Ole vidste, at han ville komme hjem fra Assisi som en anden person

En tidlig morgen i 1981 gik Ole Andreas Lundsteen hen over en eng i udkanten af Assisi i Italien. Med ét vidste han, at han skulle konvertere til katolicismen. Det kom til at ændre ham på afgørende vis

At jeg er ugift, gør, at jeg kan være til rådighed døgnet rundt, siger Ole Lundsteen, der er diakon i den katolske kirke og altså hjælper mennesker, der har brug for det. –
At jeg er ugift, gør, at jeg kan være til rådighed døgnet rundt, siger Ole Lundsteen, der er diakon i den katolske kirke og altså hjælper mennesker, der har brug for det. – . Foto: Leif Tuxen.

Det var en tidlig morgen i 1981. Jeg havde været til messe i San Damiano-kirken lidt neden for Assisi. Det er den lille kirke, hvor den hellige Frans bad foran et krucifiks og hørte Jesus sige, at han skulle genopbygge hans kirke. Jeg gik til messe der de fleste morgener, mens jeg var i Assisi. Denne morgen, mens jeg gik tilbage mod byen over en eng, slog en stærk vished ned i mig: Jeg skulle konvertere til katolicismen. Det stod helt klart.

Da jeg rejste til Assisi, var det ikke med tanke på at konvertere. Jeg var som mange andre fascineret af skønheden i de katolske kirkerum, af sangen og af hele Assisi, fordi man mærker så stærkt, at det er et sted, hvor der er blevet bedt meget. Jeg havde været dernede to gange tidligere og havde begge gange boet på et økumenisk center. Jeg var med i Assisi-kredsen i København. Derigennem fik jeg et legat og rejste til Assisi første gang. Da jeg indkvarterede mig på centeret, blev jeg mødt af en svensk dominikanermunk, pater Augustino, som sagde til mig:

”Du konverterer jo; du har brug for Maria i dit hjerte.”

Jeg sagde ikke noget, men tænkte vist, at det skulle han da ikke bestemme. Men jeg kom tilbage næste år og året efter, hvor det med et stod klart for mig, at jeg skulle konvertere. Min første reaktion var at gå tilbage til centret og finde pater Augustino.

”Jeg skal konvertere,” sagde jeg.

”Ja, det sagde jeg jo til dig,” var hans svar.

Så spiste jeg morgenmad og gik tilbage i kirken og bad. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle konvertere. Men jeg vidste, at jeg ville komme hjem fra Assisi som en anden person. Det gjorde mig forvirret og forskrækket.

Da jeg kom hjem til København, begyndte jeg at gå til morgenmesse i den katolske Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg. Det kunne jeg lige nå, inden jeg skulle på arbejde bagefter. På det tidspunkt var jeg færdig på biblioteksskolen og havde job som bibliotekar i Socialstyrelsen. Jeg havde ellers læst teologi, og fra begyndelsen havde jeg tænkt, at jeg skulle være præst i folkekirken. Men i slutningen af studiet kunne jeg mærke, at folkekirken ikke var det rigtige sted for mig. Det havde være mærkeligt for mig, at mange af mine medstuderende ikke var troende og ikke gik i kirke. Så i stedet begyndte jeg på bibliotekarstudiet.

Gennem årene har jeg drypvis haft kontakt med den katolske kirke. Jeg tænker, at Gud på den måde har forberedt mig til at konvertere. Jeg har aldrig tænkt, at det skulle være sket før. Oplevelsen på engen i Assisi var helt særlig. Jeg har aldrig oplevet den form for vished hverken før eller siden.

Jeg kommer ikke fra et egentligt kirkeligt miljø, men mine forældre havde et godt forhold til kirken, og min mor bad Fadervor med mig og sang en salme hver aften. Fra jeg var 12-13 år, gik jeg selv i kirke. Ingen af mine skolekammerater gik i kirke, og det var ikke fællesskabet i kirken, der trak, for det var især ældre damer, der kom der. Men jeg oplevede et fællesskab med Gud. Jeg bad meget og valgte ofte at være alene. Især holdt jeg af ensomheden i skovene omkring mine forældres sommerhus.

