Det kaldes intertekstualitet, når et værk direkte eller indirekte henviser til et andet. Som når James Joyces roman ”Ulysses” er en parafrase over Homers ”Odysseen” eller når filmen ”Bridget Jones’ dagbog” refererer til Jane Austens roman ”Stolthed og Fordom”.
I søndagens tekst laver forfatteren også en indirekte reference til beretningerne om Moses på Sinaibjerget i Det Gamle Testamente. Her drager Jesus og tre disciple op på et bjerg, hvor de ser selvsamme Moses samt profeten Elias. Efter dette syn udbryder apostlen Peter, at han her vil bygge tre hytter: En til Moses, en til Elias og en til Jesus.
Det er en meget interessant tekst, hvis man er teolog, ikke mindst hvis man er tidligere lektor i gammeltestamentlig eksegese. Og det er netop, hvad Ingrid Hjelm er efter en professionel løbebane på Københavns Universitet, hvor hun har forsket i teksternes teologiske og litterære kompositioner og kontekster.
”Teksten har hele sit grundlag i historien om Moses på Sinaibjerget, som modtager stentavlerne med De Ti Bud. Tekstens reference til denne beretning spiller ind i tekstens formål, nemlig at legitimere Kristus som den øverste profet og Guds søn og dermed legitimere kristendommen som religion,” siger hun.
Blandt referencerne til Anden Mosebogs beretning er det, at teksten indledes med ordene ”seks dage efter”. Det er ifølge Ingrid Hjelm en reference til Skabelsen, ligesom det også peger tilbage på teksten om Moses på Sinaibjerget, hvor Gud var skjult i seks dage, før han kaldte Moses ind til modtagelsen af hans befalinger.
En anden lighed med teksten i Det Gamle Testamente er, at Jesus bliver som forvandlet for øjnene af disciplene, da de kommer op på bjerget. Det er beskrevet, hvordan hans ansigt ”lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”, hvilket er en parallel til beretningen om, at det strålede fra Moses’ ansigt, da han kom ned fra bjerget efter at have talt med Gud.
”Lighederne mellem teksterne skal læses som en indirekte kode om, at der her skabes en ny pagt. Det er derfor, apostlen Peter – som er den klippe, kirken skal bygges på – tilbyder Jesus at bygge en hytte til ham, til Elias og til Moses.”
Man skal ikke tænke bogstavelige hytter, tilføjer Ingrid Hjelm. Hytter skal i denne forbindelse repræsentere de traditioner eller religioner, der var dominerende på den tid i området. Én hytte skulle repræsentere Moses-traditionen, som både jøderne og samaritanerne holdt i hævd, og en anden skulle repræsentere Elias og profettraditionen generelt, som kun jøderne accepterede som kanonisk og betydningsbærende.
Den tredje hytte repræsenterer den nye tradition, kristendommen, og dermed bliver teksten en af de mest centrale i spørgsmålet om at få etableret kristendommen som religion.
”Teksten står meget centralt i Matthæusevangeliet, hvor den kommer lige inden lidelsesfortællingen. Det er den sidste såkaldte legitimationshandling i evangeliet, der begynder med, at Jesus bliver døbt i kapitel fire til denne, hvor han bliver sat i forhold til de største skikkelser i jødedom og samaritansk religion.”
Som en krølle på halen af fortællingen om Jesu og disciplenes syn på bjerget, taler Gud til dem: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”.
Også her er der tale om en reference til en anden tekst, hvilket i dette tilfælde også er for at legitimere Jesus som Gud, lyder det fra Ingrid Hjelm:
”Gud tiltaler også de davidiske konger som ’min søn’ i Salmernes Bog. På den måde bliver Jesus tildelt både kongelig og profetisk legimitet, og med forsvindingen af Moses og Elias står Jesus tilbage med fortolkningsretten for hytten – altså kirken – når Gud siger: ’Hør ham!’.”