Prøv avisen
Før søndagen

Ida Ebbensgaard: Man skal bruge sin tid på noget, der ikke bare er en selv

Ida Ebbengaards kristne arv er vigtig. Hendes mor har været medlem af menighedsråd, og det var hende, der satte sig ned og talte med Ida Ebbensgaard om det ord, hun fik, da hun blev konfirmeret.

Det er en gave, at Jesus har ofret sig for mennesket. Og den gave skal forvaltes ordentligt, mener DR-redaktør Ida Ebbensgaard. For hende er det vigtigt at skabe mening med livet og at sætte fold, som der står i søndagens tekst

Ida Ebbensgaard har tre stykker papir liggende foran sig. Hun er forberedt og har delt interviewet ind i tre temaer. Mens der rundt om i caféen på Christianshavn højlydt fortælles nytårsanekdoter og tanker om filmen ”Macbeth”, taler Ida Ebbensgaard om søndagens prædiketekst. Hun taler hurtigt, for der er meget at sige. Og det er vigtigt for hende. Derfor har hun skrevet noter, så intet bliver glemt.

Den 36-årige redaktør på DR's udlandsredaktion spilder helst ikke tiden. For vi er på Jorden for at gøre noget, som hun siger. Derfor er hun glad for, at det netop er denne søndags tekst, hun har fået lov at tale om. For den rammer noget i hende.

”Teksten her siger jo, at det er Jesu død, der baner vejen for mig. På den måde synes jeg, at den er helt ned i kernen af det hele. Kornet lægges i jorden og giver mange fold. Det er det, der er troens gave: at jeg allerede er tilgivet, nogen er gået foran mig. Det sætter en fordring, for hvad vil jeg bruge den gave til? Det forpligter,” siger hun.

”Der er jeg nok også ret luthersk-protestantisk oven i hovedet. Jeg har en klar protestantisk arbejdsmoral og omsætter det hurtigt til: 'Hvad kan man gøre?'.”

For hende handler det at sætte fold, ikke bare om at så næste generation. Det handler om at sætte et aftryk på verden og på de mennesker, man omgiver sig med. At gøre sig bevidst om, at man har fået livets gave, og at det forpligter.

Hun mener, at hendes generation har glemt det budskab. De har i stedet travlt med at jagte lykken i det nyeste boligmagasin og måle status på det tøj, deres børn har på.

”Jeg vil gerne have, at vi bruger den tid på noget, der er vigtigt. Det er ikke godt nok at lade drømmene slutte, når man er nået til at købe sommerhus. Man skal kæmpe for noget, turde noget, havde en passion for noget. Bruge sin tid på noget, der ikke bare er en selv,” siger hun.

”Jeg har to små børn på et og tre år, og jeg skulle hilse og sige, at de tager tid. Men jeg tror, at de bliver større mennesker ved at se, at jeg rækker ud over min egen lille magelighed. Der er alt for mange, der lader sig nøje med at skulle hjem klokken 17 og læne sig tibage med den faste månedsløn.”

”Det er det jeg synes, teksten siger mig. At der skal være noget at kæmpe for. Vil du bære fold eller ej? Du har en begrænset tid på Jorden, hvad vil du bruge den til?”.

Hendes egen tid bruges i stort omfang på Danmarks Radio. Her han hun siden 2010 arbejdet som journalist, først på P1, siden på udlandsredaktionen. Arbejdet med public service ser hun som en stor opgave.

”Jeg arbejder på at formidle indhold til danskerne, som jeg synes er vigtigt. Det kræver, at man gør sig umage. Jeg ville have svært ved at arbejde for noget, hvor der ikke var en eller anden form for mål, der rakte ud over, om vi tjener dét eller dét,” siger hun.

”Jeg tror, det er Karen Blixens gartner, der er citeret for at sige, at det, man gør, skylder man at gøre godt. Og det betyder, at man gør sig umage.”

At hun har fået en gave af Jesu offer, og at den betyder noget, tager Ida Ebbensgaard alvorligt. Hun har i en lang årrække været tæt tilknyttet Testrup Højskole, og højskolens ånd er en stor del af hende. For hende handler det om at være bevidst om, at man er en del af et fællesskab, og at man står på skuldrene af nogen. Arven fra Grundtvig fornægter sig ikke.

