Hun ved ikke helt hvorfor. Men siden kultur- og kirkeminister Marianne Jelved (R) var barn, har hver af påskedagene år efter år rejst et klart billede for hendes indre blik. Palmesøndag med Jesus ridende på æslet og palmebladene på vejen. Skærtorsdag med Jesus og de tolv disciple ved bordet, altid på samme side. Motiverne kan variere lidt fra år til år, men de står altid lysende klart. Indtil opstandelsen påskemorgen. Den har hun altid haft svært ved at visualisere, fortæller hun fra sit kontor i Kulturministeriet med udsigt til Christiansborg og metrobyggekranerne ved Gammel Strand.
”Der er jo stenen, som er væltet fra graven, men selve opstandelsen er forblevet et mysterium, som jeg ikke kan begribe. Alle andre aspekter af påskens fortælling handler om genkendelige menneskelige fænomener - fra det fælles måltid, fornægtelsen, døden på korset og så videre. Opstandelsen derimod ligger uden for det genkendelige. Men jeg har et stort ønske om at få en dybere forståelse af opstandelsens betydning,” fortæller Marianne Jelved.
Derfor har kirkeministeren en plan. Hun har sat sine rådgivere til at finde to teologer, som har forskellige bud på opstandelsens betydning. Ministeren vil så sætte sig mellem dem ved et offentligt debatmøde og spørge ind til, hvordan vi kan komme nærmere en forståelse af opstandelsens mysterium. De seneste måneders debat om opstandelse, som fulgte i kølvandet på den såkaldte Ramsdal-sag, er hun nemlig ikke blevet meget klogere af, fortæller hun.
”Det blev jo aldrig en teologisk debat, men bare folk, som råbte ad hinanden. Men debatten har provokeret mig til at tage den samtale op, som Ramsdal-debatten forsømte. Ikke fordi jeg forlanger en afklaring af opstandelsens præcise betydning, men fordi jeg gerne vil være med til at åbne for debatten om, hvad kirke og kristendom kan og skal i dag.”
Hvis Ramsdal-debatten rummede noget positivt, var det dens vidnesbyrd om, at interessen for kirke og tro i dag er større, end den har været i mange år, påpeger Jelved. En interesse, som folkekirken ifølge hende kan blive endnu bedre til at imødekomme. Selv finder hun inspiration til den udfordring hos den tyske pædagog og filosof Dietrich Benner.
”Han beskriver dannelse i det moderne samfund som evnen til at søge efter mening med livet i stedet for den bevidstløse accept af velkendte normer og værdier. Her kan kirken spille en afgørende rolle som samtalepartner for alle dem, som søger svar på tilværelsens store spørgsmål,” siger hun.
Påskens fortællinger står helt centralt i den sammenhæng, mener Jelved. En af kirkens store udfordringer i bestræbelsen på at gøre påsken vedkommende handler om, at kristendommens vigtigste højtid i dag er blevet gennemkommercialiseret.
”Al den hurlumhej med påskeæg, påskelam, påskeharer og andet salgsdueligt har trængt kirkens påskefejring i baggrunden. Men der er også mange gode aspekter ved de folkelige traditioner i påskefamilien,” siger Marianne Jelved.
I hendes egen familie er det en fast tradition, at bedsteforældre, børn og børnebørn samles en af påskedagene. Og selvom påskeæggenes antal og omfang også der er løbet løbsk, er netop det at samles i det forpligtende fællesskab, som familien udgør, en af påskens fine traditioner, mener Jelved.
”Påsken er også grundfortællingen om indstiftelsen af nadveren og det forpligtende fællesskab, som kirken er. Som samfund lever vi fortsat af en grundlæggende enighed om, hvad der er vigtigt i vores fælles liv. Det gælder familien, det gælder demokratiet, og det gælder alle de institutioner, som ofte begynder med 'folke': folkeskolen, folkebibliotekerne, folkekirken, Folketinget. De fællesskaber, som på en og samme tid bygger på frihed og gensidig forpligtelse, skal vi passe uendeligt meget på, samtidig med at vi hele tiden skal skabe nye fællesskaber.”
Når det kommer til kirkens aktuelle evne til at skabe fællesskaber, er Marianne Jelved optimistisk. Der er et højt og inspirerende aktivitetsniveau, som ikke mindst viser sig i påskens mange fællesarrangementer - fra passionskoncerter til skærtorsdagsspisninger, påpeger Jelved. Fælles for dem er et fornyet fokus på påskens eksistentielle drama.
”Dramaet er nøglen til at gøre påsken vedkommende. Det er mange præster og også folkekirkens skoletjenester meget bevidst om. Ikke for at genoplive tidligere tiders forkyndende undervisning, men for på en tidssvarende måde at formidle påskens fortællinger nærværende og vedkommende.”
Under Ramsdal-sagen, hvor ministeren selv kom i vælten efter udtalelser om, at det vel egentlig var naturligt, at en ordineret præst troede på det, der udtrykkes i trosbekendelsen, talte hun med en af landets biskopper om kristendommens rolle i dag.
”Han påpegede det på en gang indlysende og ofte oversete, at vi jo alle sammen har indrettet vores tidsregning efter Jesu fødsel. Altså, der må jo have været et eller andet særligt ved ham. Han var ikke bare en almindelig tømrersøn.”