Prøv avisen

Jesus og bin Laden er mærkevarer

Den russiske kunstner Alexander Kosolapov bruger Coca-Cola og burgere til at illustrere, at religion også er en konsumvare. Her er hans reklameskilt, hvor han med ordene ”Dette er mit blod” lader ”mærkevaren” Jesus gøre reklame for nadveren. – Foto: Alexander Kosolapov, ”My blood”, fra ”Medium Religion”.

Tysk udstilling viser, at massemedierne får os til at konsumere religion som en vare

Mandens hænder ryster lidt, mens han ser ind i kameraet og læser det afskedsbrev, han har skrevet kort før sin død. Han bærer et bredt, sort bånd over brystet, hvorpå der står et arabisk ordsprog, og på væggen bag ham hænger et sort klæde med islamiske symboler.

Den palæstinensiske selvmordsbomber er ligesom paven, Che Guevara og Tom Cruise del af en meget rost udstilling om religion på Museet for Ny Kunst i den tyske by Karlsruhe.

Udstillingen, der har titlen Medium Religion, forsøger blandt andet at belyse religionernes forhold til diverse medier, herunder først og fremmest tv.

Med udstillingen vil vi vise, hvordan massemedier og religion gensidigt påvirker hinanden, siger Boris Groys, der selv er kunstner og samtidig udstillingens protektor.

Medium Religion er en blanding af dokumentation og kunst. Dokumentationen består især af en række videooptagelser, som kirker, religiøse bevægelser og terrorgrupper har offentliggjort de seneste år. Filmene har ofte et meget propagandistisk indhold, og som en kontrast hertil bidrager en række internationale kunstnere med værker, hvori de belyser forholdet mellem medier og religion.

Mange af kunstværkerne rummer potentielt konfliktstof, og adskillige kunstnere overskrider med vilje grænserne til blasfemi. Alligevel regner Boris Groys ikke med, at der opstår nogen skandale i forbindelse med udstillingen.

Vi har ingen danske Muhammed-karikaturer eller lignende tegninger med på udstillingen. Vi kritiserer ikke religionerne udefra, men viser derimod udelukkende værker af kunstnere, der belyser forholdene i deres egen religion. Værkerne skal derfor altid ses i sammenhæng med den kultur, de er opstået i. Vi er ikke ude på at skildre en bestemt tro som særlig slem, og vi tager heller ikke stilling til religionerne med vores udstilling, siger Boris Groys, der betegner de danske Muhammed-karikaturer som slet og ret dumme.

Alligevel overskrider udstillingen bevidst mange grænser. Det er for eksempel tilfældet med en række fotos af den israelske kunstner Oreet Ashery. Hun har tillagt sig en ny identitet som rabbineren Marcus Fisher og ladet sig fotografere i meget provokerende stillinger. Blandt andet fremviser hun sine kvindelige kønsdele i rabbinertøjet. Oreet Ashery meddeler, at billederne skal ses som et led i hendes søgen efter en kulturel, religiøs og seksuel identitet.

De religiøse symboler spiller en vigtig rolle for mange kunstnere. Den russiske kunstner Alexander Kosolapov mener for eksempel, at Jesus har en funktion som reklamemiddel for kristendommen. Det lader han komme til udtryk på to store lysreklamer for McDonalds og Coca-Cola. På begge reklamerne ses en illustration af Jesus, og på Coca-Cola-reklamen står ordene Dette er mit blod og på McDonalds-reklamen Dette er mit legeme. Hermed gør Alexander Kosolapov Jesus til en mærkevarefigur, og forvandlingen af Jesu blod og legeme bliver til reklamebudskabet.

På en måde er Kristus en konsumens gud, for han har jo millioner af gange stillet sit kød og blod til rådighed for konsum. Konsum er i dette tilfælde en gudstjeneste, hvor produktet, hans mærkevare, er tegn, siger Boris Groys.

Et andet eksempel på et kunstværk, der overskrider grænserne, er østrigeren Michael Schusters kors, hvorpå der er monteret en spraydåse med lim med reklamebudskabet No more nails (ikke flere søm).

