Birgit kørte galt på landevejen: Det var et tegn fra Gud

Birgit Bang Mogensen havde fuld fart på som Danmarks første hospitalsklovn, da hun kørte galt og totalskadede sin bil. Hun forstod det som en besked fra Gud om, at hun skulle lægge sit liv om for at redde det

Birgit Bang Mogensen holder af at gå lange ture med sin hund i det naturskønne område omkring Virklund, hvor hun bor. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.
Birgit Bang Mogensen holder af at gå lange ture med sin hund i det naturskønne område omkring Virklund, hvor hun bor. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Den 11. februar 2006 var jeg på vej hjem fra Fyn, hvor jeg underviste på uddannelsen for hospitalsklovne. Seks år tidligere var jeg begyndt som Danmarks første hospitalsklovn, og lige siden havde jeg arbejdet ekstremt meget, ofte 80 timer om ugen. Jeg underviste, holdt foredrag og arbejdede som klovn. Jeg kom til et kryds, hvor jeg holdt tilbage for hajtænder. Der kom en bil kørende fra venstre, og jeg var sikker på, at den blinkede til højre, så jeg kørte frem – med det resultat, at jeg kørte lige ud foran den anden bil, som trak min bil med sig hen ad landevejen. Jeg hørte et brag og nåede at tænke ”åh nej, jeg har ikke tid til det her, jeg skal hjem”. Det næste, jeg så, var en lysende tunnel. Jeg vidste, at det var sådan, det så ud, når folk var ved at dø og var på vej over på den anden side, og jeg tænkte, at nu var det min tur. Så hørte jeg en mand, der råbte mig ind i hovedet ”hvordan er det, du kører?!”. Det var ham, jeg var kørt ind i.

Min bil var totalskadet, men jeg slap selv næsten uden fysiske skader, og jeg vidste med det samme, at det her var et wakeupcall. Det var en besked fra Gud om, at nu skulle jeg stoppe, hvis jeg ville redde mit liv. Jeg var kørt galt tre år tidligere, hvor min bil endte på hovedet, og jeg også helt mirakuløst slap uden en skramme. Jeg vidste, at det ikke ville gå godt en tredje gang. Jeg var syg af stress, og samtidig var jeg i et forhold til en mand, som var meget grænseoverskridende, og som var med til at gøre mig syg.

Flere af mine veninder havde sagt det til mig, men det var først, da jeg så den lysende tunnel, at jeg forstod det. Det var, som om Vorherre gav mig en sidste reprimande.

Jeg er vokset op i en socialdemokratisk arbejderfamilie, hvor vi gik i kirke til jul og til konfirmationer og den slags, men ikke derudover. Jeg husker dog, at min farmors tro gjorde stærkt indtryk på mig. Hun sad i sin stol derhjemme hver søndag og hørte gudstjeneste i radioen og sang med på salmerne. Hun sang så smukt, og det bevægede mig meget.

Jeg har altid været undersøgende i forhold til det spirituelle. Jeg har i mange år ubevidst været klar over, at der var noget større, men har ikke turdet sige det højt. Jeg fornemmede bare, at når jeg for eksempel som hospitalsklovn formåede at lytte mig ind til noget hos børnene, så var det en større kærlighedskraft, jeg åbnede mig for og lod mig føre af.

Men det var først efter ulykken og synet af den lysende tunnel, at jeg for alvor turde handle på det, jeg mærkede, og også give mig selv omsorg og sætte grænser. I første omgang blev jeg sygemeldt et helt år, og derefter var jeg igennem et langt forløb, inden jeg fik tilkendt førtidspension i februar 2012. I mellemtiden var jeg kommet overens med, at jeg var kronisk syg af stress, og jeg var holdt op med at være flov over det. Jeg havde også afsluttet det forhold, som var med til at gøre mig syg.

Ulykken var virkelig et wakeupcall, som fik mig til langsomt at finde hjem til mig selv og blive mit sande jeg. Jeg har været udsat for flere seksuelle overgreb i mit liv, og jeg kan se nu, at jeg altid har følt, at jeg skulle sørge for andre, før jeg tænkte på mig selv eller mærkede efter, hvad der var godt for mig. Siden ulykken er jeg blevet bedre til at lytte til mine grænser og stole på mine fornemmelser.

Det har hjulpet mig at tage på retræter, blandt andet til Assisi, hvor jeg har haft nogle stærke oplevelser. Jeg har også læst bøger, som har hjulpet mig. For eksempel en bog af en præst, der selv var blevet syg af stress. Hun skrev om Martha og Maria og om, at man må finde en balance, så man ligesom Maria giver sig selv lov til bare at være i Guds nærvær. Hun skrev også om, at selv Jesus ikke hjalp alle, men gik også ud for at være sig selv og hvile. Der gik det op for mig, at jeg troede, at det altid var mig, der skulle stille op, ligesom jeg havde set min mor gøre. På en mærkelig måde troede jeg, at jeg var udødelig. Men ens krop kan ikke blive ved, når man mishandler den sådan. Det forstod jeg bare først den dag på landevejen på Fyn.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro er blevet udfordret af, at jeg synes, at jeg har skullet holde til meget, som til sidst næsten var for meget for mig at bære. Jeg har to brødre, som begge blev narkomaner. Den ene døde som 40-årig, den anden lever endnu og bor på en institution. Som barn og ung lærte jeg at sætte mig selv til side. Da min mor så døde sidste år, mens jeg var på en retræte i Lourdes i Frankrig og ikke kunne nå hjem, stod jeg alene med sorgen og alt det praktiske omkring begravelsen og rydningen af min mors hjem. Der tænkte jeg ’nu er det nok; jeg kan ikke mere’. Men så fik jeg den tanke, at Gud har prøvet mig, og jeg er her jo endnu. Jeg kunne spejle mig i Jobs Bog.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

I 2012 var jeg på retræte i Montenegro ledet af præst for åndeligt søgende Jette Dahl. Jeg havde fundet min nuværende kæreste, og under en meditation på retræten fik jeg et smukt billede af, at han stod bag en dør, der åbnede sig for mig – at han var Guds gave til mig. Men fordi jeg har været udsat for overgreb tidligere i livet, havde jeg svært ved at gå ind i et kærlighedsforhold. Jette Dahl forærede mig en af sine bøger, og foran i den skrev hun ”Se, jeg gør alting nyt!” (Johannes’ Åbenbaring, kap. 21, 5), og så sagde hun til mig, at jeg skulle turde gå ind i nye kærlige relationer.