker og kunne altid se det gode i alle. Han var social og var altid omgivet af sine fantastisk dejlige venner. Det var meget smukt. Jeg elskede ham så højt, og derfor var det også svært at forstå, at døden var efter ham – for hvordan kan et menneske, som er så elsket, blive taget væk?

I tiden efter Jannicks død, mærkede Christel Wiinblad døden som nærværende i alting. Hun følte, hvordan den havde trukket i Jannick og til sidst vundet.

Men hun tror, at der er noget guddommeligt, som har taget sig af hendes bror, og hun er sikker på, hun møder ham igen.

Derfor er Jesu ord om tilgivelse i søndagens tekst kommet let til hende.

– Jeg har aldrig haft svært ved at tilgive ham. Jeg tror, hans tid var kommet, og døden var ikke noget ondt. Smerten og savnet efter ham er forfærdende, men det gør ikke hans handling ond. Han skal aldrig stå til ansvar over for min smerte, det var hans valg at søge døden. Derfor har jeg ingen ret til at dømme ham. Jeg ved, vi ses igen, måske er han i en himmel, og måske er han blevet genfødt som en af de spurve, han sang om.

barslev@kristeligt-dagblad.dk