William Lautai undrer sig. Han forstår os ikke helt. Den gråhårede mand med det åbne og nysgerrige blik op- lever danskerne som nogle, der er bange for at vise deres tro. Og han synes, det er besynderligt, at man hverken beder bordbøn før måltiderne eller automatisk går i kirke hver søndag, når man nu er døbt – og dermed kristen.
Den 79-årige Lautai har været tilknyttet den lutherske kirke i Nigeria længere end nogen andre, som præst i 35 år, fra 1962 til 1997, hvorefter han var biskop i 10 år. Kristi Lutherske Kirke er en af de største lutherske kirker i Afrika. Den blev oprettet af danske missionærer for 100 år siden og har godt to millioner medlemmer i dag.
I dag er William Lautai biskop emeritus, og han er lige nu på ferie i det vestlige Jylland med sin danske hustru. Han har sagt ja til at mødes med den 35-årige Jens Christian Kirk, der er sognepræst i Snejbjerg, lidt uden for Herning, til en snak om udviklingen i kristendommen, hvor man populært sagt kan sige, at Gud er rykket mod syd, mens sekulariseringen dominerer i den nordlige del af Europa.
Jens Christian Kirk forklarer sin nigerianske kollega, at der er forskel på kristendommens status i storbyer som København og Aarhus og et landsogn som Snejbjerg. Her i det midtvestjyske er langt de fleste i området medlemmer af folkekirken, får deres børn døbt og ser kirken som en vigtig del af deres liv.
”Men kun et par hundrede kilometer østpå er det en anden virkelighed. Og som jeg ser det, er det vigtigt for folk her i menigheden at forholde sig til. For faldende medlemstal og færre kirkelige handlinger kan blive en realitet her også – de store byer plejer jo at være trendsættere her i landet. Derfor skal vi forstå, at vi er heldige her, men at det ikke er en selvfølge. Lige som vi skal forstå, at vi er en privilegeret menighed globalt set, fordi vi lever i fred og ikke er truet på livet, som andre kristne er – blandt andet i Nigeria,” siger Jens Christian Kirk.
Det er især den islamistiske terrorgruppe Boko Haram og de halvnomadiske, muslimske fulani-kvæghyrder, der udgør en trussel mod kristne nigerianere, hvor flere tusinde de seneste år blevet dræbt. Et faktum, der selvfølgelig sætter sit præg på virkeligheden i den lutherske kirke i Nigeria.
William Lautai håber derfor også, at ”moderkirken” i Danmark vil være der for kirken i Nigeria, ikke kun med økonomisk støtte, men også med bøn og fysisk nærvær.
Men selvom der udefra set er større og alvorlige trusler mod de kristne i Nigieria end i Danmark, er Lautai faktisk meget bekymret for den trussel mod kristendommen, som han her i landet oplever kommer indefra.
”I Nigeria kan du nærmest ikke leve uden at være religiøs, og enten er man muslim eller kristen. Enhver, der er blevet døbt, er kristen, og det vil sige, at man går i kirke hver søndag og altid er optaget af at sprede evangeliet. Man kan med andre ord ikke være kristen, uden at man gør noget for sin kirke – og troen er derfor tydelig. I Danmark derimod ved jeg aldrig, hvad I føler. Det virker også, som om I er bange for at bede – for at vise det, i hvert fald. Kirken er tilsyneladende også kun for de ældre mennesker. Mellem dåben og konfirmationen kommer I jo nærmest ikke i kirken, først når man selv har et behov for den, dukker man op. Det er meget forskelligt fra hos os,” siger William Lautai.
Jens Christian Kirk prøver at give nogle bud på, hvad forklaringerne på forskellene kan være og kommer i den forbindelse ind på, at trosforhold i dag ofte ses som noget, der hører til privatsfæren.
”For mange er religion en meget personlig sag. Det er derfor ikke det første, man taler med andre om. Hvis du indleder en samtale med at spørge en dansker, om han eller hun er troende, vil det opleves som meget intimiderende,” fortæller Jens Christian Kirk og tilføjer, at han i virkeligheden også bebrejder folkekirken ikke at have været bedre til at lære folk, hvad kristendom egentlig betyder.
”Vi mangler et sprog for vores tro og vores religiøsitet her i landet. Og det har folkekirken også sin andel i. Indtil 1975 var det folkeskolens opgave at uddanne børn i kristendom, men da den del blev fjernet fra skolen, så gjorde kirken ingenting. Den svigtede, synes jeg. Min generations religiøse sprog er derfor meget anderledes end tidligere generationers. Vi ved ganske enkelt ikke, hvordan vi skal udtrykke os,” siger den danske teolog.
William Lautai spørger, hvad vi så gør, hvis ens næste er i nød – for også i den forbindelse undrer vores adfærd ham:
”Forleden mødte jeg en mand, hvis hustru ville gå fra ham. Hun havde behov for at være alene, lød forklaringen. De har et lille barn sammen. Jeg havde lyst til at gå hen til dem og hjælpe, men fik at vide, at jeg ikke skulle blande mig: Det var deres egen sag. Et personligt anliggende. Som jeg ser det, er det en meget farlig måde at se verden og hinanden på. Det individualistiske fylder alt for meget. Hvis kristendommen handler om kærlighed, hvor er så kærligheden til det lille barn? Han lider da under sine forældres lyst til uafhængighed. I Nigeria ville jeg være gået hen til dem uden at tøve, det skal man da gøre som kristen,” siger den nigerianske biskop.
Jens Christian Kirk mener, at Danmark dog bygger på de kristne værdier – med næstekærlighed som den helt afgørende.
”Men mens det kristne næstekærlighedsbudskab jo ikke kender til grænser, så er det i vores national- og velfærdsstat nok blevet transformeret til at være en næstekærlighed, som vi dels kan begrænse til folk inden for landets grænser og dels føle, at vi har taget højde for og sikret via skatten, der jo blandt andet går til syge og dårligt stillede. Man kan kalde det for ’organiseret’ næstekærlighed,” siger sognepræsten og tilføjer:
”Jeg tror dog, at hvis du skraber i overfladen, som tidligere biskop Jan Lindhardt formulerede det med sin skrabelodsmetafor, vil du finde ud af, at kristendommen stadig betyder noget for os. Og at den som modkultur i disse år opleves som endnu mere vigtig. Som en påmindelse om, at man ikke hver især skal kunne klare det hele selv. At ingen af os er en ø, men altid koblet til Gud og til næsten.”
William Lautai nikker og siger så:
”Det har du ret i. Men jeg har nu stadig ondt af den lille dreng.”