Jesus prædikede som en rabbiner

Gennem hele sit liv levede og prædikede Jesus af Nazaret som en jødisk rabbiner, der var inspireret af jødedom, siger den amerikanske rabbiner Shmuley Boteach

Den amerikanske rabbiner Shmuley Boteach kalder sig selv "America's rabbi" og har tidligere skrevet kontroversielle bøger om jødedom og sex. -
Den amerikanske rabbiner Shmuley Boteach kalder sig selv "America's rabbi" og har tidligere skrevet kontroversielle bøger om jødedom og sex. - . Foto: stock.xchng.

Mange af nutidens kristne er ignoranter, hvad angår Jesu lære, siger den amerikanske rabbiner, forfatter og tv-vært Shmuley Boteach. For at forstå Jesus er det ifølge den amerikanske rabbiner nemlig ikke nok at læse Det Nye Testamente, men i høj grad også Det Gamle Testamente samt de væsentligste jødiske fortolkere.

Ved at skubbe jødedom fra sig er det næsten en garanti, at det samlede kristne samfund aldrig vil få en dyb forståelse for, hvilken person Jesus i virkeligheden var, siger Shmuley Boteach.

Shmuley Boteach er i øjeblikket i færd med at forfatte en bog om de jødiske aspekter i Jesu liv. Mest af alt fordi han ikke blot ønsker at vise, at Jesus var født jøde, men at han også til fulde var inspireret af samtidens jødiske tankegang. I Matthæusevangeliet bliver Jesus eksempelvis citeret for at sige, at enhver, der går imod Moselovene, vil blive nævnt sidst i himlen.

Men Shmuley Boteach ønsker at stikke en anelse dybere. Han sætter en ære i at bevise, at mange af de sætninger, kristne har taget til sig fra Jesus, og som i dag i bred forstand anses for at være nøglesætninger i kristendommen, rent faktisk har oprindelse i jødiske skrifter.

Når Jesus ifølge Matthæusevangeliet siger: Gengæld ikke vold med vold, hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til, er det en gentagelse af Klagesangene (kap. 3, v.30) i Det Gamle Testamente, hvor der står: Han skal vende kinden mod ham, der slår ham, han skal mættes med spot, siger Boteach.

Et måske endnu mere kendt citat er ifølge Shmuley Boteach Jesu udsagn: Derfor skal I gøre mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer fra Matthæusevangeliet kapitel 7, vers 12.

Her gentager Jesus blot Hillels lære. Hillel var en berømt og indflydelsesrig religiøs jødisk leder fra det første århundrede inden Jesu fødsel. Ifølge Shmuley Boteach er Hillels udtalelse også en omformulering af sætningen i Tredje Mosebog, kap. 19, v.18: Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem, du skal elske din næste som dig selv.

allan@kristeligt-dagblad.dk