Prøv avisen
Før søndagen

Jødiske dødsdomme krævede romersk accept

Arkivfoto. Foto: Robert Malota/Panthermedia/Ritzau Scanpix

I søndagens evangelietekst kommer en kongelig embedsmand til Jesus for at få helbredt sin syge søn. Skønt romerne herskede over området på den tid, havde også jøderne et magtapparat, som siden smuldrede

I evangelierne kan man læse om, hvordan de mest udsatte mennesker kommer til Jesus. De døve, de lamme, enken, de spedalske. Men i den tekst, som der i morgen prædikes over i landets kirker, er det en magtfuld mand, der søger den omvandrende profet. En kongelig embedsmand frygter for sin syge søns liv og beder i sin afmægtighed Jesus om hjælp, der efter en kort ordveksling siger:

”Gå hjem, sin søn lever.”

Den kongelige embedsmand ved man ikke meget om, men af søndagens tekst fra Johannesevangeliet fremgår det, at han kommer fra Kapernaum i Galilæa. På det tidspunkt, hvor Jesus levede, havde Romerriget sin storhedstid, men jøderne besad stadig en vis politisk magt. Helge Kjær Nielsen, lektor emeritus i Det Nye Testamente og en af oversætterne bag den autoriserede danske bibel fra 1992, fortæller, at der med stor sandsynlighed har været tale om en mand, der var ansat af det jødiske styre.

”På Jesu tid var området under besættelse af den romerske magt. Men jøderne havde også en vis grad af selvstyre, og efter den jødiske kong Herodes den Stores død havde tre af hans sønner arvet herredømmet over forskellige dele af området. Sønnen Arkelaus blev dog afsat som jødisk magt i Judæa, hvor Jerusalem lå, og erstattet af den romerske statholder Pilatus, som vi blandt andet kender fra processen mod Jesus i Jerusalem. Men i Galiæa var det stadig Herodes den Stores anden søn, Herodes, der havde magten, og embedsmanden har formentlig været ansat under ham,” forklarer han.

Selvom jøderne formentlig har kaldt deres jødiske overhoveder for konger, var de ikke betragtet som sådan af besættelsesmagten, der, som man så det med Arkelaus, kunne sætte dem fra bestillingen, hvis de ikke herskede på en måde, som romerne kunne affinde sig med. Herodes har formentlig også varetaget opgaver, der mindede om de romerske statholderes.

”På den tid var Judæa altså i højere grad end Galilæa underlagt den romerske magt, men man havde i Jerusalem det såkaldte synedrium, det jødiske råd, som var en forsamling af ypperstepræster, skriftkloge og ’ældste’, altså mænd fra byens fornemme slægter,” siger Helge Kjær Nielsen og tilføjer:

”De sad som den overordnede myndighed i forbindelse med overholdelsen af de jødiske love, og det var også dem, der i påskedagene før Jesu korsfæstelse afhørte ham. De havde dog ikke ret til at effektuere en dødsdom, og derfor måtte de overdrage Jesus til den romerske statholder Pilatus.”

Det jødiske selvstyre fungerede på tiden, hvor Jesus levede, nogenlunde i spændingsforholdet til det romerske kejserige, men som man også kan læse i evangelierne, var tolderne forhadte – netop fordi de arbejdede for besættelsesmagten ved at kræve skatter ind for romerne.

De latente spændinger udviklede sig løbende til kampe, og det største jødiske oprør mod romerne kom i årene 66-70 e.Kr. Oprøret endte med ødelæggelsen af det jødiske tempel i Jerusalem af den jødiske magt, ligesom synedriet forsvandt.

”Herefter spillede jøderne ikke længere nogen politisk rolle, men lagde nu udelukkende vægten på det religiøse aspekt,” siger Helge Kjær Nielsen.