Kapper, der lægges på æslet, før Jesus sætter sig på det. Kapper, der bredes ud af folkeskaren på den vej, han rider hen over. Når man læser teksten fra Matthæusevangeliet, som der i morgen prædikes over i landets kirker, kan man få det indtryk, at stort set alle bar kapper på bibelsk tid i det område, hvor Jesus færdedes. Og det ved vi sådan set også, at man gjorde, siger Ulla Mannering, ph.d. i forhistorisk arkæologi og tekstilekspert ved Nationalmuseet. Området omkring Jerusalem var på Jesu tid under romersk styre, og den romerske klædedragt bestod af to dele: en tunika og en kappe.
”Kappen var mest et stykke rektangulært tekstil, oftest lavet af tynd uld, som man svøbte rundt om kroppen. Den kunne have lidt forskellige faconer og størrelser, og hvor mænd typisk draperede den om skuldrene, trak kvinderne den nogle gange lidt op over hovedet. Men selvom der også kunne være forskel på kvaliteten af kapperne alt efter social klasse, var kappen noget, stort set alle gik med i middelhavsområdet på det tidspunkt. Det hørte med til at være velklædt,” siger Ulla Mannering.
Ud over fund af tekstiler stammer meget af den viden, vi i dag har om, hvordan mennesker i middelhavsområdet gik klædt for 2000 år siden, fra vægmalerier i en af verdens ældste synagoger, nemlig den i Dura-Europos, der i oldtiden var grænseby mellem det romerske og det persiske rige, og i dag ligger i det moderne Syrien.
Her skildres fortællinger fra Det Gamle Testamente, og mænd og kvinder er afbilledet blandt jødiske symboler som for eksempel menoraher, de kendte, jødiske lysestager.
Nogle af kvinderne har bare arme og bærer såkaldte peploskjoler.
Men ellers bærer langt de fleste kapper i mange forskellige mønstre og farver, hvilket måske vil komme bag på nogle, siger Ulla Mannering.
”Der kan godt være en tendens til at tro, at det hele har været hvidt, hvilket nok har med nyklassicismen og hvidskurede statuer at gøre. Men i virkeligeden var der masser af farver på dragten. Det signalerede overskud og social status.”
I dag vil nogle måske forbinde jødisk påklædning med kalotter eller pelshatte for mænd og parykker for kvinder. Det meste af dette er dog først kommet til langt senere i historien, fortæller Thomas Egebæk, der er registrator ved Dansk Jødisk Museum. Som vægmalerierne antyder, har jøderne i romersk Palæstina efter alt at dømme fortrinsvis lignet de romere, de færdedes blandt.
”Når vi kigger i de græske og romerske kilder, ser vi, at der gøres nar af mange aspekter af jødisk liv, men ikke af jødernes påklædning. Det gør man til gengæld med både keltere, germanere og persere, og blandt andet derfor mener flere, at jøderne i Palæstina har tilpasset sig den romerske mode, ligesom de også har tilpasset sig moden andre steder. De har båret både turbaner, tunikaer, kapper, sandaler og meget mere gennem historien, og danske jøder har for eksempel også tilpasset sig,” siger Thomas Egebæk.
Før romernes invasion var den primære beklædning et stort, hvidt, rektangulært stykke stof, som både blev brugt som tøj, sengetøj og begravelsesklæde, fortæller Thomas Egebæk. I hvert hjørne var der, som påbudt af Moseloven, fastgjort særlige knudefrynser, kaldet tzitzit. Disse frynser sidder stadig på det bedesjal, der kaldes tallit, som nogle jøder stadig dækker deres hoved med under bøn i dag. Det samme gjorde de i antikken, og et tildækket hoved var altså – både for mænd og kvinder – et af de få særlige kendetegn ved jøder i romersk Palæstina.
”Efter romernes indtagelse var tallitten ofte påsat klædedragten. Den blev derved båret hele dagen og kunne slås over hovedet, når det var nødvendigt. Jødiske kvinder havde desuden hele tiden tildækket hår, når de var uden for hjemmet, og på den måde har de adskilt sig fra romerske kvinder,” siger Thomas Egebæk.