Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Før søndagen

Jeg vil hellere have mine medmenneskers tilgivelse end Guds

Man skal ikke forstå teksterne i Bibelen bogstaveligt, men derfor er der alligevel noget, vi godt kan bruge i dag, siger Peter Hee. Foto: Palle Peter Skov

Mennesker er utaknemmelige, når det går godt. Men når det går dårligt, skal vi nok huske at reagere, som regel ved at være sure, siger arkitekt Peter Hee

Da debatten brød løs for nylig om bevaringsværdige præstegårde, involverede den hurtigt arkitekt Peter Hee, der er formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Han udtalte sig som stærk modstander af at fjerne åbenlyst bevaringsværdige bygninger, som samtidig minder os om den kultur, der har præget vores historie i denne del af verden. Og som også har præget ham.

”Jeg er ikke selv nogen dyb kristen, men jeg er døbt og konfirmeret, medlem af folkekirken og har gået i en skole, hvor vi blev gennembanket i bibelhistorie,” siger Peter Hee.

Han har læst Det Nye Testamente, og i dag udlægger han historien om samaritaneren, der som den eneste af ti spedalske takkede Gud for at være blevet helbredt.

”Derfor synes jeg også, at man med en vis ret kan sige, at Jesus netop gav samaritaneren, som ellers var en udskudt i samfundet, en ny chance til at leve i nuet, hvilket samaritaneren naturligvis takker for,” siger Peter Hee.

”Der står ekstremt meget i Det Nye Testamente, og langt det meste handler efter min mening om, hvordan vi som mennesker skal opføre os over for hinanden og i samfundet. Jeg tror langt hen ad vejen, at testamentets tekster handler om, hvordan man på et givet tidspunkt i den kristne kirkes historie gerne ville have den nye religion til at fremtræde. Der har siddet kirkefædre, som skulle have kristendommen til at gå op i en højere enhed på deres måde, og på den måde udvalgte de nogle tekster frem for andre. Sådan noget er formodentlig foregået i alle religioner og alle politiske organisationer. Det er der ikke noget nyt i, men det skaber en vis skepsis,” siger Peter Hee og uddyber:

”I den konkrete sammenhæng, så tror jeg ikke, man kan helbrede spedalskhed ved at sige, at man skal tro på Gud, og jeg tror heller ikke, at Jesus konkret opstod fra de døde. Men jeg tror, at korsfæstelsen på en eller anden måde historisk fandt sted, for det véd vi fra en række samtidige historikere. Dermed er det noget af det mest faktuelt rigtige, vi kender til ved kristendommen, bortset fra at Jesus måske ikke døde, men bare forsvandt,” siger Peter Hee.

Arkitekten mener, at kristendommen for mange er blevet den ramme, hvori de kan udleve deres tro.

”For mit eget vedkommende vil jeg udtrykke det på den måde, at ikke alt her i livet kan forklares. Tag blot universet, som vi slet ikke kan forstå med vores rationelle forstand. En hændelse i mit eget liv bestyrkede mig i den opfattelse. Jeg var ude for en trafikulykke, hvor min bil rullede så meget rundt, at jeg burde have været død. Jeg slap stort set uden en skramme. Den hændelse kan jeg ikke forklare den dag i dag. Måske har vi alle en afmålt tid at leve i, og før den er til ende, sker der os ikke noget. I hvert fald har den tankegang inspireret mig til at leve hver dag i nuet. Men jeg har ingen forklaring på, om der er noget eller nogen, som står bag det hele,” siger Peter Hee.

Derfor har han også en naturlig skepsis i tilgangen til Det Nye Testamente.

”Man skal ikke forstå teksterne bogstaveligt, men derfor er der alligevel noget, vi godt kan uddrage og bruge til noget i vores sammenhæng i dag.”

”Der tales meget om etiske og moralske spørgsmål, og vel at mærke på en måde, som vi mennesker kan bruge som rettesnor i dag. Hvis man opfører sig som et anstændigt menneske, så kan man gøre meget, og man kan komme langt. Det er en erfaring, som vi kan læse ud af vores egne liv. Det kan vi se i vores dagligdag og når vi arbejder og færdes rundtom i samfundet. Derimod, hvis man tramper på folk og sviner dem til, så skal de nok huske det på den dårlige måde. Hvis man behandler andre mennesker ordentligt, og vi hjælper, hvor vi kan, så skal man også nok selv blive behandlet ordentligt,” siger Peter Hee og fortsætter:

”Men Jesus har vel hjulpet andre mennesker, og han udrettede jo noget, når han rejste rundtomkring, og så er det jo op til os selv hver især, om vi vil tro på beretningerne. Man kan tro på dem eller ej, men Jesus var positiv, hjælpsom og retfærdig, og alene det eksempel kan vi lære meget af i dag, for historien viser os, at det langtfra er en selvfølgelighed”.

Han tror ikke, at der sidder en Vorherre, som personligt skiller fårene fra bukkene.

”Så det med Guds tilgivelse er ikke så vigtigt for mig. Jeg vil hellere have mine medmenneskers tilgivelse. Men jeg tror på, at der er ting, der er uforklarlige, ellers ville det være så kedeligt. Men derfra og til at personificere det i en Vorherre, der er et stykke vej,” siger Peter Hee, som mener, at det er barndommen, der præger vores religiøse opfattelser.

”Jeg er ikke opvokset i et indremissionsk hjem, snarere et ateistisk. Jeg gik i Krebs' Skole, hvor vi hele tiden lærte salmer og bibelhistorie. Det var der, jeg mødte religionen for første gang. Det tænkte jeg ikke så meget over i en alder af syv-otte år, man var jo nærmere optaget af at lære det til næste dag, for det skulle man dengang. Senere kom jeg på Øster Borgerdyd Skole, og det var en helt anderledes skole med et humanistisk menneskesyn. Det grundlæggende for vores samfund i dag er et humanistisk livssyn, men man må sige, at kristendommen også har præget verden, eller sagt på en anden måde, præget mennesker i generationer, indtil de ender med at præge os andre. Grundtvig har jo ikke været helt tilfældig på denne jord. Alle mennesker har brug for en tro, og den er præget af, hvor man kommer fra som barn. Der er stor forskel på, om man er vokset op i et stærkt indremissionsk præget samfund eller en københavnsk familie, hvor børnene bliver døbt, fordi alle bliver døbt. Men det er kristendom begge dele,” siger Peter Hee.

Han mener, at det siger noget om os som mennesker gennem historien, at det kun er samaritaneren, som takker for sin helbredelse.

”Mennesker har aldrig været gode til at sige tak til hinanden. Mærkeligt nok. Men når noget går galt, er der ingen grænser for, hvad vi vil gøre. På det plan siger teksten måske noget om, at der er ting her i livet, som er gode, og som vi skal være glade for. Men at vi er bedre til at være sure. Så kan man spørge, om vi er sådan, fordi kristendommen har gjort os sådan, eller om kristendommen i virkeligheden bare er udtryk for almindelig menneskelig adfærd til alle tider, som man har materialiseret i en bog, for at vi kan lære af det,” siger Peter Hee.