Min første kontakt med den katolske kirke var Sankt Elisabeth Hospital, hvor min mor var indlagt. Det var første gang, jeg så nonner. Det var fascinerende. Når sygebesøget kedede mig, fik jeg lov til at gå over i den nærliggende katolske kirke, hvor jeg tændte lys.

Det første års tid efter, at jeg kom hjem fra Assisi, havde jeg jævnligt samtaler med præsten i den kirke, hvor jeg gik til messe. En dag sagde jeg til ham, at nu ville jeg konvertere.

”På søndag eller næste søndag?”, spurgte han.

”Næste søndag,” sagde jeg.

Det var stort for mig at modtage kommunion, og det er stadig helt centralt for mig. At gå til messe hver dag og modtage Jesus i sakramentet. Det gør en stor forskel for mig, at Jesus er til stede i sakramentet. Af og til sætter jeg mig ind i Vor Frue Kirke i København. Den er så smuk, men sakramentet mangler, og kirken virker tom.

Et års tid efter min konversion sagde jeg min stilling i Socialstyrelsen op og rejste til Tyskland. Der arbejdede jeg på et katolsk teologisk bibliotek, og efter et stykke tid blev jeg opfordret til at blive diakon. Jeg læste teologi nogle år på universitetet i Münster, og så blev jeg diakonviet i Fulda i Tyskland i 1987.

Jeg er diakon i kirken i København og hjælper ved messen i Jesu Hjerte Kirke i hverdagene og i den katolske domkirke i Bredgade om søndagen. Jeg tager også ud med kommunion til syge og ældre, der ikke kan komme til messe, og har samtaler med ældre og andre, der har behov for det. At jeg er ugift, gør, at jeg kan være til rådighed døgnet rundt. Folk kan altid ringe til mig, og så rykker jeg ud. Det sociale arbejde er en naturlig del af tjenesten som diakon, og for mig har det altid været en vigtig del af livet som kristen. Ved siden af mine teologistudier i København arbejdede jeg dels i Sct. Nicolai Tjenesten, dels i Herberget for hjemløse Mænd.

Mine forældre havde gerne set, at jeg var blevet præst i folkekirken, men både de og min bror kom til min diakonvielse i Fulda og var meget glade og stolte. Jeg har aldrig mødt nogen negative reaktioner. Jeg går altid med min romerflip, hvilket ofte bevirker, at nogen henvender sig til mig. Måske vil de gerne velsignes, måske beder de om forbøn i forbindelse med eftermiddagens fodboldkamp eller lignende.

Hvad har udfordret din tro?

Det har udfordret min tro, når der er ting, der går skævt. Ikke i mit personlige liv, men i menighedssammenhænge og kirkelige sammenhænge. Det kan være konflikter og uenigheder af forskellig slags. Som katolik har man nok meget høje idealer og en forestilling om, at der ikke er den slags uenigheder hos os, men det er der jo. Vi kan også læse i Apostlenes Gerninger, at det allerede dengang var sådan. Så når jeg er stødt på den slags, har jeg forsøgt at tage skyklapperne på og holde blikket på Kristus og på Kirken med stort K.

Hvad er det vigtigste åndelige råd, du har fået?

Det må være det råd, jeg fik af en dominikanerpræst i Assisi i slutningen af 1970’erne. Han sagde til mig: Du har brug for Maria i det hjerte. Det havde han ret i. For mig er forholdet til Jomfru Maria vigtigt, fordi der ligger en ømhed i det. Det kvindelige element findes i mange andre religioner og er en vigtig modsætning til det maskuline – eller komplementerer det. Det er et vigtigt element i min spiritualitet.