Prøv avisen

Jesus for uhyggelig til norske børn

- Vi lever i et flerkulturelt samfund, så en hel julekalender om Jesus vil ikke være aktuelt. Vi ønsker at være inkluderende over for dem, som har andre religioner, siger NRK-chef Ingrid Hafstad om TV2-julekalenderen "Jesus og Josefine". -- Foto: Linda Henriksen

Dansk julekalender afvist af norsk tv

Mens danske børn i år i december kan glæde sig til et gensyn med julekalenderen "Jesus & Josefine" fra 2003, kan norske børn godt se i vejviseren efter en julekalender, der tager udgangspunkt i julens oprindelige indhold, Jesu fødsel. Det statslige norske tv-selskab, NRK, har nemlig besluttet, at historierne fra Bibelen er uegnede for små børn.

"For os er det vigtigt, at også tre- og fireårige skal kunne se julekalender. Jeg har set dele af "Jesus & Josefine", og den har nogle voldsomme scener blandt andet om den djævelske kraft. Det bibelske stof bliver slet og ret for uhyggeligt for de mindste," siger redaktionschef i NRK's børneafdeling Ingrid Hafstad til avisen Vårt Land ifølge Kristeligt Pressebureau.

NRK har dog tidligere sendt "Jesus & Josefine", men det var på tidspunkter, hvor de mindste børn forventedes at sove trygt.

NRK-chefen har svært ved at forestille sig, at norsk tv selv skulle gå i gang med at producere en julekalender om Jesus.

"Vi lever i et flerkulturelt samfund, så en hel julekalender om Jesus vil ikke være aktuelt. Vi ønsker at være inkluderende over for dem, som har andre religioner. Det vigtigste med julekalendere er at samle folk og rette blikket mod fredsbudskabet, menneskelige relationer og tanken om at tage vare på hinanden," siger Hafstad.

kirke@kristeligt-dagblad.dk