Jødiske grupper konkurrerede på renhed

Når Jesus i søndagens tekst taler om urene ånder og om et renset og prydet hus, taler han op imod jødiske grupperinger i samtiden, som alle ville være de mest rituelt rene, forklarer lektor i teologi

Når vi i søndagens tekst hører om, hvordan Jesus uddriver en dæmon, og han taler om urene ånder, har det talt lige ind i tilhørernes virkelighed. Det siger Morten Hørning Jensen, der er lektor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus, hvis man spørger ham til den bibeltekst, der prædikes over i landets kirker i morgen.

”I Jesu samtid var der en forestilling om en kamp mellem gode og onde magter, og de kampmetaforer, vi hører Jesus bruge – om våben, kamp, bytte og rige –, har derfor været meget forståelige for tilhørerne. Det samme gælder talen om urene ånder og hele temaet omkring rituel renselse og rituel renhed, som også ligger i teksten,” siger Morten Hørning Jensen.

Spørgsmålet om rituel renhed var nemlig et brændende tema på Jesu tid, hvor forskellige jødiske grupperinger kæmpede om at være de mest lovlydige og forsøgte at overgå hinanden i at være det mest rituelt rene.

”Arkæologiske udgravninger og forskellige tekster tegner et klart billede af, at der fra omkring 150 år før Jesu fødsel frem til år 70 med templets fald i Jerusalem nærmest skyller en renhedsbølge ind over Israel. Modsat tidligere, hvor man kan få det indtryk, at profeterne virkelig måtte bruge store ord og skælde ud for at få folk til at overholde loven, så er der i denne periode nærmest en konkurrence på lovlydighed og rituel renhed mellem de forskellige fraktioner,” forklarer Morten Hørning Jensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

De religiøse grupperinger i Jesu samtid tager ifølge lektoren buddene i Tredje Mosebog om rituel renhed meget alvorligt og tolker dem sådan, at det handler om at bevare renheden ved at afgrænse sig i forhold til det urene.

”Man forsøger at afgrænse sig i forhold til det urene ud fra en tanke om, at det rene er svagere end det urene, og at det rene og hellige derfor bliver besmittet med kontakt med det urene. Det er den grundtanke, der også ligger bag opbygningen af templet med en rækker cirkler omkring. I den yderste cirkel kan også de urene, vantro, vanføre og hedninger få lov at opholde sig. Jo længere man bevæger sig ind i cirklerne, des større renhed kræves der, og i det allerhelligste af templet må kun ypperstepræsten bevæge sig ind – og kun én gang om året,” siger han.

”På Jesu tid var det den afgrænsende renhedsforestilling, der stod stærkest. Og noget tyder på, at Jesus med sine ytringer og handlinger stillede sig i kontrast til datidens tendens ved at trække på den anden strøm, som vi kan kalde endetidsstrømningen – med idéen om, at det hellige så at sige er stærkest og kan strømme ud over det hele og gøre det urene rent,” siger Morten Hørning Jensen.

Datidens forestillinger om rituel renhed har ikke haft noget med god hygiejne eller bekæmpelse af bakterier at gøre, påpeger lektoren.

”Arkæologiske udgravninger har afsløret store karlignende fordybninger med trapper på to sider. Når man har skullet rense sig rituelt, er man gået ned ad den ene trappe, til man har fået hovedet under vand, og er så gået op ad trappen i den anden side. Man har på den tid nok haft kendskab til velduftende olier, man kunne bruge som en slags sæbe, men de har ikke haft en funktion i forhold til den rituelle renselse. Det har handlet om at komme i en tilstand af rituel renhed, som var påkrævet, for at man kunne møde Gud,” forklarer han.

Tempeltanken, som man kender i oldtiden, og som findes både i Det Gamle Testamente og i andre kulturer og religioner, handler om, at man udpeger et sted på jorden, hvor der er særlig mulighed for at komme nær det guddommelige. Men for at det kan lade sig gøre, skal adgangen til dette sted afgrænses, så det ikke bliver besmittet med urenhed.

”Bliver det hellige besmittet af det urene, kan Gud i sidste ende forlade templet og sit folk. Det ser vi faktisk et eksempel på i Ezekiels Bog, hvor det beskrives, at Guds ånd forlader templet og rykker over på Oliebjerget og forsvinder på grund af folkets synd,” fortæller Morten Hørning Jensen.

Bibelpassagen kommer fra Lukasevangeliet 11,14-28.