Jeg er ikke interesseret i spirituatlitet, men derimod i religionens politiske dimension. Medium Religion skal først og fremmest gøre folk opmærksomme på, at de selv tager del i den politisk religiøse billedverden, og at vi alle allerede for længst er blevet storkonsumenter af politisk religiøse billeder, siger Boris Groys.

At religion ligefrem kan virke afgrænsende, viser den israeliske kunstner Mira Pereg. Hun har lavet en film om ortodokse jøders afspærring af dele af Jerusalem under sabbaten. I dette tidsrum kan ingen biler køre igennem bydelen, og al telekommunikation ligger også stille.

Boris Groys har de seneste to år haft kontakt til flere end 70 kunstnere både i den vestlige og arabiske verden, og adskillige af dem bidrager med værker til udstillingen.

Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor kritisk især mange kunstnere fra de muslimske lande har skildret deres egen religion, siger han.

Et meget omtalt værk er lavet af den iranske kunstner Barbad Golshiri. Der er tale om en hel installation med en løsthængende væg og et indre rum. Værket fører på vildspor, men virker samtidig afslørende og chokerende. Det umiddelbart iøjnefaldende er den løsthængende væg, hvorpå der vises et billede af otte iranske kvinder klædt i blå skoleuniformer. Bag væggen hører man lyden af et barn, der græder voldsomt. Kvinderne virker som kloner, der har mistet deres egen identitet på grund af hovedtørklæderne og skoledragterne. Til lyden af barnets uendelige gråd lukker kvinderne øjenene, og efterhånden blegner skikkelserne på væggen for til sidst helt at forsvinde.

Det er nødvendigt at gå ind i kunstværkets indre rum for at finde ud af, hvor barnegråden kommer fra. Her troner et fjernsyn på en stol, og det viser en film med en seksårig dreng, der både sørger over de forsvundne kvinder og over den skæbne, som er overgået den kvindelige iranske befolkning. Først ved nærmere eftersyn opdager man, at der slet ikke er tale om en sørgende dreng, men derimod om en islamisk prædikant. Den unge imam jamrer ganske vist, men ikke over kvinderne derimod over de synder, som Allahs folk begår den dag i dag på trods af hovedtørklæder og ensartethed.

Det er kunstværker som dette, der er skyld i, at Medium Religion er blevet mødt med mange positive reaktioner i tysk presse. For eksempel roser det kristne månedsmagasin pro udstillingen for at vise, hvor alsidig kunst er, og avisen Mitteldeutsche Zeitung er især begejstret for de mange videofilm. Ifølge avisen viser optagelserne på en meget klar måde, hvor stor en rolle religion indtager i nutidens medier.

Udstillingen forsvarer blandt andet tesen, at religion i sig selv udgør et medium.

For eksempel er Bibelen, der jo er en central del af kristendommen, et medium, siger Boris Groys.

Derfor viser udstillingen også en robot, der reproducerer Bibelen i det uendelige.

Selvom det trykte bogstav tidligere var et af religionernes vigtigste midler, står bøgerne nu mere og mere i skyggen af videoer, film og tv.

Nutidens religiøse bevægelser opererer i første linje med billeder. De elektroniske medier, især video og fjernsyn, er blevet den religiøse propagandas mest populære medier. Det skyldes, at netop disse medier er egnet til at sprede budskaber til flest mulige mennesker på kortest mulig tid, siger Peter Weibel, der er leder af Centret for Kunst og Medieteknologi, der står bag udstillingen.

Når de religiøse bevægelser i dag er så glade for elektronisk mangfoldiggørelse af deres budskaber, så er det også i god overensstemmelse med den natur, der ligger bag alle religiøse ritualer. Rituelle gentagelser af fastlagte øvelser er en vigtig bestanddel af næsten alle religoner, siger Peter Weibel.

Udstillingen dokumenterer, at religionerne får en stadig større voksende politisk dimension i massemedierne.

