Johannes Døberen er hængslet mellem testamenterne

Selvom han hverken er Messias, Elias eller Moses, er Johannes Døberen en skikkelse, som har gjort sig historisk bemærket. Alle fire evangelier beskæftiger sig med ham. Det skyldes måske, at han er bindeleddet mellem gammelt og nyt, mener teolog

Den franske kunstner og illustrator Gustav Dorés afbildning af Johannes Døberen i ørkenen fra 1866. Mange jøder var konstant på udkig efter den Messias, som skulle genindtage Jerusalem og bane vejen for Guds rige. Men Johannes Døberen afviste at være frelseren. Han skulle blot bane vejen. – Foto: Wikimedia commons.
Den franske kunstner og illustrator Gustav Dorés afbildning af Johannes Døberen i ørkenen fra 1866. Mange jøder var konstant på udkig efter den Messias, som skulle genindtage Jerusalem og bane vejen for Guds rige. Men Johannes Døberen afviste at være frelseren. Han skulle blot bane vejen. – Foto: Wikimedia commons.

Fjerde søndag i advent er også kendt som Johannes Døbers søndag. Her mindes man Johannes Døberen, der slog sig ned i ørkenen, levede af græshopper og honning, samlede en skare af disciple omkring sig, døbte sin fætter Jesus og endte sine dage med hovedet på et fad hos Herodes Antipas, den lokale guvernør.

Men hvem var Johannes Døberen, der i en sådan grad kunne ruske op både i jøder og romere, at han siden har fået en hel adventssøndag dedikeret til sig?

Det er det store spørgsmål, der stilles i søndagens tekst, mener Morten Hørning Jensen, der er lektor og ph.d. ved Menighedsfakultetet i Aarhus. Et spørgsmål, som jøderne stiller, da de opsøger Johannes Døberen i ørkenen for at finde ud af, hvem han er.

”Jøderne har en forventningshorisont og nogle standardfigurer, som de prøver at få Johannes Døberen til at passe ind i. De vil høre, om han er Kristus, den Messias, som de alle går og venter på. De vil høre, om han er Elias, som er nævnt i de gamle bøger. Eller om han er den profet, som Moses som noget af det sidste i sit liv forudså ville komme,” forklarer Morten Hørning.

Når jøderne var så ivrige efter at få placeret Johannes Døberens rolle, skyldes det, at der i Israel på dette tidspunkt var en “messiansk feber,” som Morten Hørning kalder det. Mange jøder spejdede efter de frelsestegn, som var lovet i de jødiske tekster. Det var blandt andet, at ørkenen skulle blomstre, og at Elias skulle vende tilbage.

”Derfor ville jøderne også vide, om Johannes Døberen kunne være sagen selv. Var han i virkeligheden Messias? Eller var han bare en forløber, en slags forårstegn. Det er et spændende historisk spørgsmål. For hvis man tager de kristne kilder, så er der disciple af Johannes Døberen længe efter Johannes’ død,” siger Morten Hørning.

Men Johannes Døberen afviste, at han skulle være Messias. Som der står i Johannesevangeliet, erklærede han sig endda uværdig til overhovedet at løse hans skorem. I stedet forklarer han, at han er kommet for at bane en vej.

”Her henviser Johannes til Esajas i Det Gamle Testamente. Det er en reference til frelsestidens begyndelse. Den vej, der skal banes, det er Guds vej, så Gud kan genindtage tronen i Jerusalem. Johannes Døberen bliver altså en, der forbereder vejen for at Gud kan komme og være til stede i folket.”

Sådan et budskab var imidlertid ikke blot åndeligt, men også i den grad politisk i iraelitternes besatte land. Det hjalp heller ikke, at Johannes Døberen var gået ud i ørkenen for at sige det, forklarer Morten Hørning Jensen. For ørkenen var på dette tidspunkt et sted, hvor oprørere mod Romerriget samlede sig omkring militante profeter, der ønskede at omstøde romernes magt.

“Ørkenen var en affyringsrampe. Josefus, en jødisk historiker fra det første århundrede, beskriver flere ørkenprofeter, der samlede oprørere omkring sig og førte an i krigsslag mod besættelsesmagterne. De red ind i Jerusalem, hvor de dog alle endte med at blive slået ned af de romerske myndigheder,” siger Morten Hørning.

Da Johannes Døberen efterhånden havde samlet et følge omkring sig, blev det da også bemærket af den lokale guvernør Herodes Antipas. Han holdt formentlig til i fæstningen Makærus, der havde udsigt over Jordandalen, hvorfra det nok har været muligt at se ned på Johannes, mens han døbte sine disciple. Herodes Antipas ville komme den forestående hovedpine i forkøbet, så før Johannes Døberen kunne samle alt for meget politisk medvind, slog han til og tog Johannes Døberen til fange i sin kælder. Her blev han siden halshugget.

Men hvad kan man så bruge Johannes Døberen til i dag 2000 år senere, hvis han ikke engang er Messias, men bare er ham, der baner en vej?

”Vi kan iagttage, at han indgår i alle fire evangelier, og alle fire evangelister citerer fra Esajas i den forbindelse. Så der er noget, der er helt afgørende for dem at få sagt. Og det er måske noget, vi har svært ved at forstå i dag,” mener Morten Hørning.

Det noget kunne være, at i døren mellem Det Nye - og Det Gamle Testamente, bliver Johannes Døberen et “afgørende hængsel,” forklarer Morten Hørning.

”Det er en side, vi altid har kæmpet med i kirken. Vi er blevet meget græske og har lænet os op af de filosofiske aspekter af troen. Men i den jødiske kontekst, er troen meget konkret. Johannes Døberen hjælper os til at få øjnene op for, at kristendommen også er en meget konkret religion, der hænger sammen med det hebraiske testamente. Det er ikke bare en almen religion med nogle principper for dette liv og det næste. Det er afgørende, at Jesus opfylder profetierne i Det Gamle Testamente, for ellers afvikler kristendommen sig selv,” siger Morten Hørning.