Jesus forsvinder fra krybbespil

Forældre protesterer over, at det traditionelle krybbespil i britiske skoler bliver erstattet af religionsneutrale opførelser

Jesus kan undværes i krybbespil - det mener flere engelske skoler ihvertfald.
Jesus kan undværes i krybbespil - det mener flere engelske skoler ihvertfald. Foto: EPA/Oliver Berg.

Kun hver tredje britiske skole har et traditionelt krybbespil i julen. I stedet er tendensen ved decembers teateropførelser på skoler, at Josef, Jomfru Maria og Jesusbarnet bliver erstattet af andre populære figurer som fodboldspillere, tv-personligheder eller tilmed Elvis.

Tilmed fjerner syv procent af skolerne helt det engelske ord for julen, ”Christmas”, som betyder messe for Kristus. I stedet taler skolerne om ”vinterfejring” og andre neutrale ord som ”årsafslutning”. Det fremgår af en undersøgelse blandt 2157 britiske forældre foretaget af den indflydelsesrige internetportal Mumsnet (Mødrenet).

Kun 35 procent siger, at deres børns skole har et traditionelt krybbespil, hvor de mindste har rollen som Jomfru Maria, Josef, de hellige tre konger og hyrderne, mens en dukke er Jesusbarnet.

På mange andre skoler er krybbespillet moderniseret, og julesalmer er erstattet af popsange, som handler om juletræer, gaver og sne, frem for det kristne budskab. Og hvis de har et krybbespil, er det en opdateret version, hvor de bibelske personer er udskiftet med alt fra tv-personligheder til fantasifigurer. Andre kræver, hvis der er et krybbespil, at opsætningen også skal give information om den muslimske højtid eid, den jødiske hanukkah og hinduernes diwali.

Men det er ikke en udvikling, som forældrene er tilfredse med. 65 procent af de forældre, hvis børn er på en skole med de nævnte alternativer til krybbespillet, ønsker, at skolen fejrer den kristne jul - og ikke nødvendigvis fordi forældrene selv er kristne.

”Denne undersøgelse viser, at mange forældre, som ikke selv er religiøse, ser krybbespillet som en tryghedsskabende del af fejringen af julen, og de ønsker, at deres skole forstår og fejrer det,” siger Siobhan Freegard, der er er stifter af Mumsnet.

I en kommentar hæfter den anglikanske statskirke, Church of England, sig ved, at flertallet ønsker, at deres børn skal lære den sande mening med julen at kende - uanset om det er i form af et traditionelt krybbespil eller en moderniseret udgave.

Men Don Horrocks fra Evangelisk Alliance mener, at de opdaterede udgaver er et udtryk for en kommercialisering af julen.

”Det er enten en ekstrem form for politisk korrekthed eller måske en refleksion over, at nationen skammer sig over sin kristne arv. Det er en bjørnetjeneste for særligt de yngre generationer, som bliver vildledt om deres åndelige arv,” siger han til BBC.