Prøv avisen

Jens Blendstrups komplekse kærlighed til sin far

Om det er ved tastaturet eller på en af gåturene til Storebæltsbroen med hunden Susi, bliver Jens Blendstrup ved med at tage livtag med sin far, der døde i 2001. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Først da forfatter Jens Blendstrup havde givet sin far navnet Gud, kom han på plads med patriarken fra sit barndomshjem. Blendstrup fascineres af historien om far og søn i søndagens tekst, der kaster lys over den komplekse kærlighed til hans egen far

Inde på Jens Blendstrups kontor i den gamle villa i Korsør hænger over hans hoved et maleri med den ejendommelige titel Til evig forfølgelse. Maleriet var skrevet ind i et af de syv testamenter, som hans far nåede at skrive inden sin død i 2001. Den kryptiske titel var ikke grebet ud af ingenting. Faderen havde nemlig en stærk tro på, at han fortsat skulle tale med i sine børns liv efter sin død. Han var en mand, en patriark, som de ikke uden videre ville slippe af med.

LÆS OGSÅ:
Salmer er eksistens i ren form

Mit forhold til min far var og er vel sagtens den dag i dag meget komplekst. På den ene side var der en grænseløs kærlighed og nærhed, på den anden side var min far også en patriark, der fyldte ufattelig meget, og som med et følsomt og uregerligt sind kunne svinge mellem himmel og helvede, siger forfatter Jens Blendstrup, der i 2004 fik sit store gennembrud med erindringsromanen Gud taler ud.

En roman, der har Blendstrups far som hovedperson, men som først kunne skrives, da faderen var død og da Jens Blendstrup tilmed fik den impuls, at faderen skulle have navnet Gud.

Jeg var nødt til at få skabt en afstand til min far for at kunne holde ud at skrive om ham. Samtidig stod det lysende klart for mig, at Gud var det helt rigtige navn til ham. Fordi jeg selv havde ophøjet ham til Gud, og fordi min far yndede at kaste om sig med bibelske citater, særligt fra Det Gamle Testamente. Mit gudsforhold ligger i høj grad i forholdet til min far. Det var for at riste en rune over ham, at jeg skrev den roman.

LÆS OGSÅ: Salmer er eksistens i ren form

Gang på gang griber Jens Blendstrup til vanvittige historier fra sin barndom med faderen som den absolutte hovedrolleindehaver. Patriarken, der havde læst teologi og siden både jura og medicin, inden han endte som psykolog, fyldte enormt i unge Jens Blendstrups liv i Aarhus-forstaden Risskov. Faderen gik tidligt på pension på grund af sygdom, og derfor fik Jens Blendstrup en barndom og en ungdom med en far, der altid havde oceaner af tid.

Min far havde altid tid til at snakke. Han var optaget af, hvad vi børn lavede, og han elskede at gøre holdt ved naboer på villavejen og kunne snakke i timevis. Han var optaget af folks fortællinger og kunne altid se en dramatisk eksistentiel historie i almindelige menneskers dagligdag. På den måde har min far også været med til at forme mig som forfatter, siger Jens Blendstrup og fortsætter:

Min forlagsredaktør siger altid, at jeg skriver hudløst ærligt og ti gange mere kontant når jeg har min far med som autoritet.

Men faderen gemte også på en angstfyldt og excentrisk side, som gav sig udslag i alkoholmisbrug og en utilregnelighed, der var voldsom at vokse op i som barn. Som når faderen efter flere dages druk vækkede børnene klokken fem om morgenen med afsyngelsen af salmen Her vil ties, her vil bies. Eller når han i 1970erne inviterede nabolagets kommunister hjem i privaten til druk og heftige diskussioner, indtil han besejrede deres ugudelige tro og lod dem sove rusen ud i hundekurven. Og det var faderen, der tynget af hypokondri overdyngede familien med dødsangst og spørgsmål om livets mening.

Når jeg var ovre hos min kammerat Bjørn, og vi legede med biler, havde jeg samtidig en stemme i baghovedet som sagde: Det er underordnet, om du får den røde eller blå bil du skal alligevel dø.

Da Kristeligt Dagblad rettede henvendelse til Jens Blendstrup for at lade hans historie om sin far, sin Gud, tale ind i den bibelske tekst om Gud og Jesus om forholdet mellem far og søn havde han i første omgang paraderne oppe.

Forfatteren, der betegner sig selv som kulturkristen og bærer rundt på en barndomserindring fyldt med bibelcitater fra sin far, bliver nemlig altid betænkelig, når han bliver bedt om at være offentlig om sin tro.

Dybest set er jeg en tvivler. Samtidig er jeg åben og nysgerrig over for den virkelighed, der er større end os. Problemet opstår, når man bliver hellig og får travlt med at fortælle andre om sin tro. Det bliver nemt så messiansk, når folk træder frem, som om de har set lyset. De gør i mine øjne verden mindre. Derfor er noget af det, som jeg frygter allermest i livet, at blive hellig, siger Jens Blendstrup og spørger for sig selv:

Men om jeg tror? Ja, når jeg er i humør til det. Jeg kan ikke tilslutte mig det hele. Men jeg synes, det er magisk, at vi har et sted, kirken, som ikke er til for at tjene penge men for at mennesker har et sted at gå hen, når de er i et af eksistensens svære huller.

Jens Blendstrup har forud for interviewet nærstuderet morgendagens prædikentekst, hvor Jesus fortæller om enheden og kærligheden mellem ham og sin far. Bibelen ligger opslået på Blendstrups skrivebord, og forfatteren lægger ikke skjul på, at ordene har sat sig.

Det er fantastisk poesi. En på en gang sindssygt koncentreret og vild fremstilling af verden, siger Jens Blendstrup, mens tanker og ord flyder i en lind strøm:

Jeg var ikke klar over, at Gud så mange steder skildres som far. Bibelen har i hvert fald ikke gjort det sværere at være patriark for de fædre, der vil det.

Mens Jens Blendstrup i sin barndom hovedsagelig hørte sin far tale om den gammeltestamentlige Gud fordi det var her, at der var mest saft og kraft så er det den kærlige og favnende Gud, han møder i søndagens tekst.

Min fars kærlighed tvivlede jeg aldrig på. Men i sin angst og sårbarhed byggede han sin egen patriark op. Som den gammeltestamentlige Gud. For mig har det været vigtigt at gøre op med patriarken og finde en anden vej som far, siger han og trækker på smilebåndet:

Der er nok ikke meget patriark over mig. Jeg er den bløde mand. Jeg er vel på mange måder kvinden i mit ægteskab med min kone.

Ordene rummer også en alvor og nogle klare billeder af, hvordan han gerne vil være far over for sine to døtre på 8 og 12 år.

Min far lærte mig vigtigheden af at have tid og interessere sig for hinanden. Samtidig voksede jeg op med en far, der med sine følelsesudbrud kunne frembringe stor utryghed og være brutal. Her forsøger jeg at lægge indflydelsen fra min far bag mig og give mine piger en barndom med tryghed.