Prøv avisen

Jehovas Vidner genoptager pædofile eks-medlemmer

Stifteren af støtteforeningen for tidligere vidner fortæller, at det er sædvane, at pædofilidømte og ekskluderede medlemmer af Jehovas Vidner igen bliver medlemmer

Stifter af støtteorganisationen for pædofili-ofre Silentlambs, Bill Bowen, oplyser nu, at det er sædvane, at der ikke går mere end fem måneder fra eksklusionen, til en pædofilidømt igen er medlem af Jehovas Vidner.

For nylig hjalp Bill Bowen og Silentlambs 16 amerikanske eks-vidner til historisk store erstatninger. Den angivelse af tidsrummet, fra en pædofilidømt er ekskluderet, til han er optaget igen, som Bill Bowen har oplyst over for Kristeligt Dagblad, er talsmand for Jehovas Vidner i Danmark, Carit Stypinsky, ikke enig i.

Der går ikke måneder, men år, før et ekskluderet medlem igen kan blive optaget. Vores første prioritet er børnene, men vi må også tænke på vores kristne pligt over for den pædofilidømte, siger han. Ifølge Carit Stypinsky anmelder Jehovas Vidner i Danmark årligt 1-2 tilfælde af pædofili. Personer, som hvis de dømmes, typisk også ekskluderes eller flytter menighed.

For en eksklusion er slet ikke nødvendigt. Ifølge Bill Bowen er det eneste, et pædofilidømt Jehovas Vidne behøver for at starte på en frisk og uden sanktioner, at skifte menighed. I øjeblikket er medlem af Jehovas Vidner Frederick Rick McLean fra Californien en af de 15 mest eftersøgte mænd i USA for gentagne overgreb i forskellige menigheder.

Bill Bowen har også selv oplevet det i 2000, hvor han blev beordret til at nedskrive en konkret sag med en mand, som flyttede til den menighed i det vestlige Kentucky i USA, hvor Bill Bowen var medlem, og hvor kun de ældste og hovedkontoret i Brooklyn, New York måtte vide noget om sagen, der i øvrigt var den direkte årsag til, at amerikaneren året efter forlod Jehovas Vidner efter næsten 43 år som medlem, deraf 15 som en af de ældste.

Talskvinde for Tavse Vidner Maja Thorup siger, at praksis i Danmark er den samme som i USA.

Jeg har ikke mødt en eneste, som på noget tidspunkt er blevet informeret om, at der var pædofilidømte i menigheden, siger hun. Det er Carit Stypinsky uenig i.

Når en pædofilidømt skifter menighed, informerer vi altid forældrene. En pædofilidømt kan heller ikke bestride et eneste tillidshverv, siger han.

Børneattester kunne måske løse problemet. Børneattester, som viser om vedkommende har en dom for pædofili, har siden juli 2005 været lovpligtig for alle, også frivillige, som beskæftiger sig med børn og unge under 15 år. Sidste år udstedte Rigspolitiet 172.394 børneattester. Men dem bruger Jehovas Vidner ikke.

Da vi ikke har decideret børne- og ungdomsarbejde, mener vi ikke, der er grund til børneattester, er meldingen fra Carl Stypinsky.

Praksis ifølge Carit Stypinsky er således, at de ældste altid spørger, om kandidaten er pædofil eller har pædofile tendenser. Svaret vurderes herefter af de ældste som tilstrækkeligt bevis på, at vedkommende ikke er pædofil.

kirke@kristeligt-dagblad.dk