Jesus sælger lamper i efterårskatalog

Lampeforretningen Lysmesteren fortæller bibelhistorie i sit nye salgskatalog. Det er der ingen grund til at blive forarget over, tværtimod, mener sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard

Maria og hendes nyfødte tager imod på fødegangen. De tre vise mænd har designede bordlamper med til Jesus. Opslag fra Lysmesterens nye efterårskatalog.
Maria og hendes nyfødte tager imod på fødegangen. De tre vise mænd har designede bordlamper med til Jesus. Opslag fra Lysmesterens nye efterårskatalog.

Maria ligger med sin nyfødte i hospitalssengen og får besøg af de tre vise mænd. De bringer ikke, som i Bibelen, gaver i form af guld, røgelse og myrra, men tre klassiske bordlamper, som Maria tilsyneladende bliver glad for (de er heller ikke billige). På et andet billede skænker Jesus vand på en restauration – oplyst af en kreativ pendel i loftet – og det forvandler sig til vin i gæsternes glas. Man møder en dramatisk Moses med stentavlerne med De Ti Bud under den ene arm og en uplight i hånden, som – fortæller teksten – er født til at bruge de nye elsparepærer.

Der er også et billede af Maria, som viser babytøj for en engel under en designerlampe, og tekster som "Enhver bliver salig med sin elsparepære", "Dommedag aflyst" og "Lad de legesyge komme til mig".

Danmarks største kæde af belysningsbutikker, Lysmesteren, trækker hårdt på bibelhistorien i sit nye efterårskatalog, som er gået den skabende Gud i bedene med temaet "Lad der blive lys". Og et billede af den sidste nadver – på en moderne restaurant – på forsiden.

Fremtids- og samfundsforsker Klaus Æ. Mogensen, Institut for Fremtidsforskning, ser fænomenet som en understregning af, at de bibelske historier for mange ikke længere har den dybe religiøse betydning, og derfor i dag mere indtager rollen som en fælles historie, der kan bruges i mange sammenhænge uden at skulle respekteres som en religion.

– Lidt på samme måde, som man har haft el-reklamer med Thor, der fremkalder lynet. Som med Thor og Odin er der i forhold til de bibelske beretninger sket et fald i respekten for troen, så vi nu mener, vi kan tillade os at bruge dem i en sammenhæng som her, der er meget kommerciel.

Sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard, forfatter til flere bøger om kirkekunst, synes ikke, der er grund til forargelse:

– Nej, tværtimod. Jeg synes det er afsindigt spændende, at man hos Lysmesteren åbenbart mener, at de bibelske beretninger er så kendte, at man umiddelbart kan bruge billeder og tekst med henvisninger til dem i et salgskatalog. Jeg er dybt imponeret, og skulle nogen alligevel blive en anelse forarget, så sker der ikke noget ved det. Tværtimod kan det være, at billederne i kataloget kan fungere som lidt af en øjenåbner. At der måske ligefrem går et lys op for én i forhold til kristendommen! Der er jo samtidig også humor i billederne, og vi har godt af at grine lidt, også i vores protestantiske verden.

– Engang var det nisser, så blev det engle, og hvis udviklingen nu går i retning af de bibelske motiver, så er det fint med mig, siger Anne-Mette Gravgaard.

Det "bibelske" katalog er lavet af reklamebureauet "envision". Idémanden bag det, senior art director Lars Simonsen, fortæller, at "envision" har modtaget to negative mail på kataloget: "Det kan I ikke være bekendt" og "blasfemi".

– Samtidig har vi fået en meget positiv mail fra en kristen, som synes, der her er tale om en befriende nyfortolkning af kristendommen. Det er også, hvad vi har forsøgt. Vi har bevidst arbejdet på at gøre det æstetisk smukt og ikke været ude på at provokere nogen. Det har ikke været vores hensigt. De sidste to år har temaet for kataloget været fremtiden, denne gang har vi så kigget tilbage og brugt den gode historie, som kristendommen er, og forsøgt at fortælle den på vores måde og ment, at kristendommen også var rummelig nok til at kunne rumme det.

steens@kristeligt-dagblad.dk