Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro har altid været præget af eksistentielle spørgsmål. For troen er noget, der kommer i spil i forhold til den måde, som jeg lever mit liv på, og de etiske valg, som jeg møder. Men den efterlader også plads til tvivl, og jeg har i lange perioder haft svært ved at se mig selv i øjnene og stadig kalde mig troende.
Samtidig er folkekirken og al dens væsen en integreret del af mit væsen, som jeg ikke vil være foruden. Måske er jeg trosmæssigt lidt som en klassisk kernevælger for Radikale Venstre: Jeg kan ikke altid bekende mig helt og fuldt til troen, men inderst inde ved jeg godt, at jeg altid vil sætte kryds ved folkekirken.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Min far (Folketingets tidligere Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, red.) var familiens sorte får, da han valgte juraen og ikke den teologi, som ellers står som det fineste i min fars familie. Min farfar var præst, min farbror organist, mine fastre gift med præster, og min søster er præst i Lindevang Kirke i København. Ja, selv min mor blev provstisekretær og kordegn i en moden alder.
Så tro og kirke fyldte meget, og vi gik regelmæssigt i Holmens Kirke i København, som mine forældre havde løst sognebånd til. Det var et bevidst valg, da både kirkemusik og teologi sættes højt i denne kirke. I min familie blev gudstjenesten også ivrigt diskuteret: Var det en prædiken med kalorier i? Ville præsten noget? Fik vi de gode salmer? Og hvad valgte organisten som præludium? Dét kunne gøre forskellen på en god eller dårlig søndag. I dag kommer jeg enten i min søsters kirke eller i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor vores underbo Jens E. Christensen er organist.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg går ikke regelmæssigt i kirke, men min tro er alligevel ofte i spil i svære situationer. Da jeg var ung, og mine forældre blev skilt, havde jeg et forsinket teenageoprør, mens jeg læste teologi i Oxford. Her havde jeg flere sammenstød med mine undervisere, fordi jeg havde svært ved at indordne mig under de konservative forhold. Derfor søgte jeg helt naturligt mod det lokale kapel på mit college. Men her fik jeg en bøde, fordi jeg ikke havde kappe på, og så handlede prædikenen om nødvendigheden af at underordne sig disciplinen.
Den anden store udfordring kom for et lille årti siden, hvor jeg blev skilt og ikke fandt den støtte i troen, som jeg havde forventet. Og her var der ellers tale om vores egen folkekirke. Men alligevel holder jeg meget af folkekirken som institution, og jeg kan også se, at jeg gerne vil give noget af det videre, som jeg fik med i bagagen. Jeg har i dag selv en søn, Georg på fem år, som ikke er døbt. Min nuværende kone er nemlig ikke religiøs, og vi er gift på et rådhus i USA. Det var ret svært for dele af min familie, at Georg ikke skulle døbes, så han på den måde ikke tilhørte flokken. De blev dog hurtigt enige om, at Georg er ”naturligt from”. Og drengen selv? Ja, hans største interesse er kirkeklokker, så det bliver spændende at følge hans vej i livet.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har min opvækst, hvor jeg lærte, at det ikke var ligegyldigt, hvad livet blev brugt til. Den lignelse, som vi hørte mest derhjemme, var den om de betroede talenter. Der var et ufravigeligt krav om, at man skulle bruge sit liv til andet og mere end sig selv og sin egen karriere. Og det gælder nok stadigvæk i forhold til mine livsvalg og værdi- grundlag. Personligt er jeg også formet af folkekirken som institution og af Københavns Domkirke samt Københavns Universitet.
Rektoratet på Københavns Universitet og Københavns Domkirke og bispeboligen ligger op og ned ad hinanden. Og det er godt, for det er de to største og mest væsentlige åndsinstitutioner i vores samfund. Jeg føler altid en stor trøst i at blive mindet om, at de findes. Begge er med til at fastholde menneskelige værdier og har en afgørende rolle, når det handler om at tale tidens fokus på effektivisering og snæversyn imod. Folkekirken er for mig også bærer af en kultur, der gennemsyrer mig og mit virke. Og nu, hvor jeg er gift med en ateist, betyder den kultur, at jeg indimellem sætter temaer og trosmæssige spørgsmål til indre debat. Så min tro er stadig inde i en udviklingsproces.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Mit livssyn handler om at bringe sig selv i spil for den anden – og om med Kant at huske på, at mennesket altid er målet i sig selv. Dén grundlæggende sandhed bliver alt for ofte glemt i vor tid, også hos forskere og i humanitære organisationer, hvor bundlinje, tal og omtale kan fylde alt for meget på bekostning af de mennesker, som det burde handle om.
Man ser det også i forskerverdenen, hvor incitaments-strukturen gør, at der er alt for meget fokus på den enkelte forskers egenproduktion og ego, og der gives ikke point til dem, der hjælper kollegerne, kommenterer andres arbejde eller er hjælpere og mentorer for de kommende generationer.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det er nok pave Frans, som blev valgt til pave kort efter, at jeg var i Argentina nogle måneder, mens jeg var på barsel. Jeg tænkte: Det var ligegodt sørens. Nu har de valgt en fattigdomspræst og en frihedsteologi som leder af den verdensomspændende og topstyrede politiske organisation, som den katolske kirke er. Og hvordan bruger paven så den magt? Ja, i en tid, hvor der næsten ikke er nogen eksistentielle ledere i verden, så starter han sin pavegerning med at tage til Lampedusa og tale om flygtninge. Han kræver medmenneskelighed og flytter skærtorsdags fodvaskningsritual til et asylcenter for at velsigne muslimske, hinduistiske, koptiske og protestantiske asylansøgere.
Pave Frans bryder i dén grad grænser for den katolske kirkes værdipolitiske rolle. På den danske hjemmebane vil jeg fremhæve Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, som både forstår at samle og at give plads til forskelligheder, samtidig med at han er utrolig skarp på, hvad kristendommen for ham handler om. Han insisterer også på, at kirken må forholde sig til de store spørgsmål og være rodfæstet i den virkelige verden.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er ikke ét konkret råd, men mine to søskende er i al deres forskellighed altid dem, jeg søger, når noget brænder på. Min bror er it-chef og coach, så fra ham får jeg både ledelsesmæssig sparring og en, der tvinger mig til at svare på de svære spørgsmål om, hvad jeg egentlig vil med mit liv.
Min søster er præst og familiens eksistentielle barometer. Og selvom der kan gå uger imellem, at vi snakker sammen, så er vi aldrig i tvivl om, at vi er der for hinanden. Jeg er også familiens efternøler, henholdsvis 10 og 12 år yngre end mine søskende, så de har på mange måder været et sæt ekstraforældre for mig. Jeg kan derfor også blive ramt ved tanken om, at jeg bliver meget alene den dag, hvor de ikke er her mere. Det er gudskelov ikke aktuelt, men da de er en del ældre end mig, er det en ensomhed, der nok venter en dag.