Når vi taler om religionernes renæssance, så betyder det ikke automatisk, at flere mennesker i dag er troende end tidligere. Der er derimod først og fremmest tale om, at troen nu er rykket ud af den private sfære og ind i det offentlige rum. Troen er ikke længere en privatsag. Religionerne har for længst erobret massemedierne, siger Boris Groys.

Måske har denne udvikling fundet sted langt tidligere, end de fleste kunstnere og mediefolk er bevidste om. I hvert fald er det på udstillingen Medium Religion muligt at se et eksempel helt tilbage fra 1960erne, der viser, hvordan politiske grupper allerede dengang har udnyttet religiøse symboler. På et billede af den kendte argentinskfødte Che Guevara har den kommunistiske gurillaleder Jesuslignende ansigtstræk, og bag ham hænger en plakat, der deler væggen op i et kors, hvilket er med til at understrege hans rolle som martyr.

Hvor vigtigt fjernsynet er for adskillige terrorgrupper, viser blandt andet en række videooptagelser, som al-Qaeda har udsendt. Terrororganisationens mediestar, Osama bin Laden, fremstilles på filmene enten som krigshelt iført militæruniform og gevær eller som en arabisk profet. Hver eneste optagelse er så omhyggeligt iscenesat, at det nærmest virker, som om al-Qaeda vil gøre bin Laden til et islamisk ikon.

Et andet eksempel på religiøse gruppers bevidste brug af medierne er børne-tv-serien Tomorrows Pioneers, som den palæstinensisk-islamiske terrororganisation Hamas producerer. Heri sørger en figur, der har en forbløffende lighed med Mickey Mouse, for, at det unge publikum lærer en række anti-israelske budskaber.

Men det er ikke kun islamiske fundamentalister, der har opdaget de moderne massemediers magt. De yderligtgående kristne grupper i USA benytter mindst lige så bevidst tv og video til at sprede deres religiøse propaganda.

Den hollandske kunstner Peter Boger har manipuleret en video-udsendelse, hvor en prædikant fra USA læser op af Bibelen. Skiftevis høres originaltonen med prædikantens egen ophidsende stemme og en bøn fra en mindst lige så ophidset islamisk muezzin. Det virker, som om den amerikanske prædikant rent faktisk udskriger de arabiske ord. I dette kunstværk smelter kristen og islamisk fundamentalisme sammen til en og samme person, og hermed viser kunstneren sin afsky for al religiøs fanatisme.

Takket være den store mangfoldighed af kunstværker er Medium Religion i stand til klart at dokumentere, at såvel kristendom, jødedom og islam som en gruppe som Scientology benytter sig af propaganda for at få budskaberne igennem i medierne.

Medium Religion beskæftiger sig også med diverse sekter, og på udstillingen er det muligt at se en video, som Scientology har lavet til internt brug. Her forsvarer skuespilleren Tom Cruise den omstridte organisations filosofi og metoder.

Døden er et tema, der ligeledes spiller en særlig rolle på udstillingen. De to tyske kunstnere Andrée Korpys og Markus Löff-ler har fulgt pave Johannes Paul II de sidste måneder før hans død og lavet en film, der ikke alene viser den døende pave som politiker og mediestjerne, men også giver et spændende billede af kirkens iscenesættelse af katolske ritualer.

Udstillingen er også blevet særligt rost i de tyske medier på grund af sine mange eksempler på film og fotos fra krige, der alle er blevet ført i Guds navn. Ifølge Mitteldeutsche Zeitung beviser de voldsomme videooptagelser og billeder, at religion stadig spiller en stor rolle for udbredelsen af angst og elendighed her på jorden.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Den tyske udstilling viser flere kunstværker, hvor grænserne til blasfemi overskrides. Kurator Boris Groys understreger, at alle værkerne er lavet af kunstnere, der skildrer deres egen religion. Her drejer det sig om en reklame for en limspray, som østrigeren Michael Schuster har lavet. Reklameteksten lyder "No more nails" (ikke flere søm). – Foto: fra ""Medium Religion"".