Prøv avisen

Jesus får sit eget påskeæg

Det kirkeligt baserede firma "The Real Easter Egg" rykker nu ud i de britiske supermarkeder med et chokoladeæg med en lille historie om påskens egentlige historie, nemlig Jesu' korsfæstelse. Foto: Skærmbillede fra firmaets hjemmeside.

Britisk biskop får supermarkeder til at sælge påskeæg med kristent budskab. De første 70.000 er bestilt

Mellem påskeharer, påskefrokoster og påskeæg kan det til tider være svært at få øje på påsken som kristendommens vigtigste højtid.

Det får nu et britisk firma til at lancere et påskeæg, der ikke kun skal forsøde påsken, men også give en lille smagsprøve på påskebudskabet.

Firmaet, der meget passende kalder sig "The Real Easter Egg", har nemlig produceret et påskeæg, som på selve emballagen har påtrykt en lille historie om påskens kristne rødder, Jesu' korsfæstelse.

Samtidig har firmaet deltaget i udarbejdelsen af en hjemmeside, hvor især børn og unge kan lære, at påsken ikke er en fejring af påskeharen og at "Jesu' grav ikke var spærret af et kæmpestort chokoladeæg", som det lyder fra The Real Easter Egg.

"Det kan være svært at tro, at ud af de 80 millioner chokolade-påskeæg, der sælges hvert år, er der ikke et eneste, der nævner Jesus. Indtil nu, altså", lyder det på firmaets hjemmeside, hvor ægget lanceres under overskriften "Vi bringer Jesus tilbage til påsken".

At få ægget med det kristne budskab ud til forbrugerne har dog ikke været problemfrit. Først afviste de største britiske supermarkedskæder at sætte "The Real Easter Egg" - det rigtige påskeæg - på hylderne, men så valgte biskoppen af Manchester at blande sig og udtrykke sin støtte til firmaet.

Det betød, at store butikskæder som Morrisons, Waitrose, Co-op og Booths nu vil sælge det kristne påskeæg, som indtil videre er forudbestilt i 70.000 eksemplarer.

"Jeg tror, at vi har bevist, at kunderne ikke er bange for at købe The Real Easter Egg og håber, at vi har ændret påskens udseende for evigt", siger påskeægsfirmaets talsmand, David Marshall, ifølge den britiske avis Christian Today.

Bag påskeægsfirmaet står et netværk af kristne og velgørende organisationer, og det er derfor også besluttet, at overskuddet fra salget af påskeægget vil gå til socialt og humanitært arbejde.