Prøv avisen

Jehovas Vidners retorik: Vejer håneretten eller politisk korrekthed tungest?

Ytringsfrihed og religionsfrihed hænger uadskilleligt sammen, mener dagens skribent.

Sagen om Jehovas Vidner gennemspiller forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed

Lad os begynde med en sommergåde. Hvad forener Jesper Bacher, sognepræst med tilknytning til Tidehverv, og en lederskribent hos dagbladet Politiken? Svaret er: Jehovas Vidner. Jesper Bacher skrev den 30. juli en kommentar i Kristeligt Dagblad, hvor han forsvarede Jehovas Vidners ytringsfrihed, og på lederplads i Politiken kunne man den 27. juli læse, at Jehovas Vidners sommerstævne, hvor de kontroversielle udtalelser om frafaldne som djævelens børn faldt, dybest set er udtryk for et frisind, som vi kan være stolte af.

Hvad er anatomien i en sag, som forener Tidehverv og Politiken, til trods for at ingen af de to vel har den store sympati for Jehovas Vidner? Det handler om forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed, et forhold, som er blevet masseret kraftigt i offentligheden i det seneste tiår, blandt andet med afsæt i sagen om Muhammed-tegningerne.

Reaktionerne vidner om et opinionsmæssigt beredskab omkring tematikken, som ikke var til stede ved årtusindskiftet. Det gælder både i en dansk sammenhæng og internationalt, hvor for eksempel retten til religionskritik har været debatteret i FN. Her har muslimske lande arbejdet for en international konvention, der kriminaliserer forhånelse af religion.

Ytringsfrihed og religionsfrihed hænger sammen. Det fremgår af sagen med Jehovas Vidner. Religionsfrihed i klassisk forstand handler om frihed til at udøve sin religion. Den frihed gør Jehovas Vidner brug af, når de holder sommerstævne. Tidligere Jehovas Vidner er oprørte, sårede og krænkede over stævnets udtalelser om dem.

Her er det ikke en sekulær majoritet, der krænker en religiøs minoritet, som i tilfældet med Muhammed-tegningerne. Det er en religiøs minoritet, der krænker en endnu mindre minoritet. Men i Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination mener man, at sagen klart falder ind under kerneområdet i racisme-paragraffen, Grundlovens § 266b, som handler om trusler, forhånelser eller nedværdigelser på grund af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuel orientering.

LÆS OGSÅ:
Eks-vidner om seksuel krænkelse: Ingen ville tro på os

Set i det lys kommer sagen om udtalelserne fra Jehovas Vidner til endnu en gang at gennemspille spørgsmålet om ytringsfrihedens og religionsfrihedens eventuelle begrænsninger.

Og det er her, vandene skilles. Principielt set står valget mellem ytringsfrihed og beskyttelse af særlige grupper eller individer, eller skarpere formuleret: mellem retten til at håne og politisk korrekthed. Men pragmatisk set og ud fra en historisk erfaring er det vel ganske fornuftigt, at der både er paragraffer om ytringsfrihed og racisme i Grundloven, så tvivlsspørgsmål skal til forhandling ved domstolene.

Der er dog grund til varsomhed med indskrænkninger i religions- og ytringsfriheden. Dels kan indskrænkninger få afgørende konsekvenser, også for mere mainstream-religiøse trossamfund, dels er det tvivlsomt, om det er en fordel at ekskludere dubiøse religiøse ytringer fra det offentlige rum, hvor de selvfølgelig må tåle modsigelse, kritik eller hovedrysten. Det må også i sidste instans være til fordel for de krænkede, der netop ikke skal bære krænkelsen i det skjulte.

Der er en dansk tradition for udstrakt religionsfrihed. Den vil vi nødig af med ligesom vi ikke for nogen pris må opgive individets ret til selv at vælge sin tro eller vælge den fra.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende