Jesus var en historiefortæller af Guds nåde

Det var et velkendt kneb at bruge fortællinger i undervisningen på Jesu tid. Alligevel har hans lignelser skilt sig ud

Blandt jødiske rabbinere havde der længe været en tradition for at bruge korte, billedrige fortællinger i den religiøse undervisning. Alligevel er Jesu lignelser blevet til ikoniske fortællinger i verdenslitteraturen.
Blandt jødiske rabbinere havde der længe været en tradition for at bruge korte, billedrige fortællinger i den religiøse undervisning. Alligevel er Jesu lignelser blevet til ikoniske fortællinger i verdenslitteraturen. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Der er historien om den barmhjertige samaritaner og om den fortabte søn. Og i søndagens prædiketekst fra Lukasevangeliet er det en fortælling om at se bjælken i sit eget øje, før man ser splinten hos sin bror. Gang på gang fortæller Jesus en historie i form af en lignelse, når han vil understrege en vigtig pointe. Og de mange lignelser er et af de mest karakteristiske kendetegn ved Jesu undervisningsform, forklarer Kasper Bro Larsen, professor i Ny Testamente ved Aarhus Universitet.

”Det er interessant, at ligegyldigt hvor vi leder i den tidlige kristendom og får beskrevet Jesu undervisning, er den karakteriseret ved lignelser. Selv i Thomasevangeliet, der ikke er kommet med i Det Nye Testamente, er Jesus en historiefortæller,” siger han og tilføjer, at man derfor må gå ud fra, at den historiske Jesus var en, der var kendt for at bruge historier i sin undervisning om, hvad Guds rige er.

Men hvad er det så, der karakteriserer de lignelser, Jesus gang på gang fortæller i evangelierne? Hvis man skal forstå genren, er det vigtigt først at understrege, at en lignelse ikke er en ligning, man kan sætte to streger under, siger Kasper Bro Larsen.

”I mine unge dage som underviser havde jeg en stolt ambition om, at vi skulle finde frem til lignelsernes sande betydning. Men de studerende havde altid vidt forskellige forslag til, hvordan lignelserne skulle forstås. Så den ambition har jeg droppet. Lignelserne er billedsprog, der er meget åbne for fortolkning. De er en åben undervisningsform, der inviterer tilhørerne til at tænke med,” siger han.

At bruge fortællinger og billedsprog var ikke noget pædagogisk nybrud på Jesu tid. Blandt jødiske rabbinere havde der længe været en tradition for at bruge korte, billedrige fortællinger i den religiøse undervisning. I Det Gamle Testamente finder man lignelser, og i den græsk-romerske verden havde man i flere hundrede år kendt til fabler.

Alligevel er Jesu lignelser blevet til ikoniske fortællinger i verdenslitteraturen. Ifølge Kasper Bro Larsen er de kendetegnet billedsprog hentet fra hverdagslivet eller naturen. Derudover er lignelserne realistiske, hvilket betyder, at Jesu lignelser adskiller sig fra for eksempel Æsops fabler, der også er billedfortællinger, men foregår i en urealistisk verden. Typisk har Jesu lignelser også et overraskende element i form af noget underligt eller skævt, der skal vække tilhørerens undren.

Kasper Bro Larsen forklarer, at man igennem kirkehistorien har haft forskellige tilgange til, hvordan man skulle fortolke lignelserne.

”I oldkirken og middelalderen gjorde man meget ud af at forstå alle lignelserne som allegorier. Man mente, at alle dele af lignelsen havde en overført betydning, hvilket kunne føre til nogle ret omfattende tolkninger. For eksempel ville man i lignelsen om den barmhjertige samaritaner sige, at manden, der blev slået ned, var menneskets sjæl. Det, der slog sjælen ned, var synden. Samaritaneren, der reddede sjælen, var Jesus. Og herbergsejeren, der tog sig af sjælen, var præsteskabet,” siger han.

Moderne bibelforskning har ifølge Kasper Bro Larsen i høj grad handlet om at gøre op med den allegoriske tolkning af lignelserne, da man mente, tolkningerne blev for fantasifulde. En modtendens blev, at man sagde, at lignelserne kun havde én pointe, og alt andet var narrativ staffage.

”Men den tilgang har også problemer, for man kan jo ikke bare sige stop for folks fortolkninger efter én pointe,” siger han.

En del af forskningen i lignelserne har handlet om at forsøge at spore, i hvor høj grad de går tilbage til den historiske Jesus, og hvilke dele der eventuelt kan være skrevet til senere.

”Der er meget, vi ikke kan vide om lignelserne. Men vi har dem næppe én til én, som de er blevet fortalt. Det kan være, at Jesus fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner 50 gange, og at den blev bedre og bedre for hver gang, og at den tog halvanden time at fortælle. Det kan også være, det blot var en kort anekdote, Lukas senere har udvidet. Meget forskning har handlet om at finde frem til den oprindelige udgave af lignelsen,” siger Kasper Bro Larsen og tilføjer, at han dog personligt ikke tror på, man reelt kan opspore den autentiske lignelse.

I stedet har man siden 1980’erne i bibelforskningen især arbejdet litterært med lignelserne og prøvet at finde ud af, hvad de har betydet i evangelisternes samtid.

Det betyder ifølge Kasper Bro Larsen, at man ser på, hvad læserens kontekst betyder for, hvordan en lignelse høres.

”Det er en tilgang, der understreger, at lignelserne er åbne for fortolkning, og de netop ikke er ligninger,” siger han.