”Jeg engagerer mig. Jeg har været formand for elevforeningen på Testrup Højskole, og nu er jeg formand i mine børns børnehave. Det er egentlig tosset, for jeg har slet ikke tid til det, men for mig er det et udtryk for, at man er en del af et samfund, hvor tingene hænger sammen, og der kommer ikke nogen og gør det for dig,” siger hun.

”Børnehaven er ikke sat foran os som en skål suppe fra automaten. Måske betyder det, at jeg igen skal bruge tirsdag aften på at læse mails om institutionssammenlægninger, men jeg gør det, fordi jeg vil noget med det samfund, jeg er en del af.”

Hun nævner femte vers af Kaalunds sang ”Jeg elsker den brogede verden”.

”Kamp må der til, skal livet gro,/ ej kamp for dagligt brød,/ men kamp for frihed i liv og tro -/ thi evig stilstand er død!”. Det med, at evig stilstand er død, handler jo om det med, at der skal være noget at kæmpe for,” siger hun. Da hun for nylig skrev nytårshilsener til sine venner, nævnte hun netop vers 5 af sangen.

Hun griner lidt, da hun nævner det, for sommetider synes hendes venner, at hun er lidt skør, når hun citerer bibelvers eller sender vers af højskolesange. Men hun gør det, fordi det rammer noget hos hende. Man kan ikke synge 10 højskolesange og være ligeglad, som hun siger. For de er en del af kulturarven, og den er en del af livets gave.

”Evangeliet, højskolesangene, den kulturelle ballast, jeg har med, taler til mig. Jeg står på skuldrene af en kæmpe kulturarv. Men man skal åbne øjnene og kende sangen, før man kan relatere til den. Og så vender vi tilbage til det med fordringen. 'Kamp må der til, skal livet gro' - hvad kæmper du for i dag?”, spørger hun.

Hendes kristne arv er også vigtig. Hendes mor har været medlem af menighedsråd, og det var hende, der satte sig ned og talte med Ida Ebbensgaard om det ord, hun fik, da hun blev konfirmeret. Ida Ebbensgaard kan det stadig udenad, for det betød noget for hende. Kristendommen er en klar identitetsmarkør for hende, også selvom hun sjældent går i kirke.

”Højmessen er lidt gøglet, og den fjerner roen, som er den, jeg søger efter, når jeg går i kirke,” forklarer hun. Da hun var i midten af 20'erne, tilbragte hun en uge i Taizé-klostret i Frankrig. Her var hun fuldkommen tavs alle dage og brugte tiden på at læse hele Det Nye Testamente og fordybe sig i teksten.

”Jeg fik dog ikke læst Johannes' åbenbaring, det er jeg ret ærgerlig over. Den skulle være rigtig fed. Men så har jeg den til gode,” siger hun og smiler.

Hun fortæller, hvordan hun finder ensamhørighed med andre, der har samme tro som hende. Hun kan se det i deres øjne, at der er en anden klangbund, at de er rundet af det samme. Derfor var der noget berusende over den taxatur, hun havde forleden, da hun som medlem af Cavling-komitéen var med til at uddele journalisternes fornemste pris til Puk Dams-gaard. I taxaen på vej til fest fik de tre deltagere lyst til at synge, og efter lidt diskussion opdagede de, at de kunne synge ”En rose så jeg skyde”.

”Så kørte vi gennem januar-København en fredag aften i en taxa og gjaldede 'En rose så jeg skyde' trestemmigt. Det var flot, men det var også en markør. De mennesker havde jeg en særlig forståelse med, fordi vi var rundet af det samme. Det var mere end et fællesskab, det var en identitetsmarkør. Ligesom Anne Linnet synger i 'Barndomsgade': 'Møder du en med det samme blik, skal du vide, han er din ven.' Det er blikket,” siger hun.

Ligesom hun er sig sin kristne arv bevidst, er hun også bevidst om at give den videre til sine egne børn. Men det er svært, for hvordan giver man troen videre?

”Måske er det som tordenskraldet i søndagens tekst. Nogle hører Guds røst som torden. Nogle gange gemmer der sig noget meget vigtigt i en masse støj, så det handler om at lytte og tænke sig om,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er ret vild med, at det er torden. Der er ligesom noget kraft over det, ikke?”