Uroen omkring Tempelpladsen i Jerusalem har det seneste år fundet sit udtryk i en række kampe mellem unge, vrede palæstinensere og israelsk politi.
Det er ikke nogen tilfældighed, at Tempelpladsen har været det glødende centrum for opstanden, ligesom det heller ikke var nogen tilfældighed, da en palæstinenser for præcis et år siden forsøgte at myrde den jødiske tempelaktivist Yehuda Glick, mens denne under et møde propaganderede for genopførelsen af et jødisk tempel på Tempelpladsen.
Der kæmpes om retten til Tempelpladsen, og striden er så dyb, at man alene ved at bruge ordet ”tempel” kan beskyldes for at have valgt side. Mens volden bølger i gaderne, diskuteres det i aviser og på internetblogs, om der overhovedet har stået et jødisk tempel på Tempelpladsen”, der ifølge muslimsk tradition i stedet bør omtales som Haram al-Sharif, den noble helligdom.
Netop striden om Tempelpladsens historie har en nylig artikel i New York Times sat fuldt blus under. Bakket op af udtalelser fra flere førende arkæologer hævdede journalisten i den oprindelige version, at det selv for forskerne er et åbent spørgsmål, om pladsen for de to nuværende muslimske helligdomme ”også var den præcise placering for de to antikke, jødiske templer”.
Påstanden om, at der aldrig har stået noget jødisk tempel på Tempelpladsen, er hørt før. I stigende grad er den blevet en del af den officielle palæstinensiske historieskrivning.
Men det har ikke altid været tilfældet. I mange år udgav den religiøse myndighed for Tempelpladsen en guide til området, og frem til kort efter oprettelsen af den israelske stat i 1947 angav de tydeligt, at den noble helligdoms plads tidligere havde huset de jødiske templer.
Men efterhånden som de politiske spændinger tog til, blev Tempelpladsens historie et vigtigt våben i kampen for retten til pladsen. En foreløbig kulmination blev nået under Camp David-forhandlingerne i 2000, hvor Yassir Arafat over for en måbende Bill Clinton hævdede, at de jødiske templer lå i Nablus på Vestbredden.
Men det skulle vise sig, at artiklen i New York Times havde gjort regning uden vært. To af de interviewede arkæologer gjorde straks indsigelser. Den ene, Jodi Magness, gik så langt som til at publicere et åbent brev, hvor hun gav udtryk for at være fejlciteret.
Med røde ører har New York Times nu i to omgange rettet i artiklen og vedhæftet en dementerende forklaring, der gør det tydeligt, at de interviewede arkæologers tvivl ikke går på, om der har stået jødiske templer på Tempelpladsen, men alene på, hvor de præcist stod på den hen ved 500 gange 300 meter store plads.
For at forstå Tempelpladsens historie er det nemlig afgørende at skelne mellem den store tempelplads og så selve tempelbygningerne. Det er rigtigt nok, at der til dags dato ikke er fundet rester af selve tempelbygningerne. Det er heller ikke overraskende, alene af den grund, at der aldrig er foretaget videnskabelige udgravninger på Tempelpladsen.
Derimod er der foretaget udgravninger rundt om Tempelpladsen, der med al tydelighed bekræfter de mange forskelligartede vidnesbyrd i de skriftlige kilder om eksistensen af det sidste af de to jødiske templer på Tempelpladsen, der blev ødelagt af romerne i år 70 efter Kristus. Det vil historisk set være lettere at benægte eksistensen af Alexandrias berømte fyrtårn end af det andet tempel i Jerusalem.
Når det gælder det første tempel, der ifølge den bibelske beretning blev bygget af kong Salomo omkring år 960 og ødelagt af kong Nebukadnesar i år 586 før Kristus, må det erkendes, at kilderne er færre og primært fra Det Gamle Testamente. Men ikke kun.
Der er fundet et par indskrifter, som nævner ”Jahves hus” eller ”Jahves hvilested”, der kan tolkes som en reference til templet i Jerusalem. Igangværende undersøgelser af jord, der i 1990'erne blev fjernet fra Tempelpladsen i forbindelse med udgravning til en underjordisk moské, bliver også ved med at dokumentere materiale fra det første tempels tid.
Dertil kommer en simpel slutning: Enhver politisk og religiøst definerbar folkegruppe i denne del af verden havde på dette tidspunkt et tempel. Og hvis vi stiller arkæologien det lidt bredere spørgsmål, om der var en judæisk/israelitisk by i Jerusalem på det første tempels tid, er svaret et klart ja.
Udgravningerne i den såkaldte Davidsby gør det helt tydeligt, at et sådant kongedømme eksisterede.