Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Jeg vil gerne bevare mindet om min søn helt inde under huden

Martin Rønne har mistet sin søn og efterfølgende fået tatoveringer som et minde. På håndleddet er der både sønnens navn, Mathias, samt hans fødsels- og dødsdag, mens Martin Rønne har mere symbolske tatoveringer på bryst og overarm med blandt andet en fredsdue, et vers til minde om sønnen og en trappe op til Himlen, hvor Mathias ifølge faderen er. - Fotos: Martin Kurt Haglund.

Martin Rønne kommer aldrig til at gå med sin søn i hånden, men folk kan se på tatoveringen på hans hånd, at han har en søn

Når Martin Rønne kører forbi kirkegården og ikke har tid til at besøge sin søns gravsted, kysser han ofte sit håndled. På indersiden står sønnen Mathias' fødselsdag, den 8. juli 2011. Dødsdagen godt en måned senere, den 9. august, er også skrevet med sort blæk.

Mathias blev født 25 uger gammel, mens hans mor, Lisa Rønne-Kofoed, var i narkose. Tre uger forinden fik hun konstateret HELLP-syndromet, en alvorlig form for svangerskabsforgiftning, der livstruende påvirkede hende og Mathias, fortæller Martin Rønne. Man fulgte derfor hendes tilstand, som forværredes, og da man ikke kunne vente længere, blev Mathias født.

”Jeg stod uden for operationsstuen med vores familie, et lægehold og en præst. Vi ville gerne have vores familie hos os, og han skulle have sit navn på rigtig vis,” siger Martin Rønne.

”Det var sindssygt hårdt at stå der og se et menneske på 510 gram med arme, hænder, negle og øjenvipper. En sød lille dreng. Han blev lagt i respirator, og den næste måned gik det godt, så skidt. Godt igen, og skidt, godt, skidt. Han fik blandt andet en hjerneblødning, og hans lunger udviklede sig ikke. Vi håbede hele tiden at blive den gode historie i Ude og Hjemme, men til sidst fik vi at vide, at de ikke kunne gøre mere for ham. Den sidste nat talte vi til ham hele tiden, kiggede på ham, og om dagen lå han på vores bryst. Her udåndede han, mens vores familie var hos os,” fortæller Martin Rønne.

Efterfølgende fik de lov til at tage deres dreng med fra Rigshospitalet til huset i nordsjællandske Holte for at vise ham det, og han var også med i kirken til samtale med præsten, så hun kunne se ham.

”Til begravelsen viste vi en film med Mathias. Det var vigtigt for os at vise ham frem, vise, at han havde levet.”

Det var i tiden efter begravelsen, at Martin Rønne mere indgående begyndte at overveje at få tatoveret minder om sin søn.

”Jeg ville i bogstaveligste forstand have ham ind under huden og i en vis udstrækning også sørge for, at han ikke bliver glemt. Ikke, at jeg glemmer ham. Men jeg var bange for, at han ville blive glemt af andre. Han er stadig vores søn, men vi kan ikke fortælle om, hvad han sagde og gjorde i børnehaven forleden. Vi kommer aldrig til at gå med ham i hånden, men folk kan se på min hånd, at jeg har en søn,” siger Martin Rønne.

Da han i døgnets fleste timer kiggede på sin søn i respiratoren på hospitalet, tegnede han en tatovering med sønnens navn og et hjerte.

”Den ville jeg have, uanset om det gik godt eller skidt. For det at få Mathias satte spor i mig. Jeg er ikke den samme som før. Det er ikke længere så vigtigt at tjene mange penge som ejendomsmægler, for mig er det vigtigere, at min familie er sund og rask.”

Der gik ikke meget mere end en måned efter sønnens død, før Martin Rønne fik en tatovering, og et års tid senere fik han lavet yderligere nogle. Før hans søn døde, havde han ingen.

”Jeg har en fredsdue på ryggen, og på min arm er der en trappe op til Himlen, hvor Mathias er. Neden for trappen står to engle, som passer på ham. Det kan også være vores to piger, som vi efterfølgende har fået. Han lyser op på himlen som en sol, og så er der kirsebærblomster. De springer ud, er afsindigt smukke, men har en kort levetid, før de visner og dør. Det symboliserer hans liv,” siger Martin Rønne.

På brystet har han tatoveret et vers, som oversat fra engelsk kunne lyde:

”I mit hjerte lever du videre. Altid der, aldrig væk. Kære barn, du forlod os for tidligt. Selvom det er rigtigt, at vi er adskilt, vil du leve for evigt i mit hjerte.”

”De tatoveringer er for altid. Han er min søn, uanset om jeg som nu er 41 år, eller om jeg er 99 år, ” siger Martin Rønne og tilføjer:

”Selvfølgelig kan jeg klare den smerte at blive tatoveret. Min søn fik også en rigtig hård start på livet, uden at jeg vil sammenligne de to ting.”

Tatoveringerne hjælper ham i dag, især når han har travlt.

”Så hjælper det at kunne se på håndleddet og tænke på min søn. Jo længere tid der går, jo længere bort falder minderne, men tatoveringen bliver der. Og hvis jeg en dag har brug for mere nærvær, ser jeg billeder og video af min søn,” siger han.

Især Mathias' navn på håndleddet giver anledning til, at Martin Rønne kan fortælle om sin søn:

”Når folk ser tatoveringen, spørger de til, hvem det er. Så fortæller jeg, at jeg har mistet min søn, men folk ved ikke, hvad de skal sige. For mig er det rart at holde ham i live ved at fortælle om ham. Det er også derfor, jeg er med i Landsforeningen Spædbarnsdøds udstilling. Jeg vil vise, hvordan det er at miste et barn, og forhåbentlig ved at få fokus på sagen kunne hjælpe andre, der kommer til at opleve det.”